Home / Anmeldelser / Red Kelly 1969 – 1972

Red Kelly 1969 – 1972

red_kelly_1969-1972Greg og Hermann. Det ligger godt på tungen, og det skaber en vis forventning om kvalitet af ganske særlig støbning. Jeg taler om forlaget Zooms nye Red Kelly og for mig et det er kært hensyn. Jeg har skam et par album et eller andet sted, men for mig startede det hele i 70’erne i ugebladet Fart & Tempo. Men det er en anden historie.

Kender du Red Kelly? En westerneserie med rod i sluttresserne. Skrevet af Greg og tegnet af Hermann. Et makkerpar som også stod bag Bernard Prince. Der i slutresserne var der andre gode cowboyhistorier, og for ikke at ligne de øvrige for meget (Blueberry og Jerry Spring), valgte makkerparret at gøre Red Kelly til en simpel cowboy med base på en ranch i Wyoming. Ikke noget med at drage ud og løse konflikter, men lade dagligdagens skærmydsler og små magtkampe udgøre handlingen. Og en helt almindelig af slagsen bortset fra at han kunne trække hurtigere end de allerfleste.

Red Kelly 1969 – 1972 rummer tre album, og så er der et informativt forord på en 3-4 sider skrevet af Thierry Capezzone. De tre album er Kampen om Triple Six, Hungersnødens krigere og Wyomings ulve. Alle tre album er herlig læsning. Ingen tvivl om den sag. Især illustrationerne er uovertrufne og jeg hæfter mig ikke alene ved de voldsomt stemningsmættede baggrunde, men sørme også ved den omhyggelighed der synes at være lagt i hvert pennestrøg. Sammen giver det en unik følelse af at være i hænderne på en der ikke alene tegner mesterligt, men som også holder af sin metier. Talent og glæde. Og når man har noget godt at tegne efter, gode manuskripter fx, så er alt godt.

Og manuskripterne er gode og overskuelige. Bortset fra en lidt halvirriterende fortællestemme der sætter overflødige ord ind i læserens bevidsthed, så er der et eminent fremadrettet fortælle- og handlingsflow. Der er sjældent sløve passager i albummene, og omvendt er der heller ikke ’bare’ ud over stepperne action. Balancen er fin og får én næsten til at glemme, at der ’blot’ er tale om en tegneserie. For at anvende en fortærsket kliché, så læser siderne nærmest af sig selv. Er det en kvalitet? Ja for dælen, og ikke bare en almindelig én af slagsen. Det er topdollar med fuld skrue og tyskersalto.

I Kampen om Triple Six søsættes galleriet og man fornemmer de værdier der buldrer i Red Kelly. En slags Robin Hood med cowboystøvler om man vil. Bortset fra at han ikke stjæler, men kun reagerer overfor uretfærdighed og den slags. Samt en altfavnende menneskelighed, som nok må have fået enkelte rednecks og andre indskrænkede typer til at rynke brynene. Red Kelly er pragmatiker og på ranchen, som er omdrejningsfeltet i Kampen om Triple Six, ansættes der folk med andre hudfarver end hvid. Og han lader endda en kvinde have bukserne på og være boss.

Winnie er navnet og hun er tegnet som en model. Hun og hendes levebrød er truet, og ranchen har set bedre dage. Men heldigvis er Red Kelly en handlingens mand, og han er ikke bange for nogen eller noget. Det hjælper selvfølgelig også at han er ret ferm med en colt. Så langt så godt.

I Hungersnødens krigere møder vi indianerne, og der vokser serien fra at være rigtig god til at være fremragende. Jeg har altid holdt af rødhuder, og synes at de her i albummet skildres mesterligt og, som jeg da jeg stiftede bekendtskab med dem i min barndom, ikke mindes at have læst eller set tidligere, som andet end vilde sataner. Cheyennerne er sultne og er blevet snydt. Traktaten de har underskrevet, eller tvunget til at underskrive, er ikke overholdt og nu sulter de. Nærmeste ranch? Triple Six og så er der ballade. Red Kelly er dumdristig og lover noget, som klart vil volde kvaler. Yes. Og så bliver det nærmest helt umuligt at undgå en massakre. Topspænding.

I sidste album, Wyomings ulve, hvor natteskampcenerne er holdt i lyseblåt og mørkeblåt, møder vi en præst der er god med Guds ord, god med talegaverne og ret god med sin skyder. Selvfølgelig krydser han og Red Kelly også klinger. I dette tredje album er handlingen ikke helt så ligetil som i de to forrige. Kan man stole på en præst? Bør man? Undskyld det noget farvede spørgsmål.

Nå – samlet er albummene i topklasse. Tegningerne især, og persongalleriet dynamisk og troværdigt. Der fortælles og vises, og man skal eddermame være en flueknepper af rang, hvis man ikke lader sig forføre. Skulle bedømmelsen kun handle om disse tre albums, ringer klokken på Bakken. Vi er helt oppe.

Men helheder er jo, som bekendt helheder. Mit eksemplar, og sandsynligvis kun mit, har nogle grimme overlaps så enkelte sider er ødelagte af tryk fra andre sider. Det er svært at forklare, men flere steder er der en slags dobbelttryk. Øv. Nå, men det er jo kun mit eksemplar.

Det er ikke en luksusudgivelse som vi ellers er blevet forvænt med fra enkelte danske forlag. Ingen nævnt ingen glemt, men derimod en ret solid udgivelse, et samlealbum vel. Forordet er fint nok, ikke noget nævneværdigt der om end det kan synes en smule kompakt. Thierry er en særdeles vidende herre, og man kunne nok godt få fyldt endnu mere på end de 3-4 sider som tilfældet er.

Jeg savner, nok fordi jeg ikke kan lade være med sammenligne med andre værker, flere ting. Noget ekstra. Skitser. Forkastede sider. At blive indført i processen. Fotos. Den slags. Som en anden kone i mudderet kan jeg sidde og ønske mig mere. Jeg er nok forkælet.

Men altså. Netop fordi der ’kun’ er det der er, så hamrer vi heller ikke op i skyerne.

Så shame on you, Berti. Jeg gi’r en 5’er. Tromlen er ellers fyldt, men den sidste kugle blev ikke fyret af. En 5’er fordi albummene intet fejler, tværtom, og fordi der vitterligt er value for money. En oplagt julegave til dig og dine.

 

karakter_5af6

 

Titel: Red Kelly 1969 – 1972

Skrevet af: Greg

Tegnet af: Hermann

Forlag: Zoom

Format: Hardback, 144 sider i farver med 3 siders forord af Thierry Capezzone. Udgivelsen består af samlet tre album som alle er tidligere udgivet på dansk.

Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant

Bogen ER udgivet.

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-93244-57-3