Home / Anmeldelser / Rappet #13

Rappet #13

Flot er coveret ikke - men det skal jo heller ikke ud og sælges i kioskerne.

Lad det være sagt med det samme; jeg er ikke Donaldist. Jeg læste med stor fornøjelse Anders And hver dag indtil jeg cirka rundede de tyve, eller der omkring, men så var det som om at pladsen blev overtaget af mere ”voksen orienterede” tegneserier. I dag er mit forhold til Anders And, og hele det univers det forgår i, at det er fin underholdning – og så ikke mere. Jeg er måske endda én af de meget få tegneserieinteresserede der intet forhold har til Carl Barks – jeg tror ikke engang jeg vil kunne genkende hans streg, hvis jeg blev sat for at skulle spotte ham imellem andre Disneytegnere. Den eneste tegner jeg kan genkende er Don Rosa, der har både stil, streg og humor som jeg værdsætter højt – men det har måske noget med min generation at gøre?

Med det sagt, var det selvfølgeligt med noget blandede følelser at jeg modtog et anmeldereksemplar af den danske Donaldistforenings medlemsblad, Rappet. -Hvad var nu det her for noget? Jeg skal ærligt indrømme at jeg havde nogle uflatterende fordomme om både DDF(R) og Rappet, som jeg nok skal lade være med at komme ind på – men jeg kunne med glæde konstatere at de har været fuldstændig uberettigede, og baseret på egen ignorance. Det handler ikke om at sidde og mentalt masturbere til tanken om gamle Barks (i hvert fald ikke i dette nummer), men er snarere en samling af spændende nutidige interviews og baggrundsmateriale om nogle af de mange mennesker der i tidens løb har arbejdet med Andeby.

Skitser af Casty

Den Italienske Mickey Mouse-tegner og forfatter Casty fortæller i et interview med DDF(R) om hans baggrund og virke, og kommer bl.a. ind på hans forkærlighed til Mickey Mouse, Sci-fi og forbilleder som Scarpa, Gottfredson og Barks. I et længere interview møder vi også den aldrende Marco Rota, der ligeledes er både tegner og forfatter for Italienske Disney. I artiklen ”Krigen i Andeby” opsummeres på spændende vis det påståede onde blod mellem Barks og Don Rosa, og hvis man ikke lige er inde i historien, får man skilt snot fra skæg, og lærer hvad det egentlig var der skete, og ikke skete, i de tidlige halvfemsere mellem disse sværvægtere. Man kan også læse om hvordan det kan gå til at en dansk postvogn dukker op i en Italiensk Mickey Mouse historie, hvad der sker når en af Supermans skabere pludselig begynder at skrive for Disney … og om Anders And virkelig går rundt med numsen bar? Ud over lidt nyheder, er der også reportager fra henholdsvis Komiks 2008, og DDF(R)’s sommermøde.

Anders And - med eller uden bukser???

Rappet er godt infomateriale for alle der interessere sig for tegneseriens verden, og selvfølgelig især hvis man har hang til Andeby. Man skal være medlem af DDF(R) for at modtage bladet, og det er det eneste jeg synes der trækker ned. Jeg er indædt modstander af betaling for viden, og synes det er synd og skam at det ellers meget interessante materiale i Rappet kun er tilgængeligt for medlemmerne. En opfordring til foreningen kunne være at de ligger de ældre numre af bladet online – det vil kun kunne skabe mere trafik og interesse.

.

Rappet – DDF(R) medlemsblad – Nummer 13
56 sider i s/h (med farve indlæg i midten)
Gratis for medlemmerne af DDF(R)

LINK: DDF(R)

14 comments

  • Man skal være medlem af DDF(R) for at modtage bladet, og det er det eneste jeg synes der trækker ned.

    Man kunne også vende det om og sige at et abonnement på bladet samtidigt er et medlemsskab til foreningen – som man så kan bruge eller lade være som man har lyst til, som abonnent.

  • Jeg har mange fordomme, også om DDfR men med tiden forsvinder fordommene.

    Jeg har aldrig været med til et møde, og kender kun foreningen qua sporadiske medlemsskaber on and off, samt selvfølgelig foreningen glimrende debatforum, som jeg ofte forvilder mig ind på. Her er der til gengæld morsomt at være, når bare der ikke går for meget børnehave i den, hvad der ind imellem hænder.

    Jeg regner med at anmelde rappet andetsteds på Nettet, i den kommende uge.

  • Hej AC … for at svare på det sidste, så var det, som også nævnt i artiklen, bygget på absolut ingenting, andet end min egen ignorante forestilling. Helt banalt så gik mine tanker omkring at det handlede om at hylde Barks på hver anden side, og sidde i en rundkreds og bekræfte hinanden I hvor fantastisk Andeby er … men tag det ikke personligt; jeg har det på samme måde med Hergé-tilhængerne.

