Hvis du er blot den mindste smule tegneserieinteresseret, så er The Golden Age of DC Comics værd at tage et kig på. Fyldt til bristepunktet med spændende og sjældne illustrationer og paneler, et interessant interview, essay og historiske godbidder, der tilsammen beskriver DC Comics grundlæggende år.[spacer size=”20″]
Paul Levitz, gammel redaktør og chef på DC Comics, fortæller her om Supermans oprindelse – ikke den fra Krypton, som vi alle kender, men den som to meget unge jødiske drenge gennemgår for at få deres tegneserie ud i kioskerne – noget der nær aldrig var sket!
Samme detaljeret fokus får de andre ikoner som Batman, Wonder Woman, Lynet og alle de andre klassiske kulørte figurer, sat op imod den store depression i 30’ernes USA, 2. verdenskrig og den efterfølgende Atomalder.
The Golden Age of DC Comics lægger ud med et interview med legenden Joe Kubert, især kendt for Sgt. Flint og Hawkman, der via førstehåndsindtryk sætter ord på hvad der gjorde guldalderen så speciel, ikke kun for DC Comics, men også de andre store forlag fra dengang.
Joe Kubert giver et helt unikt perspektiv på denne æra i tegneseriens historie, der vil være værd at læse for de fleste med interesse eller bare et lettere nostalgisk forhold til tegneseriens guldalder. Dette var det sidste interview Joe Kubert gav før sin død i en alder af 85, i 2012.
The Golden Age of DC Comics er en mammut på mere end 400 sider (i format 23×32 cm), med en blanding af fuld farve og sort/hvid illustrationer, herunder nogle sjældne paneler af nogle af de mest tidsløse og nyskabende serieskabere fra perioden.
The Golden Age of DC Comics er bestemt værd at samle op, hvis du skulle stå og mangle noget spændende historisk læsestof. De vittige og indsigtsfulde observationer, bl.a. bygget på førstehåndsindtryk, og det massive billedmateriale, gør denne bog til den formentlige mest omfattende bog om DC Comics formative år, hvis fundament hviler på en stærk iværksætterånd og devil-may-care attitude der huserede dengang i 30’ernes USA.
Dette er første bind i serien om DC Comics historie. Andet bind, The Silver Age of DC Comics, anmelder Serieland HER.
The Golden Age of DC Comics
Skrevet af Paul Levitz
Hardcover, 23,8 x 32,4 cm,
416 sider i farver, hardcover
Pris: 399,90
Udgivet af TASCHEN