Home / Anmeldelser / Vei – Bog 2

Vei – Bog 2

På tallerkenen foran dig er der fire stykker smørrebrød. Fiskefilet med asparges og rejer, hamburgerryg med italiensk salat, æg og rejser selvfølgelig også og endelig et stykke med steg og rødkål, sidstnævnte stykke er din yndlings. Hvad tager du først, og hvad tager du til slut? Hvis du er et madøre som jeg, så gemmer du din favorit til slut, stegen og kålen og napper de andre tre først. Og skyller ned med din øl. Du er nu mæt og glad, og kan mærke at sofaen trækker.

Jeg har jo haft min bunke på skrivebordet. Og nu hvor året lakker lidt mod enden, juleaften er det blevet, så er jeg næsten i bund. Jeg mangler et par stykker, men her på årets festligste dag, gavedagen, så napper jeg det bedste til sidst. Vei 2 er min julesteg.

Lad mig bare være ærlig. Jeg blev ikke skuffet. Min begejstring for etteren, og en samlet tegneserieverden med, kan direkte overføres til denne opfølger. En fantastisk fortælling, og en lækker udgivelse. Jeg skrev om forgængeren, at et mesterværk var født, og det står jeg ved. Vei 1 og 2 er simpelthen noget af det ypperste, jeg både har læst og set. Set også, ja for illustrationerne og farvelægningen matcher klart det narrative.

Her er et værk, som på mange måder skiller sig ud. Den har en fysisk fremtoning som en gammel Faxe på dåse, I ved, dåseøllerne fra en anden tid, lille og buttet. Vei har krop. Coveret blodrødt med orange skær og bagsiden dyster med zen. Kapitelinddelt, 224 farvesider og ja, hvor skal jeg næsten begynde?

Fantasy er slet ikke min genre. Lidt har jeg dog læst, og ofte blevet glædeligt overrasket. Jeg er nok bare dårligt tegneserieopdraget, og må sætte mig nye mål fremover, udvide lidt og lære nyt. Det der især slår mig ved Vei er, at man så hurtigt bydes indenfor. Ikke de store dikkedarer der, drama fra første side og de forskellige aktører bliver hurtigt bekendte på både godt og skidt. Der er ikke nogen barrierer, og jeg kan bedst beskrive det ved at bruge en sammenligning. Jeg suges ind i handlingen i Vei, som når man sidder i biografens mørke og bare overvældes af alt det, som en god biograf kan, og det en god film især kan. Jeg glemmer tid og sted, og jeg læser ofte med lidt lyd, en podcast, men i de cirka 40 minutter det tager at læse Vei (det føles kortere), kører podcasten og jeg aner ikke, hvad der er blevet talt om. Så fængende er bogen. Så fængslende er den.

Hvis vi nu venter lidt med farver og billeder, og bare koger Vei ned til handlingen, så er bogens handling jo sådan, at ovenover den umiddelbare ramasjanghandling, der ligger alt det episke. Lige som i de store klassiske fortællinger, alt det eksistentielle, og bagsiden af bogen siger det præcist: Hvad er værd at kæmpe for, og hvor meget er man parat til at ofre?

Vei må ret hurtigt i fortællingen møde den, hun mindst ønsker at møde. I en kamp til døden. Men pres er pres, og alle kan bukke under. Jeg nævnte i anmeldelsen af Vei 1, at der i HBO-serien Games of Thrones er et element, der gjorde indtryk, nemlig at (næsten) alle kan dø. At lige præcis dette gav serien et ekstra raffinement, og uden sammenligning i øvrigt, så er læsningen af Vei lidt det samme. Der er et fravær af forudsigelighed, og det er god chili for en enhver ret, også en tegneserieret.

Drama i arenaen bliver det, og inden da, i en herlig nattesekvens, er Loke på spil. Husk, vi er her tidligt i Vei 2, og ved endnu ikke med sikkerhed, om Loke er god eller mindre god. Smukt er det, og både Vei og Dal ønsker ikke, det der skal ske. Smukt, altså nattestunden, og tilsvarende modbydeligt bliver det dagen efter.

