”Det stille angreb” er anden og sidste del af Anders Walthers science fiction-eventyr-action-serie om den unge Solas, der søger hævn over sin families død. Det er et rigtigt drengerøvseventyr i et flot hardcoverformat, og jeg er altid glad for en god gang uforpligtende action. Men jeg synes ikke serien leverer. Tegningerne er flotte, men historien holder ikke.
I ”Det stille angreb” skal Solas med en lille gruppe allierede (en smuk pige, en læremester, en fed spåkone og et nuttet mystisk dyr) nå frem til familiemorderen og verdensherskeren Nedals fæstning, springe den i luften og slå Nedal ihjel og dermed hævne Solas familie og redde verden. Det hele skal ske på dagen for Nedals kroning til konge. Sådan.
Det går over stok og sten, med rygende pistoler, luftdueller og masser af eksplosioner. Anders Walther tegner flot, men en smule stift, i hvad man kunne kalde en moderne fransk-belgisk stil, som også kendes fra serier som Konvojen og Gipsy. Og han giver den hele armen i ”Det stille angreb”, med masser af plakatagtige helsider med tårnhøje biblioteker og luftballoner og store eksplosioner.
Det er lækkert, men det kompenserer ikke for et forudsigeligt og til tider ikke helt logisk plot, og nogle meget endimensionelle karakterer. Hovedpersonen Solas er en tom skal med et hævnmotiv, bipersonerne er klicheer, og skurken Nedal er så uintelligent og tager gennem hele albummet gang på gang så dumme valg, at det er uforståeligt hvordan han er blevet verdens hersker. Replikkerne er højstemte og klodsede, og særligt Nedal taler som læste han op af pixiudgaven af ”Den store skurkehåndbog”:
”Tålmodighed har aldrig været en del af min praksis her på øen. Jeg hader at blive forstyrret af ligegyldig småsnak. Især om noget så trivielt som ungdommens mod og den store mod den lille…”
Eller hvad med den her:
”Vi er alle usympatiske. Min sjæl er dog mere betændt end de flestes.”
Plottet er også fyldt med huller og ulogiske hændelser. Jeg forstår for eksempel ikke hvorfor Nedal vil lade sin opulente kroning (”I morgen! Anerkendelse! Endelig anerkendelse!” råber han) foregå i sin en stor mennesketom fæstning. Skal der ikke være nogen til at hylde ham? Og kærlighedssekvensen mellem Solas og pigen Amia er umotiveret, og virker mest som en god udskydning for nogle flotte billedsekvenser.
Det hele bliver meget skabelonagtigt, og derfor hverken spændende eller sjovt, selv om Anders Walther lægger op til begge dele. Man kunne ønske sig at han havde gjort sig samme umage med sin historie og sit sprog, som han har med sine tegninger. Eller bedre endnu, at han havde overladt manuskripttjansen til en anden. For mens han har internationalt snit i sine tegninger, er han ikke nogen stor forfatter.
Solas 2 – Det stille angreb
Skrevet og tegnet af Anders Walther
80 sider i farver – hardcover
Udgivet af Farenheit