Anmeldt af Berti Stravonsky
Vi er i den saftige afdeling i aften. Jeg har E-vokes nye lækre hardback foran mig, og på coveret ses en kjoleklædt kvinde med langt krøllet brunt hår. Bagved hende, fornemmer man, er der en mand og de to er i gang med et eller andet. Jeg skal ikke præcist kunne sige hvad, for det kan man ikke se ud af billedet. Men vi er i det lumre land, og her er dejligt at være. Albummets indhold er ikke kun antydningens kunst. Langtfra og det er herligt for sådan en gammel gris som undertegnede. Hele 28 forskellige små fortællinger, erotiske noveller i tegnet form, hertil både et forord forrest og mere end 20 siders skitser bagerst.
Titlen er Voyeur 1 Deluxe Edition.
Hm. Dette hm er todelt. Det er nemlig et forbehold. Et forbehold der ikke så meget handler om selve albummet, men mere genren. Misforstå mig ikke. Jeg er totalt på hjemmebane, når det handler om liderlighed, knaldelege og den slags. All the way. Og kan både lide at høre og se. Der er ingen moralske kvababbelser eller påtagede rynkede bryn. Det er mere fordi, at jeg ikke synes, at erotik gør sig godt i streger og striber. Jeg bliver ikke opstemt, og det er altså ikke fordi jeg har nået den alder, hvor den slags ikke længere flår i mellemgulvet. Selv da jeg var yngre og slugte næsten alt i den der sexbølge, var det ikke i 80’erne, hvor der var en række sorte album med flotte tegninger på forsiden, så bliver jeg ikke pirret. Jeg kan ikke huske titlerne, eller seriens titel, hvis det altså var en serie, og det siger vist alt. Sex i stribeform er en misforståelse. Det ender som oftest at være lidt af en fuser, en lummer én, men altså ikke mere end en fuser.
Det har ikke noget at gøre med tegningerne, for de er, også i denne Deluxesag, yderst delikate, smukke mennesker i bestemt sexede situationer og rammer. Ikke noget der.
Og det er heller ikke fordi der hurtigt kan gå MeToo i den, og jeg føler mig krænket eller tror, at andre kan blive krænkede. Hvor overfladiske det end kan forekomme, så er MeToo ikke et emne jeg gider gå ind i. Ikke i almindelighed og bestemt heller ikke her.
Det er heller ikke fordi jeg bliver mopset over at der vises fantasier. Jeg elsker fantasier. Dyrker dem selv flittigt.
Nej. Jeg har det forbehold, at historierne generelt er alt alt for tynde. Her i de mange fortællinger, alle på fire sider, er der ikke rigtigt nogen nævneværdig pointe, en aha der løfter eller overrasker. Det er, undskyld jeg siger det, blot sådan lidt he he og så slut. Lidt lige som vittigheder, der bare høvles afsted. Langt hovedparten er ligegyldige og blot at regne for tom snak, for fyld.
Og da en god tegneserie er det bedste fra et godt narrativ samt ypperlige velkomponerede illustrationer, så er Voyeur en stol med et manglende ben. Nemlig fortællingerne.
Fordi det er i fortællingerne det virkeligt æggende kommer frem. Javel, et blik, en diskret blinken med mellem aktørerne, selve set-uppet og den slags. Alt sammen kan hive lidt krudt i sjoveren eller kilde de rigtige steder. Det kan det da. Men det er som regel, for mig i hvert tilfælde, i det udtalte, at der virkelig sker noget. Kommunikation er vejen. Og når plottene sådan samlet kun handler om at vise aktører knalde og slikke og den slags, så er der ikke meget plads til den gode dialog. Det bliver aldrig ophøjet eller vigtigt. Det bliver kun klichéprægede dumme ord.
Åh, din store luder.
Åhh, jeg kommer.
Jeg elsker at gøre dem liderlige.
Nu skal du slikke mig som en hund.
Og ved du hvad? Det er bare ikke hverken sexet, pikant, charmerende eller på nogen måde særligt interessant. Sorry to say. Ikke for mig, og jeg er 56. Måske hvis jeg var 40 eller 30 år yngre. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg kunne tage albummet med og vise min nuværende niende klasse. De har alt andet end undervisning i knolden. Måske kunne jeg fange deres interesse med denne sag?
