Home / Anmeldelser / Samurai-spøgelset

Samurai-spøgelset

Samurai-spøgelset

 

Tif et Tondu er venner af vores familie. Ja, vi kender naturligvis skaldepanden og fuldskægget under andet navn, Tim og Thomas, og de kryber lejlighedsvist rundt og gør sig til.

Forlaget Zoom, som i den grad er et travlt forlag, har udgivet endnu et herligt album, og titlen er guf for unge hjerner, Samurai-spøgelset. Alle ved hvad spøgelser er, så jeg måtte fortælle mine unger, som jeg vanen tro, læste albummet sammen med.

Men lad mig hellere berette kort om handlingen. Vores duo er taget til det smukke land, Japan. Japan med dets kultur, som både fortælles lidt om og vises, og det er godt. Just ankommet møder de en herre, som genkender dem fra avisernes skriverier. På rundvisning ser de en brønd, og her fortæller værten om et gammel sagn (jeg elsker gamle sagn), som handler om en drage og en samurai, og den historie sætter sig hos vores venner. Så meget at de selvsamme aften må hen til brønden, og der får de ondt i hovedet.

For – og nu kommer spoilerne (ikke alle, men måske nok)…

Midt i hele den kulturelle fortælling med år på bagen, er der også moderne gangstere. En syndikat, en gangsterbande med navnet Den sovende drage.

Jeg fortæller ikke mere om handlingen, da der ikke er så forbistret meget at fortælle. Som tilfældet er med mange, måske endda de fleste krimier, så er skabelonen skåret skarpt. Sammenlign fx med, igen inden for samme genre, alle tv-serierne med 40+ år på bagen. Også her en skabelon.

Intet ondt i det. Vi anvender alle skabeloner og ville være ilde stedte, hvis vi ikke havde vores stok og førerhund, Vanen.

Fortællingen er så ellers over stok og sten. Ikke rigtig dybde og kun stramme reaktioner konstant. Så sker der dét, så sker der dét og så kommer der en bil, og så sker der dét. Igen – fint nok for mainpublikummet bliver fyldt op. Dette sagt, så betyder det jo også, at både genre og aktører forbliver statiske.

Er det negativt? Ja. Men også nej. For det virker og endda i den grad. Statiske figurer hører måske (især) til i tegneseriens verden?

Hovedhistorien er kort, kun et par og 20 sider. Fin eftertanke til sidst.

Albummet rummer derudover 4 korte T & T’er, og det er sgu egentlig ikke så tosset. Tværtimod faktisk, for når man kører derudaf på motorvejen, så trænger man til en tank. Lidt pølse, lidt vand og køreguf.

Jeg har genlæst disse ord, og de lyder lidt sorte. Sådan er det nu ikke meningen. Osvald og jeg hygger os, om end han ikke helt var oppe at ringe over Japan mm.

Det var jeg nu heller ikke, men ender alligevel på en 3’er. Godt gennemsnitsarbejde all around.

 

 

Titel: Samuraispøgelset

Tegninger: Will (Willy Maltaite)

Tekst: Rosy & Desberg (Maurice Rosy og Stephen Desberg

Farver: Leonardo

Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen

Forlag: Zoom

Format: 48 sider i farver, softcover. Og bagerst en halvsides informativ kommentar

Pris: 149,-

Isbn: 978-87-93564-82-4