Home / Anmeldelser / Sin City: Ind I Helvede

Sin City: Ind I Helvede

Otte år efter, at Frank Miller færdiggjorde “Ind I Helvede” – det syvende og foreløbigt sidste bind i serien om den overordentligt kriminelt plagede Sin City – udsender Forlaget G Floy selv samme album, hvorved denne serie nu også foreligger komplet på dansk. Selv om det lille forlag fra Himmelev har gjort en dyd ud af at plukke det bedste fra de sidste 20 års amerikanske mainstream, så er det næppe nogen større guldgrube, og de fortjener således stor hæder for at have beriget det danske tegneseriemarked med mange vigtige udgivelser – heriblandt Sin City.

Handlingen
Enspænderen Wallace drømmer om en tilværelse som kunstmaler, men realiteten i den fordærvede Sin City er, at han må hutle sig i gennem ved at sælge lumre nøgenbilleder til erotiske magasiner. De kunstneriske ambitioner er dog af forholdsvis ny dato, for Wallace har en lang fortid som marinainfanterist m.m., og han skal snart få brug for alle sine erfaringer inden for kampkunsten. Under en natlig køretur redder han en smuk kvinde fra at begå selvmord, og de to slår straks en gnist, men samme nat kidnappes hun af en ond læge, der oven i købet bedøver Wallace, så han knapt kan huske, hvad der skete. Uden nogen ordentlige spor at gå efter, men fast besluttet på at redde kvinden endnu en gang, begiver Wallace sig således ud i et hårdtslående korstog, der fører ham til nogle af Sin Citys mest depraverede elementer.

Kritik
Det er noir det her – hvis du skulle være i tvivl! Med streg under pulp! Vi taler yppige femme fatales, der kan skifte side når som helst, udpenslede næve- og skydekampe, hvor der gerne sparkes på folk, der ligger ned, og onde skurke, der gør deres onde gerninger ikke så meget for egen vindings skyld, men mest for blot at volde andre ondt. Der er ikke megen logik bag dét, som forbryderne foretager sig, men de sørger pligtskyldigt for, at plot-twistene ligger millimetertæt, så Ind I Helvede kan køre derudaf i et konstant opskruet spændingsniveau, som ikke levner hverken Wallace eller læseren megen plads til at få vejret. Grafisk klør Miller også bare med dynamiske kompositioner, der flot understøtter den hæsblæsende historie, men som samtidig holdes stramt på plads af en skarp chiaroscuro. Millers tegninger er et kapitel for sig, og de kan i hvert fald stadig tage pusten fra mig.

Konklusion
Indrømmet, jeg har en svaghed for både noir og pulp, for det gode ved den type historier er, at uanset hvor mange klichéer, man får serveret, så ved man alligevel aldrig, om det ender godt eller skidt. Sin City er i sig selv en stor kliché, men Miller formår alligevel at snige små variationer ind i hvert nyt album, og således er der også artige overraskelser i seriens sidste bind. Ind I helvede kan sagtens læses uden foregående kendskab til serien og er et værdigt punktum for et af hovedværkerne i Millers succesrige produktion.

Manuskript: Frank Miller
Tegninger: Frank Miller
Oversætter: Steffen P. Maarup
Forlag: G Floy Studio

Udgivet: 14. november 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 300 sider
ISBN-nr: 978-87-91630-52-1
Pris: 248,00 DKK

Aldersgruppe: Fra 15 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 4 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 3 point
Kvalitet til prisen: 4 point