Strannik
Min islandske ven, Glumur, og jeg havde aftalt at overfalde min nabo Lars. Vi skal tilbage i tid, vi boede på kollegium og Lars var vidende om vores planer. Vi havde nemlig aftalt alt alle tre. Glumur og jeg imod ham. Denne ulighed skyldes, at Lars var over to meter høj, bred som et træ og dyrkede kickboxning. Selvom han var frygtindgydende, så mente vi da, at vi havde en chance.
Men fuck det. På mindre end tre sekunder lå vi begge og var kvartdøde. Jeg havde fået et knæ i brystet, og min ven et spark over skinnebenet og en albue i venstre øre. Bom. Nede og forslåede.
Min pointe er, at sådanne Lars’er skal man ikke pisse på. De sparker røv og drikker tjære til morgenmad. Og der skal dynamit eller mere, hvis man skal have dem ned med nakken.
Mød så russeren Vyacheslav. Ham kan du møde i en ny grafisk novelle udgivet af Østerbroforlaget Forlæns.
Værket er på 48 sider, trykt i få dunkle farver, og er en slags tegneseriedokumentar om den aldrende hjemløse Vyacheslav. Man hører om en frygtelig barndom og opvækst, om ikke indfriede drømme og ellers nederlag på nederlag. Kun med slag og spark har han fået sejre. Nu er han blevet ældre, og det som gav brød på bordet, er nu snart slut. Hvad så?
Ja, en barsk hudløs beretning om nederlag. Indirekte om det russiske system og direkte om et helt almindeligt menneske. Som dog er blevet behandlet skidt og skidt og skidt. Født med en alvorlig ganespalte, og hverken den eller det der hedder et ’lykkeligt liv’, bliver nogensinde imødekommet og gjort noget kærligt ved.
Den gribende fortælling er mere nuanceret end som så. Hvis man løfter lidt, så er der talrige vedkommende problemstillinger, som altid er relevante. Både for Vyacheslav i det russiske, og for vores hjemløse, socialt udstødte, indvandrere, asylansøgere, misbrugerne og så videre og så videre. Det handler om velfærd, det handler om systemer, det handler om sikkerhedsnet.
Strannik er russisk og betyder ’vandrer’, og det er dét, som især udgør problemet. Hvor går man hen, når man ikke har noget sted at være? Det er på talrige måder nedbrydende og gennemsnitslevetiden for vandrere er givetvis markant lavere end fx de af os, som har vores på det tørre. Hvis der var et såkaldt trivselsbarometer indbygget i vores hjerner, så tror jeg nok, at folk som Vya scorer ret lavt. Nå. Nok om det.
Altså. En gribende beretning uden meget håb. Hvad så med illustrationerne? Det er en slags Horneman blot betydeligt mere dunkel og simpel. Kedeligt og uinteressant for nogle, ja mange vel, men for andre en ret overvældende sag, som sætter sig fast. For mig er Strannik ikke kedelig. Heller ikke spændende, dog, men ret fascinerende og temmelig uforglemmelig.
Mikkel Sommer står for tegningerne, afdæmpede, løse, og sine steder fortrinlige. Ruderne når de russiske tog tordner forbi fx er ren verdensklasse i sin enkelthed. Jeg kan ikke lade være med at tænke hjemløse på gadeplan og deres søllehed, når jeg læser og ser Strannik. Men borgerdyr som jeg er, og egoistisk, så går jeg videre, præcis som i tusindvis af andre også gør, når vi møder disse vandrere.
Anna Rakhmanko er russisk, og hun står for ordene. De rammer, rammer stille som en bidsk efterårsregn. Uanset hvor mange lag tøj man iklæder sig, så ender man med at være våd. Underforstået, så er hun god med sin afdæmpede dokumentariske stil.
Strannik er en lille udgivelse, men med et stort ærinde og en endnu større gennemslagskraft. Jeg kan lide den, og svajer mellem en 3’er og en 4’er.
En markant fraværende ting er øjne. Sjældent ser man dem konkret og i billedlig overført betydning virker også dette godt. Vi ser dem ikke, disse vandrere, og de er vant til at få hug, så de kigger ned eller bort.
Fire hug bliver det til. Fire som er en hyldest til en speciel tegneserie, og nyrehug til alle os, som haster videre.
Titel: Strannik
Tekst: Anna Rakhmanko
Illustrationer: Mikkel Sommer
Forlag: Forlæns
Format: 44 sider i få mørke farver, softcover
Pris: 100,-
Isbn: 978-87-91611-79-7
Bogen udkommer torsdag den 18. oktober