Den er sort og hvid, koster ca. det samme som en lille soft ice og er spækket med bulder og brag. Fortælleglæde, skrivekløe og en allerhelvedes masse bevægelse. Der er fart på og så fyger det med herlige lydord, tegneserielydord.
Manden bag, eller drengerøven hvor denne benævnelse er ment yderst positiv, er Peder Riis, og han er en ihærdig herre. Han tegner og fortæller og Ondskabens Flydende Vatikan har udgivet en 60 siders sag, alt inklusive, med ord og illustrationer, som Peder er ophavsmand til.
Peder Riis præsenterer SENSATION hedder udgivelsen, og forsiden bærer præg af at være en kærlig hilsen til alle de kulørte ugeblade. Der er ikke sparet på iøjnefaldende overskrifter og det er lige til at få ondt i øjnene af. Hæsblæsende er et af de første ord der rammer tastaturet. Rodet det næste, og det er på mange måder dækkende for hele udgivelsen.
Men det lyder alt for negativt, og det er slet ikke meningen. Lad mig starte forfra.
Omegadamen vs. Kampkrapylet er Sensations første bidrag. De syv sider er tidligere bragt i Himmelskibet # 40, som var et superheltetemanummer. Peder blev inviteret til at være med, og det kom der førnævnte spøjse sag ud af. En gut, Freddie, står med en telefon og sveder tran. Han har mødt en tøs, og vil gerne se hende igen. Han ringer op. Hun svarer og sød musik opstår. Hun vil gerne møde ham igen. Hun er bare lige i gang med at rydde op, sådan bogstaveligt talt, og bruger en kæmpe hammer. Ja, hun ER en superhelt og smadrer løs med hammeren. Vores telefongut bliver bragt lidt ud af fatning, da et par kollegaer kommer forbi og spørger til Kampkrapylet. Et uvæsen som Freddie skulle sørge for at have låst inde. Men det har han glemt og superdullen smadrer det med hendes hammer. Og så slutter historien med en herlig åben slutning. Jeg kunne bestemt godt tænke mig at være en væggelus, når de mødes, Freddie og supertøsen.
En god start, tænker jeg, og føres videre.
Diplomaten er næste skud i bøssen og det fik mig til at grine. Vi har en møgirriterende kvindelig præsident fra Guds eget land, og derovre får de besøg fra det ydre rum. Ikke af en spændende eller truende E.T. men fra et menneskelignende mandsperson. Præsidenten er en kost og hendes dumhed bliver til sidst for meget for manden fra rummet. Han er dog besindig og skrider, men den åbne slutning varsler fare. Endnu en ferm lille sag.
Tredje sag er en voldelig vikingesag. Masser af slag, sving og et sjovt sammensat substantiv. Vildsvinepuler, intet mindre. En bagatel af en historie de kun har sin berettigelse fordi Peder godt kan lide vikinger der slår hinanden til plukfisk, som han selv skriver i indledningen.
For jo – hver fortælling indledes med et par ord fra forfatteren selv, og det er ganske fint. Altid rart når man kommer lidt tættere på den man læser, og selvom jeg hader stavefejl og den slags (for dem er der altså et par stykker af), så hilser jeg hvert eneste trykte bogstav velkomment. Omend det dælme gør ondt at se verbet ’spurgte’ stavet uden ’g’. Det er bare ikke i orden, P.
Jeg springer lidt, for det giver ikke rigtig mening at zoome ind på hver historie. Dertil er de samlet set desværre ikke interessante nok. Bedst tegnet og med mest illustrativt dybde bidraget ’Sure minere’. Spøjs titel som Peder selv lidt har fortrudt.
Det bedste gemmer jeg nu til sidst. ’Familiehemmeligheder’ er udgivelsens mest helstøbte værk. På kun fem sider er der vitterligt familiehemmeligheder og slutningen ond og overraskende. Peder veksler mellem mørke skygger og skraveringer, og især de mørke skygger er gode. Jeg kan også godt lide at det værste bulder er nedtonet. Støjen høres altså bedst i pauser. Afgjort den bedste af de i alt 8 bidrag.
Nå – jeg kan sgu godt lide det. Det kan jeg. Der er klart en smittende fortælleglæde og en evne til at kombinere det voldsomme med det morsomme. Og jo – det er jo så samtidig Peders største problem og udfordring. Det er som at sætte sig mellem to stole. Det bliver aldrig rigtig vedkommende og forekommer oftest som enten pladder eller drengerøvsskriblerier (og her er jeg lidt mavesur, I know).
Men altså – fortælleglæde, dybde i illustrationerne hvoraf enkelte bestemt er mesterlige, og korte afsluttende historier der i sin kompakthed fremstår stærke.
Jeg er kun en sur gammel bonderøv, og kan hverken tegne eller tælle. Men hvis jeg var Peders spindoktor og kun sælge til folk som mig, så ville jeg reducere støjen, dyrke baggrundende væsentligt mere og sænke tempoet. Hvad pokker skal vi nå? Og alliere sig med en forfatter med plot. Ikke kun falbelader.
Skulle jeg tage den sure kasket på, så ville mine ord lyde sådan: en samling useriøse og temmelig fordummende og absolut intetsigende historier. Pointerne infantile og søgte. Værst er dog illustrationerne der kun i glimt kan tåles.
Men sådan er jeg jo ikke. Jeg er sød, rar og god til at se ud over manglerne. Så mine ord er anderledes positive. Der er fart over feltet og det tempo smitter lige så meget som den humoristiske bagtone der emmer i hver fortælling. Der er en kærlighed i Quentin Tarantino klassen til vold og store armbevægelser, og det er guf for ens indre drengebarn.
Der veksles mellem skraveringer og skygger. Der er fokus på flow’et og man nyder at hver frame ædes af den næste. Historierne er vel stadig ufærdige, og selve udgivelsen er ren kærlighed til actiongenren.
30 kroner koster herligheden og kan købes online. Det anbefaler jeg på det varmeste. Jeg elsker disse små oaser af dynamik, der ikke umiddelbart ser ud til at være noget for mig, men når jeg så kommer ind og i gang, så er det herlige sider.
Så det…
4 kølleslag af samlet 6 mulige. Tre tikroner koster Sensation, og det er godt nok billigt. Afsted. Bestil. Nu.
Titel: Peder Riis præsenterer SENSATION
Format: 60 sider i sort/hvid, uindbundet
Tegner og forfatter: Peder Riis
Forlag: Ondskabens flydende vatikan
Pris: 30 kroner
Isbn: 978-87-92951-18-2