Nå. Et er, at de forskellige fortællinger er tynde og at dialogen er noget sparsom. Og at jeg lyder som en gammel halvsur fætter med et kynisk udsyn. Det ønsker jeg jo ikke.
Lad mig kigge på novellernes titler. Hvad har vi at gøre med? Jo, hør blot, titlerne er disse:
En særbehandling, Lukketid, Røver og voyeur, En praktisk øvelse, Blikkenslageren, Et frækt tilbud, En god pige, Rangorden, En hjælpsom fætter, Hunden, Skatteopkræveren, Lægebesøg, Frøken Lilly, Fødselsdagen, Udvælgelsen, Antennemanden, Skildpadden, Firkantsdramatik, Udflugten, Den professionelle, Dit og dit, Bedøvelse, Tag tyren ved hornene, En aftale, Udvisningen, Helt skamløst, To engle samt En tur på landet.
Som med de løsrevne citater lidt længere oppe, så er det bare… ja, hvilket benævnelse skal jeg anvende? Plat? Tyndt? Intet sigende? Noget i dén retning, tænker jeg.
Jeg er totalt fan af E-voke og folkene bag, og det kan godt smerte mig at være så forbandet hård.
Hvis jeg skal løfte anmeldelsen lidt, så er det selve genren, jeg er efter. Ikke kun, men dog også, dette album. Jeg vover endnu engang at postulere: sex og lidenskab fungerer bare ikke særligt godt som tegneserie. Dixi.
Nå. Nu smider jeg den bryske kasket og kigger lidt mere på alt det, der er godt ved værket. Selve indpakningen er ferm. Jeg foretrækker hardcover anytime. Og føler mig forkælet, når der også er lidt ekstra med i ’posen’. Et kort, men ikke helt uinteressant forord fra den daværende redaktør af det spanske Playboymagasin. Her nævnes blandt andet, at der klart var et formål med at bringe disse striber blandt ’rigtige’ modeller. Nemlig at stribernes kvinder skulle have et feministisk, hævngerrigt, ironisk og ikke mindst humoristisk præg. Alt sammen ud fra devisen, at livet er en komedie, og sex er prikken over i’et.
Men. Jeg smider lige en negativ sætning ind igen. Ingen af de 28 fortællinger har en kvindes hjerne og lyst for øje. Det er kvinderne, vi skal se på, kvinderne vi skal finde lækre og lokkende. Det skal med, og det er, set med ligestillingsøjne, fuldstændigt forkert. Nu især, men altså også dengang i ’88 til ’98, hvor José Luis Córdoba var redaktør for spansk Playboy.
Jeg kan også lide de sidste mange sider med skitser. Når jeg kigger på dem, og selv sidder og fifler med blyant og papir, så ser skitserne ud på den måde, at jeg også kan tegne. Jeg bliver inspireret til at afprøve mine færdigheder, og ender altid ud med en næsegrus beundring for tegnere, for mine krumspring og forsøg blegner totalt. Jeg kan lide, at se rå skitser. Skitser uden farver. At se, hvordan kroppe tegnes og tegnes uhyre veldrejede og flotte.
Det bedste ved albummet, og det ER altså det bedste og faktisk endda rigtig godt og flot, er albummets innersleeve forrest og bagerst. Her på lækre dobbeltsider ser man en smuk, halvt påklædt, halvt afklædt mørkhåret kvinde med spredte ben. Røde negle, trusser og en nederdel trukket op. Foran hendes spredte ben er en stationær pc, og man får automatisk den tanke, at hun masturberer. Det er smukt. Det er sexet. Det er kunst.
Albummet er på 144 sider, og ikke for børn. Ettallet i titlen antyder, at der kommer flere, og dette album er det første. Novellerne er tegnet til det spanske Playboy, og som der står på albummets bagside, så får vi læsere et ret fornemt indblik i den argentinske kunstners talent, Altuna er navnet.
Nederst på albummets bagside står der, at værket anbefales til voksne læsere. En fin lille disclaimer.
For mig hænger plot og tegninger sammen, og selv ikke de allersmukkeste tegninger kan redde mangelfulde og tomme fortællinger. Tre udløsninger kan jeg levere. No more. No less.
Titel: Voyeur 1 – Deluxe Edition
Tekst: Horacio Altuna
Illustrationer: Horatio Altuna
Forlag: E-voke
Format: Hardcover, 144 sider i farver. Forord samt 20 siders skitser bagerst
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-93952-65-2
