Thorgals verden, Ulv – tredje del. Kaosverdenen
Hvis man skal have en avanceret viden om det man taler om, og også gerne holde af genren, så er jeg forlods diskvalificeret. Thorgal har aldrig rigtig sagt mig noget, og hvad genren angår, så er det endnu værre. Fantasy har aldrig formået at bide sig fast og da jeg desuden er blevet for gammel til ikke snorlige handlinger, så er der lagt i kakkelovnen til Thorgals verden, Ulv . Tredje del, som har fået den sigende titel ‘Kaosverdenen’.
Albummet er klassisk, 48 sider i farver og for lægmand og sådan én er jeg jo, får vi lidt hjælp først i albummet, en redaktionel forklaring som kort beretter om Thorgal og så disse spinoffs, Kriss af Valnor og Ulv, hvoraf der er udgivet samlet 10 album. For en god ordens skyld vil jeg kalde disse ti for parallelle fortællinger. Fællesnævnerne er der selvfølgelig mange af, men alle har arne i beretningen om Thorgal, som jo efterhånden har fået en del år på bagen. Thorgal blev skabt i 1977 af den belgiske forfatter Jean Van Hamme og den polske tegner Grzegorz Rosinski, og med tiden, både i hovedhistorien og i de parallelle fortællinger, fået nye forfattere og ditto tegnere.
Men altså, vi får lidt redaktionel hjælp og det er både godt og nødvendigt for en novice som mig. For jeg ville fatte bjælde hvis ikke der hist og pist blev fortalt eller henvist. Nok om det.
Kaosverdenen er et russiskfransk foretagende. Surzhenko er illustrator og gør det ganske fint med pennen, og især de menneskelige aktører er fint og realistisk tegnede. Uden at tage munden for fuld, så er det faktisk godt håndværk. Ingen tvivl om det.
Gyseligt er det mange steder, og jeg sætter disse Thorgaler højest i reolen, så mine nysgerrige læsehungrende unger ikke får fat på dem. De mange grumme tegninger af skarpe tænder, drager, forfølgelse mm. Virker så fint.
Hvad handlingen angår, så er der jo en kamel at sluge først, og den handler om genren. Jeg skal acceptere en anden tid, andre lokaliteter og så genrens genretræk. Det kan jeg langt hen af vejen. Men let er det ikke. Heldigvis er man næsten aldrig i tvivl om hvor man er, eller hvem der er central i fortællingen.
Nå. Lad mig dykke ned i det. Og jeg taler i overskrifter nu.
En fin interessant vinkel er, at sorg, vrede og savn fylder en del. Thorgal er død, eller er han? Ulv er død, eller er hun?
Selvom det slet ikke er den bærende historie, så kan jeg bedst lide Aariciavinkelen. Hun er ulykkelig da hun tror, og er blevet fortalt, at Thorgal er død. Hun forsøger at tage sit eget liv, men det forpurres heldigvis. Redningsmanden er god, eller er han, den unge Lundgen som har et godt øje til den smukke blonde Aaricia. Jeg kan bedst lide denne vinkel, da den klart er den mindst fantastiske. Det er som om, klassisk ude-hjemme-ude, at der hjemme i landsbyen hersker orden.
Imens, og her falder kæden lidt af i min optik, så kæmper Ulv for livet. Livet helt bogstaveligt talt, da fjender af forskellige arter forsøger at dræbe hende, og så, på et eksistentielt plan, som desværre for Ulv er såre realistisk også, at finde vej i kaosriget. Hendes personlighed er der blevet manipuleret med, troldomskræfter, og hun tror, at hun kan blev ‘hel’ igen. Hendes personlighed er blevet spaltet og hun har kvaler med at finde hoved og hale i sit sind. Mildt og godt på den ene side, og vildt og uregerligt på den anden side. Hvem sagde teenager?
Det bliver alt for langhåret og for komplekst at finde rundt i. I ‘gamle dage’ var alting bare lineært og til at forstå. Sådan er det altså ikke helt i dette album. Jeg kan ikke vide, om det kendskab, som jeg altså ikke besidder, til Thorgal og dennes univers kunne lette forståelsen, så albummet for alvor batter og sætter sig fast, eller om det bare er sådan, at de parallelle narrativer, som vi kender og som virker så fint fra de levende billeder og som vi stopfodres med i mange, og rigtig mange gode tv-serier, er kommet for at blive? Uanset hvad, så har jeg ikke overblikket til at få lagt puslebrikkerne ordenligt. Og det pisser mig af.
Kan jeg så lide albummet? Nej, ikke ubetinget. Hvilket overordnet skyldes, at jeg ikke helt får hovedhistorien ind. Den er mig så inderligt uvedkommende og når man flyver rundt på drager, så taber jeg lidt pusten.
Underligt nok, for fx Game of Thrones med hende dragedullen kan jeg nu godt lide.
Men altså – jeg er nok ikke den rette til at anmelde Thorgal og dennes spinoffs. Og ender på en samlet 3’er som jo er et gennemsnitsalbum. Primært på grund af tegningerne, som jo klart lægger sig tæt på ophavsmanden Rosinskis. Læg lige mærke til coveret, en Rosinsku.
Og så fordi jeg synes om cliffhangeren til sidst, som er noget med blod. Blod er altid godt.
Titel: Thorgals verden – Ulv, 3. Del. Kaosverdenen
Forfatter: Yann
Illustrationer: Roman Surzhenko
Farvelægning: Graza
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Forlag: Cobolt
Format: 48 farvesider, hardback
Pris: 188,-
Isbn: 978-87-7085-701-7