Home / Anmeldelser / Piccoloen på Sniper Alley

Piccoloen på Sniper Alley

Det nye Franske makkerpar, tegneren Yoann og forfatteren Vehlmann, har på fornem vis løftet arven fra deres forgængere og er gået hen og blevet en institution på den nu 77 år gamle euroklassiker, Splint & Co.

Splint 54 Piccoloen på Sniper AlleyVehlmann skriver løs med sort humor og indforståede metalag, i en hæsblæsende, nutidig satire over et fiktivt mellemøstligt land, Aswana. Alle navnene klinger velkendt, da de er omskrivninger af de navne, vi bombarderes med hver aften i nyhederne. Yoann tegner med nerve, afrundet af Fournier’s hyggelige stil, men også tilsat en grad af Franquin’s skarpe atom stil, så det hele virker bare en kende farligt, med vejsidebomber, napalm, kraftige maskinpistoler, jo, der hygges gevaldigt i Sniper Alley, som vore to helte må igennem i deres ekspedition efter Alexandria bibliotekets oldgamle, godt skjulte hemmelighed.

Nye læsere vil til tider føle sig hægtet af, idet der kryds-refereres til gamle historier i eet væk, men tempoet, humoren, og hele det gakkede anarki skulle gerne holde enhver læser fangen i et absurd, labyrintisk eventyr, hvor der gøres tyk nar af Indiana Jones og alle andre eventyrlystne skattejægere.

Kvik og Splint er presset af en mafioso til at vove liv og lemmer i denne ekspedition, og efter en fed computer vits hen mod slut, rundes historien af på det smukkeste, med en kynisk mafia hilsen vedrørende den meget savnede Spiril, som jo er copyrightet ud af alle nye eventyr.

karakter_4af6

Læs mere og se smagsprøver HER.

Splint & Co. 54: Piccoloen på Sniper Alley
tegning: Yoann
tekst: Fabien Vehlmann
design: Fred Blanchard
farver: Laurence Croix
oversættelse: Ole Steen Hansen
forlag: Cobolt
ISBN 978-87-7085-577-8