Så er der i dag en ny Cobolt på gaden. En naboudgivelse, kan man sige, al den stund at bogens forfatter, Dennis Gade Kofoed bor lige rundt om hjørnet og jeg render ind i ham fra tid til anden.
Reservat er titlen og Emil Friis Ernst er illustrator, og hvor sidstnævnte har leget lidt med vores medie tidligere, så er det Dennis’ debut.
Temaet er vores klima. Et næsten uundgåeligt tema i disse dage, og Reservat er en dystopisk tegneserieroman som foregår i år 2165!
I en seks siders kort prolog forklares perioden op til romanens nutid, og dernæst følger vi en række personers hverdagskampe, deres drømme og forhåbninger for fremtiden. Med følger de smertefulde erindringer, men der er skam også plads til håb, nye drømme og tilmed latter.
Hm. Det er lidt vanskeligt præcist at formulere noget konkret. Jeg er nemlig både forvirret og irriteret på romanen. Sådan overordnet er det en frygtelig klichépræget udgivelse. Sproget især stikker i øjnene og fonten man har anvendt, er decideret folkeskolehæslig. Den slags man finder på en gammeldags skrivemaskine, og det kan undre, at man har valgt denne. Jeg bryder mig ikke om den, og synes ikke, at den bidrager til romanen.
Hverken på den ene eller den anden måde.
Mutation er overlevelse. Verden er større, end det jeg ser. Ingen mur holder evigt. Håbløsheden er en kæmpe celle.
Ovenstående er sakset fra udgivelsen. Der er mange af den slags ligegyldigheder, og det hæmmer romanens sproglige smidighed, at den slags får så forholdsvis meget tekstplads. Heri ligger romanens tungeste anker. Der er trods alt 180 sider, og det er meget, for meget, når der stort set ikke er længere sammenhængende passager med dialog. Det nærvær og den indlevelse i de ganske få personer der er, kan aldrig realiseres. Man kommer aldrig til at interessere sig for aktørerne. Hvilket så også betyder, at man jo er ligeglad med deres skæbner og så er bogen for alvor dømt til blot at være ligegyldig.
Ja, undskyld spyttet.
Jeg undskylder min barske retorik med, at jeg jo kan have misforstået det hele.
Tegningerne til gengæld. Dem har jeg nydt. Der er ingen bløde farver. Der er intet smukt, sælsomt eller betingelsesløst betagende ved tegningerne.
Som sådan.
For går man ind i dem, og træder et skridt tilbage, så rummer de alle farver. Glem det firkantede, det grove, den mørke tone i alle farver, og ser samspillet mellem siderne, så er der ganske mange vidunderlige passager. Et syretrip af farver, måske. Flere steder endda. Jeg er ret vild med en næsten ordløs serie af sider fra romanens 120’ende side og 20 sider frem. Læg mærke til kapselkjolen, læg mærke til billedsproget, til fuglene, til ormen og fuglen og den jagt der udspiller sig. Smukt og ondt. Håb og desperation.
En roman som tager udgangspunkt i et mareridt kan sagtens have en håbefuld afslutning. Sådan er det i Reservat. Jeg ser bestemt potentiale i især tegningerne, men gerne i mere lystonede farver eller i sort og hvid. Det tunge tager tematikken sig af, og fonten og den håbløse tekst.
Der er noget Noas ark over værket. Tyngden forsvinder til sidst og værket har den styrke, at det vokser efter hver gennemlæsning. Husk det.
Men som isoleret værk og bedømt hårdt og råt, så er Reservat ikke min kop te. Der er for mange svagheder forbundet med værket. Jeg er ligeglad med figurerne, irriteret over klichéerne og finder kun perler i det illustrative. Jeg er glad for billedsprog, og her rammer Emil Friis plet flere gange.
Samlet en jævn udgivelse, og Dennis tilgiver mig nok de knubbede ord. Jeg kan ikke mestre mere end tre små stjerner og de gives alle til bogens farver og illustrationer.
Selve værket er ellers flot. En bog man uværgerligt vil samle op og bladre i. Men man ville nok hurtigt smide den fra sig igen. Farverne og illustrationerne stikker, hvilket er en stor skam, da en sag som denne fortjener og kræver mere end blot en enkelt kvik gennemgang. Vi taler 180 sider i farver og der er sine steder noget Moebiusk over det.
Men her skiller vandene. Ikke alle er lige begejstrede for denne afdøde franskmand. På samme måde vil Reservat nok også kile sig. Bogen vil klart få sine roser og tilhængere, men også hug og ligegyldighed, og jeg er nok mest på sidstnævntes vogn. My loss, måske.
Tre stjerner
Titel: Reservat
Tekst: Dennis Gade Kofod
Illustrationer: Emil Friis Ernst
Format: 17,5 x 25, 192 sider i farver
Pris: 268,-
Isbn: 978-87-70857-60-4