Måske har du allerede spottet, at der er ekstremt meget vold i Vei. Det er der. Uforfalsket, modbydeligt og, som jeg også nævnte i anmeldelsen af forgængeren for et par måneder siden, så er der ikke noget rart eller tuttenuttet over værkerne. Når Vei bliver filmatiseret (ja, du læste det først her), så ligner det en opgave for fx Quentin Tarantino. Det ville blive blodigt og syret.

Syret er faktisk et godt ord, for selvom værker er et mesterværk og får seks hjerter, så kræver det lidt af læseren, altså at holde rede på de forskellige tråde og intriger. Ikke fordi tegningerne er dårlige, så man kløjes i hvem der er hvem, men fordi der er tale om flere aktører og disses baner, og det hele bliver sådan lidt tredimensionelt. Forstår du? Et fantastisk edderkoppespind at holde rede på, og jeg tror også, at det er denne parallelle dimension der gør, at det dels er tricky helt at holde styr på, dels er med til at gøre Vei til det mesterværk, det er. Vei bryder nemlig med gennemsnitstegneserien, og den oftest lineære fortælling.

Man kan også koge det ned og fjerne alle de der pang-ord. Hvis man gør det, så er Vei et hæsblæsende uhyre voldeligt epos om en kvinde, der i den grad er på røven.

Man kan også løfte bare lidt, og hævde, at Vei er en skæbnefortælling med krudt og blod.

Alle beskrivelser er dækkende, og jeg har end ikke talt om hverken farver eller billeder. Når disse tages med, så bliver det for alvor sublimt. Slørede spejlbilleder, fire bryster i stedet for to, og nyd især kapitel otte, lige efter et afgørende opgør i arenaen, og hvor Vei søger svar. Bemærk de skiftende tunge farver, som alligevel har lyskraft, bemærk størrelsesforholdene (igen de der parallelle verdener) og bemærk hvorledes bløde linjer fungerer så godt som både kontrast og supplement til statiske elementer. Det er fest for øjnene.

Normalt når der er bulder og brag, drab og blod, action og den slags, så er der nærmest kun det. Det vilde, det hurtige. Men her i begge Vei’er er der også plads til netop ro og stille passager. Om det manifesterer sig i lysten elskov, smukt nordlys, stjerner, undren, søvn. Igen, det er som om, at duoen bag, Sara Elfgren og Karl Johnsson bare lige sprænger karakterskalaen for tegneseriekunst. Værker hvor en topkarakter bare er for lav.

Det er et værk, der tager tid at læse. Og man kan ikke nøjes med at læse det en enkelt gang. Det kræver noget af sine læsere, og en novice udi tegneserier ville nok forskrækkes og løbe væk, så omfattende er indtrykkene. For os andre, os der har en læseelastik og en erfaring fra både øst og vest, Tardi, Barks, Eisner and so on, vi vil blive overvældede. Jeg har allerede set flere tilkendegive, at Vei klart kandiderer til årets tegneserie, og det er umuligt ikke at være enig.

Vei er et mesterværk, men hvis man skal smide lidt surt i gryden her til sidst, så er det formatet. Jeg ville elske at se tegningerne blæst op, og når man nu ved, at Cobolt udgiver luksusbind i stort format, så kan man sagtens mene, at det er en stor skam, at Vei ikke pumpes mere op. Den kan klare det og de kan klare det.

Seks sindssygt velfortjente julehjerter herfra, og en KLAR kandidat til årets absolut bedste udgivelse.

Titel: Vei – Bog 2

Tekst: Sara B. Elfgren

Illustrationer: Karl Johnsson

Forlag: Cobolt

Format: 224 sider i farver, 18 x 26 cm

Oversættelse: Hanne Lützen

Pris: 249, –

Isbn: 978-87-70858-29-8

Side 28
Side 37
Side 98
Side 127