Home / Anmeldelser / Sabrina

Sabrina

Den dystre indledning og tunge musik varslede godt uhygge for mig. Jeg taler om David Lynchs tv-serie Twin Peaks, og jeg husker at ikke alle var begejstrerede. Ikke helt, i hvert fald, som jeg var. Underligt, tænkte jeg.

På samme måde var det med filmen The Sweet Herafter. Folk var delte i deres holdning og glæde. Jeg nød den. Min bedste ven, fx hadede den. Mærkeligt med smag.

Ved du hvad? Jeg sidder med en lige så underlig sag. Fahrenheits Sabrina, skrevet af Nick Drasno. Den er grusom på sin egen helt særegne måde. Ikke alle vil kunne lide den. Og enkelte vil måske ikke engang gide åbne den og give den en chance. Begge dele, ikke at kunne lide den, og ikke at gide den, er en skam. De folk vil gå glip af en fascinerende grusom historie.

Sabrina hedder den. Et digert værk på 200 sider, og digert i den forstand, at der på hver side er spækket med ruder. Der er intet der er stort eller fyldigt. Vi taler konstant bittesmå ruder lidt større end et almindeligt frimærke. Det kan godt irritere lidt. Mine øjne er bedre vant. Omvendt er dette format med til at forstærke den klaustrofobiske stemning, bogen emmer af.

For, og nu siger jeg dette, inden jeg fortæller om handlingen, så er bogens grundlæggende tone dyster. Tag blot de første par sider:

En kat er væk

En søster forskrækkes

Sætningen ’man føler sig tom bagefter’

Uægte frugt på bordet

I krydsogtværsen skal man anvende ordene ’slå ihjel’

Sætningen ’da jeg var indlagt’

Sætningen ’møde vilde dyr’

Sætningen ’græd i to timer’

Sætningen ’de rigtige vilde dyr, de bor på hotel.

Og disse begivenheder og/eller sætninger er blot i romanens indledende fase. Ildevarslende, ikke sandt?

Selve plottet er grusomt nok, og selvom starten på Sabrina er ildevarslende, så lulles vi læsere også lidt ind i den stille dialog, den afventende ikke aggressive væremåde to søskende imellem, i en samtale båret af dialog men sørme også uvidenhed.

Spoiler alert:

En kvinde ved navn Sabrina forsvinder sporløst og efterlader sig en søster, Sandra og en kæreste, Teddy. Teddy drager en måned senere, tynget af sorg, til Colorado, og genforenes med sin barndomsven, Calvin. Calvin er en god ven, og tager sig godt af Teddy. Sidstnævnte er til rotterne. Ramt af sorg og uvished.

Et par uger senere florerer en optagelse af Sabrinas brutale mord. Sendt af Sabrinas morder til en række online nyhedsmedier. Det skaber virvar, angst, vrede og afføder konspirationsteorier og spørgsmål om optagelsens ægthed.

Og så ikke mere om handlingen.

Kort fortalt er Sabrina et psykologisk skræmmende drama om hvad der sker med vores perception af sandheden, når det vi vidner, ser eller hører, kommer igennem omverdenens vridemaskine. Hvad er sandt? Hvad er falsk? Hvad er fake news? Hvor er grænserne? Hvad vil vi tro? Hvad kan vi tro?

Det er en bog om vores tid og dem vi er, når vi er på den ene side af vores skærme, og hvad vi kan ende med at blive, når vi krydser linjen og møder andre sider af sandheden. En sandhed som jo som bekendt er lavet af gummi. Det er også en fortælling om os mennesker og vores forfald. Hvad kræves, hvad skal der til for at vi kan opretholde os selv. Teddy er under gulvbrædderne. Calvin lever i en, for de flestes, ukendt ramme, og alligevel mødes de to i en slags venskabelig kærlighed.

Jeg holder sgu af bogen, du. Den har en irriterende måde at komme ind under min hud på. Jeg oplevede at være frosset fast i et for mig, ukendt langsomt narrativ, og i et tempo, som er mig ganske uvant og ukendt. Jeg oplevede at blive mystificeret. At blive overrasket. At blive lullet ind i et sindssygt drama, hvor jeg reagerer snarere end at agere.

Bedst er, at på hver side, er der noget der ikke stemmer. En uorden i systemet, om man vil. De der små ting. En kløe på foden, som ikke kan gå væk, men som alligevel går væk, hvis man klør sig på lænden. Eller at køre til et højdedrag med en person, som ikke kan ens sprog. Kommunikationen itu. Men så der opdage, at man ikke kan tåle højder.

Ser du? En drillende bog med hverdagsmomenter, der alligevel er fremmede for én! Dystert. Sat i en satans modbydelig ramme, ukendt heldigvis for langt de fleste af os, og alligvel Twin Peaks-agtigt nærværende her i vores skrøbelige tilværelse.

Læs værket og google bagefter. Bogen er nomineret til The Booker Prize, og du kan finde mange kloge ord om værket.

5 hjerter

Titel: Sabrina

Tekst: Nick Drnaso

Illustrationer: Nick Drnaso

Forlag: Fahrenheit

Pris: 249,-

Isbn: 978-87-7176-033-0