Home / Anmeldelser / Thorgal – Aniel

Thorgal – Aniel

Thorgal – Anel

 

Alting har en ende. En regnorm den har to. Thorgal er emnet. Titlen er Aniel og vi er kommet til bind 36 i den efterhånden ret omfattende saga om krigeren, ægtemanden, faderen Thorgal. Og lidt af et brud, da Rosinski, som jo ER en herre oppe i alderen, slipper Thorgaltøjlerne.

Kig lige på forsiden. Wauu. Sikken en mand. Spyd, sværd, muskler, læder, fuldskæg, blod og sår. Både et kedeligt cover, men satme også en lækkerhapser.

Coverets bagside er et væld af ord. Det skyldes at den ret lange saga er splittet op, og det kræver en større hjerne en min at hitte rundt i det hele.

Så nu lader vi som om, at denne 36’er er første gang, hvor mine øjne møder T.

Lakmusprøven må være følgende:

  • Er jeg underholdt?
  • Vil jeg læse videre?

Man kan sagtens kalde Thorgal for én stor roadmovie. Man er altid på vej, ad søvejen. Målet er nordlandet hvor Thorgals familie befinder sig. Sønnen Aniel er besat og døden nær, og han behøver øjeblikkelig hjælp. Ved en slump finder man land. Fjendeland, for en pænt stor stamme bestående kun af kvinder aner blod, og så går den vilde jagt. Heldigvis er der også gode folk, og ligeledes lindrende urter til Aniel. Ja, sådan nogenlunde er indledningen og den første tredjedel af albummet. Indtil videre er jeg både godt underholdt og vil læse videre.

Der er lækre flotte passager, hvor Rosinski folder talentet ud. Især er de mørkeblå ruder særdeles velgjorte, og den råhed og brutalitet der klæber til vores Thorgal, den skinner også igennem i naturen. Baggrundene er beske, barske og brutale. Krigere, kvinder gudhjælpemig, farer fra luften og grønne kødædende planter. Der er nok at se til.

Selve kernen og omdrejningspunktet, Aniel, Thorgals søn, han er besat. Jeg skriver dette som en cliffhanger. Og for ikke at fortælle mere. Nyd selv de sidste 2/3-dele. Flotte kampscener. Flotte flugtscener, men også, mærkeligt nok, underlige stillestående ruder med kedelige baggrunde.

Jeg er begejstret. I den grad. Selve albummet slet ikke så vanskeligt at komme ind i. Farver og flow passer godt sammen. Det er selvfølgelig lidt irriterende at Thorgal stort set er uovervindelig. På et absurd plan kunne det være fedt, hvis han døde, så man kunne følge sønnens kampe imod besættelsen, samt vejen videre mod familien. Men ja – absurd.

Alt i alt er jeg meget tilfreds. For en Thorgaljomfru er albummet bestemt godkendt. Spændende, ret lige til og uden alle de der omsvøb og virvar af ting at holde øje med. Jeg ligger lidt mellem en 4’er og en 5’er.

Og når facit skal gøres op, så trækker jeg på lakmusprøven. Begge dele indfries og vi ender på fem gode kvindelige krigere.

 

 

Titel: Aniel

Tekst: Yann

Illustrationer: Rosinski

Oversat af: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: 48 sider i farver, indbundet, 22,5 x 30

Pris: 178,-

Isbn: 978 87 7085 741 3