Warning: The magic method Vc_Manager::__wakeup() must have public visibility in /customers/a/5/4/serieland.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer/include/classes/core/class-vc-manager.php on line 203 Stjernedrømme – 1. Hors d’oeuvre | Serieland
Home / Anmeldelser / Stjernedrømme – 1. Hors d’oeuvre

Stjernedrømme – 1. Hors d’oeuvre

Det hænder, at vi springer forretten over. Det er dog en fejl. 

Forretten er den smukke del af at spise. Her præsenteres vores øjne og smagsløg for første gang for dét, som restauranten formår, det bedste. Om det er den klassiske rejecocktail, de sprøde hvidløgsbrød eller en varm inviterende suppe, så sættes standarden og ganen gøres klar, til hvad der senere måtte komme.

Og hør nu. Zoom har sendt en herlig udgivelse på banen. Stjernedrømme er den overordnede titel, og første skud på den stamme hedder 1. Hors d’oeuvre og den nød jeg i aftes.

Forsiden ser ikke ud af så meget. En bordeauxrød baggrund og en kok bringer en ret. Indeni ved vi ikke hvad er, men refleksionen viser en smuk kvinde studerende et glas rødvin. Billedsproget tydeligt, hvis man tænker i de baner, og det håber jeg, at man gør, for ellers er forsiden simpel og forholdsvis uinteressant. 

På coverets bagside ser man de bærende karakterer, også lidt blodfattige og over dem en tekst, som heller ikke skærper ens appetit.

Sådan var tankerne, og jeg gik til bords med en halvlunken følelse.

Jeg blev overrasket. Albummet er en lille perle, og der er meget godt at hente.

Kort fortalt er handlingen denne, to skæbner mødes, en mand og en kvinde. Han vidende og dygtig udi mad, men med en plettet straffeattest. Hun med sorg og tanker om hævn. Nå ja, så gemmer fortiden på en lille detalje. Herren, som hedder Samuel, er kendt for at være runner up i et realitymadshow. 
Og Paula, som kvinden hedder, har økonomiske udfordringer.

De matcher hinanden. På mere end en måde.

Ikke mere om handlingen. Den er ellers lidt småsvær at komme ind i. Flashbacks og mange personer på de ikke så mange sider, 50 i alt, gør, at man lige skal bladre tilbage en gang eller to. Irriterende? Nej. Slet ikke. Man bliver mystificeret. Man får ikke meget forærende. Man skal tænke selv. 

Jeg skrev øverst, at albummet er en lille perle. Og det af flere årsager. Først og fremmest den lidt finurlige indledning og dét, at man ikke helt har fortrolighed med karaktererne endnu. Det pirrer og driller, og man er heller ikke fuldt ud overbevist om vores hovedaktørers dagsordener. Igen, lidt dril.

Og så er der tegningerne. Samt en lækker pludselighed i overgange fra det lyse i ruderne, til et spring, ofte i tid, til det mørke. De forskellige perspektiver, rudestørrelser. Ja, lidt som i en Robert Altman-film, hvor man præsenteres for bittesmå klip, brikker i et puslespil og hvor de enkelte dele skal fordøjes inden de ender som en samlet helhed. Det er modigt og dygtigt gjort, når det virker.

For det gør det. Trioen Brahy, Leheriecy og Demarés (det fremgår ikke af kolofonen eller andetsteds, hvem der udøver hvad) har strikket en fin og ganske lovende start på en mini-serie. Er der tre album på vej, mon?

Tegningerne. En Morris Mini på vej ud i mørket. Plaskende vand under barbering. Silhuetter i kys. Tømmermændsregnvejr og en lækker røv ved en pool. Der er guf for øjnene og så handler albummet om mad. Mad og den nøjsomhed, som hver ret har ret til. Og i frøperspektiv en balancegang på en tagtop. Smukt, stilfuldt og ja…

Et spændende første album, som bør læses to gange og som lover godt.

Fire gode hjerter bliver det til, og lur mig, om vi ikke ender højere. Jeg er i alt fald ikke mæt endnu. 

Forretten lover godt for de resterende retter.

Titel: Stjernedrømme – 1. Hors d’oeuvre
Tekst: Brahy, Lehericey, Desmarés
Illustrationer: Brahy, Lehericey, Demarés
Farvelagt af: Bertrand Denoulet
Forlag: Zoom
Format: Hardback, 50 sider I farver
Pris: 174,-
Isbn: 978-87-7021-077-5