    For mig er Anders And underholdning for børn … og jeg kan ikke umiddelbart se hvad en voksen kan få ud af at læse AA, andet end nostalgisk underholdning. Jeg gik faktisk ud, i går, og købte det nyeste Anders And og Jumbobog (for første gang i mange år) … Det var ganske hyggeligt, men objektivt set, så var der altså ikke meget kød på historierne … Til sammenligning fandt jeg Rappet langt mere interessant, da de interviews og dat baggrundsmateriale der var der i, er lige det elsker.

  • Vi har engang siddet i rundkreds og snakket om hvor varierede tegneserierne om Andeby er – der er noget for enhver smag – ligesom med tegneserier i det hele taget.
    Mht. snak om Carl Barks har vi egentlig ofte snakket mere om Rosa på møderne.
    Jeg blev netop mindet om dette:
    I 2004 ville den danske radioavis interviewe DDFR’s daværende formand. Men de aflyste interviewet, da de opdagede medlemmernes lave gennemsnitsalder. Begrundelsen var, at det faldt uden for programmets aldersmæssige målgruppe.
    P1 havde vist forventet at vi netop hyldede Barks på hveranden side, eller hverandet sekund – og at vi var ældre.
    I dag er aldersfordelingen på vores møder som regel mere jævn.

  • Barks er for børn, men det bedste Barks er børnefortællinger i samme klasse som Astrid Lindgren. Voksne kan vel også få noget ud af “Brødrene Løvehjerte” og “Ronja Røverdatter” – om ikke andet kan de nyde det basale fortælle-håndværk. På samme måde kan man få noget ud af Barks. Men jeg fatter nu heller ikke helt voksne der gider pløje sig igennem den ene Jumbo-bog efter den anden. Mit umiddelbare indtryk er at der er lidt langt mellem snapsene.

  • Det ser ud til at hr. Michael Thomsen er en udmærket repræsentant for de i artiklen omtalte mentalt-masturberende Barks-tilhængere. Ligeledes findes en mængde læsere som lider af decideret tunnelsyn mellem bemeldte forenings medlemmer, det være sig både Barks-tilhængere og Don Rosa-tilhængere. Bliver det for meget, bliver det kvalmt. Det er mestendels fin underholdning, og ikke den religion som mange tilhængere har en kedelig tendens til at gøre det til. Af samme årsag forsøges tonen i omtalte blad holdt på et sagligt og interessant niveau, tilsat en smule fjol – for det er jo mest for sjov det hele.
    Jeg er fuldstændigt enig i at Anders And er for børn, men ikke *kun* for børn. Hvis jeg tager fejl, er jeg måske aldrig helt blevet voksen. Dem der er, kan passere start og gå direkte til de grafiske noveller. Vi andre klarer begge dele og mere til, uden at lide skade på vores (sikkert i forvejen blakkede) image.

  • Masturberende Barks-tilhænger? Christ! Jeg har sgu masturberet en del mere til Milo Manara i min ungdom end til Barks, og bruger idag mere tid på Alan Moore, Lewis Trondheim, Chester Brown, Daniel Clowes, Chris Ware og hele den bande end jeg bruger på Barks.. Og jeg ejer i øvrigt heller ikke Barks’ samlede værker. Men jeg kan stadig godt genkende kvalitet når jeg ser det.

  • Og en hurtig søgning afslører at hr. Damgaard bidrager med alverdens lort til Disney boards og Disney spalter på nettet, mens vi andre har travlt med at interessere os for voksne graphic novels. Jeg synes ærligt talt ghan skulle klappe i og feje for egen dør først.

  • Jeg prøvede bare at forklare hr. Thomsen at det skam godt kan lade sig gøre både at “pløje sig igennem den ene Jumbo-bog efter den anden” og samtidig at læse “voksne graphic novels”. Det er muligt at jeg misforstod dit indlæg – men det lød grangiveligt som om du tilhørte skaren af fanatiske Barks-tilhængere, som Kim omtaler i artiklen.

    Og jeg ejer i øvrigt heller ikke Barks’ samlede værker./blockquote>
    Heller ikke jeg – så har vi jo noget tilfælles.

  • Jeg sætter pris på Barks som fortæller, men kan ikke se at det gør mig til fanatisk tilhænger. Jeg synes også at “Hamlet” og “Kong Lear” er fantastisk fotalte skuespil, men det gør mig vel ikke automatisk til ‘masturberende Shakespeare tilhænger’. I det hele taget synes jeg det er et temmeligt grænseoverskridende udtryk at bruge om folk man ikke kender.

  • Michael: Nu var det retfærdigvis ikke mig som introducerede udtrykket her til at begynde med, men du har sikkert ret.

    Jeg er indædt modstander af betaling for viden

    Studsede lige over den spændende udmelding, Kim. Jeg gætter på at du ikke læser aviser eller betaler licens eller f.eks. læser Strip!.. for det er vel også at betale for viden? 😉

Leave a Reply