Det er en krigens tid. Er det ikke altid det? Lyder det, og en abe lader livet. Vi befinder os et andet sted og i en anden tid. I en anden dimension. To bliver til tre. En kvinde skriger af smerte eller vellyst, og ud kommer en pige, der har farens horn og moderens vinger.
Nej – jeg er hverken stiv eller på anden måde påvirket. Jeg sidder såmænd blot med Saga. Vol 1 og nyder hele svineriet.
Forlaget G. Floy Studio står bag denne herlige udgivelse, og det skal de have tak for. Det er fanme en underlig sag, og hvor jeg tidligere har tænkt mit og undret mig, fx ved anmeldelser af Moebius, så også her. Fordomme trives, men heldigvis kan man prikke til dem, og når de først er punkteret, så ser alting meget anderledes ud. Meget anderledes.
Nå – handlingen er denne: En klassisk kærlighedshistorie om to der, trods alle odds, forsøger at være sammen, samt værne om deres datter. Da deres respektive fæller ikke er så sindssygt gode venner (et spøjst lille spark til svigerforældre, som vi jo ved, at Fanden har skabt), har de deres at se til. Kvinden hedder Alana og hun er sej som få, og bander som en havnearbejder fra Esbjerg. Daddy hedder Marko, han er kriger men langtfra så bandende og sej som Alana. Han er endda decideret følsom visse steder, og de udgør en sjov cocktail i deres flugt og overlevelse. En slags intergalaktisk roadmovie fyldt med ramasjang, underfundig men også direkte humor, action med skud og drab og tada sgu også sex.
What’s not to like?`
Ja, umiddelbart for sådan en konservativ stivstikker som undertegnede en allerhelvedes masse, men sådan er det nu ikke. Jeg føler mig voldsomt godt underholdt, og på en snigende underlig måde fatter jeg sympati for parret. Ja, især den grove Alana, der i sin retorik minder mig om de der betonlesbiske kvinder, man engang imellem møder på ens vej. Dem der qua retorik og udseende bare er så anmassende for at blive set og hørt. Det behøver Alana nu ikke, for hun har sin egen særegne charme, og så ser hun sgu godt ud. Hun taler råt og lige ud af posen, og er ikke så sart som andre kvinder kort efter fødslen. Hun vil have sex med en bruser!
Men når jeg nu har disse umiddelbare kvaler og fordomme, hvorfor pokker er det så, at jeg sidder velfornøjet og griner og læser lystent videre?
Well, flere årsager faktisk. Først og fremmest en klar velkendt skabelon af en historie. Kærlighed og dens trængsler. En slags futuristisk Romeo og Julie i hopla og på speed. En vittig nutidig dialog uden dikkedarer med en visualitet og et sprogbrug der er møntet på voksne læsere. Og så er der en masse herlige skævheder, der får en dansklærer til at smile. Det er anderledes og nytænkende når der leges med alt det vante. Lad mig komme med blot to eksempler:
En freelancers møde med Vez, en hybrid mellem en enhjørning og en kvinde. Hendes horn kan spidde, og hendes kræfter dræbe. Hun har et dyr, en lyvekat, der ikke kan lide løgne, men som i Vez’ mund bliver til pynt. Og det er jo så smukt set. Ikke alle løgne er løgne, men maskeret pynt.
Samt, ja der er sgu mange eksempler hvor man leger. I sidste kapitel er der pludselig magi på vej. Forklaringen? Jo, det er omvendt fotosyntese, for det er sådan rumraketter kommunikerer. De måler eksotisk materiale.
Se, det synes jeg godt om. Jeg accepterer det umiddelbart og rynker ikke engang på næsen af det. Og finder det morsomt på en lidt bizar måde. Lidt som når man digter sammen med børn, og de digter, og pludselig skaber man sammenhænge og universer, der bare ikke hænger sammen, men gør det alligevel.
Så er der illustrationerne. Tegneren og farvelæggeren Fiona Staples. For helvede da. Det hele virker så…
Virker så…
så magisk (i mangel af bedre ord) og igen, som med dialogen, så accepterer jeg også det, uagtet at jeg ikke er tilhænger af genren. Men figurerne er smukke, og overraskende. Der skabes lyse kosmiske farver og overgange, og alt det dystre, alt det spændende og skæbnesvangre drukner ikke i mørke og sorthed, men dets alter ego. Lys og skarphed.
Det er som Pink Floyd da de var bedst, bare med pen og streger. Der skabes nye farver og sammenhænge i mit hoved, og der, hvor min bevidsthed ville sige stop, så tager min underbevidsthed over, og jeg forføres og føres lukt ind i noget nyt. Der sker en bevægelse, og enhver bevægelse er vel udtryk for en slags udvikling. Og det er det, føler jeg, at der sker i Saga. Vol 1. Jeg og mine fordomme bliver rykket kærligt. Rammen er smukke illustrationer, heftige kampe, lidenskabeligt lagengymnastik uden at det bliver vulgært eller pornoficeret og så det helt basale. Kampen for kærlighed og eksistens.
Der leges også med fortællestilen, idet barnet der fødes, Hazel, ikke blot er en lille lort, en biperson. Nej, hun er fortællingens fortæller. Sgu.
Googler man, og det gør man, kan man læse meget mere om Vaughan, der har skruet hele skidtet sammen. Man kan også læse, at Saga. Vol 1. har vundet hæder og ære. Det forstår jeg godt. Det forstår jeg godt.
Samlet vurdering: En positiv læseoverraskelse af de større blev mig til dels. En klassisk fortælling i totalt nye rammer med en vittig nutidig dialog, afleveret i et flot tempo og sat ind i en ramme med knald på. Både rent actionmæssigt, men også i et par saftige sexscener. Flotte pastelfarver der er tilpas præcise og løse, så der er et snert af genkendelighed, samtidig med, at alt er pissenyt. Jeg har læst en del tegneserier, der ikke helt har vidst hvilket ben de skulle stå på. Skal man det ene, eller skal man det andet? Her, med Vaughan og Staples, bliver det hele løftet, for det virker som om, at uanset hvilken retning der vælges, så mestres det. Om det så er den klassiske kærlighedsfortælling, den eksistentielle kamp for overlevelse, møder mellem død og fødsel, svig, bedrag og loyalitet. At holde tungen lige i munder fordrer talent og overblik. Det finder man til fulde i denne sag, som jeg tildeler fem gode thumbs up ud af fem mulige. For den er fanme god.
Titel: Saga volume 1
Forfatter/tegner: Brian K. Vaughan og Fiona Staples
Forlag: G. Floy Studio
Format: Hardback, farver
Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup
Redaktion: Christine Meyer
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-91630-81-1