Hvis jeg nu indleder anmeldelsen med at skrive, at Lucky Luke får et kys, så vil det sikkert få enkelte til at trække hånligt og småvredt på skuldrene, og tænke ’Hør, hvad er nu DET for noget?’.
Andre vil, som jeg gjorde, smile og tænke ’Fedt – Lad mig straks læse med’.
Sådan er det vel. Hver eneste udgivelse af disse ekstraordinære fortællinger vil givetvis dele vandene. De der sværger til det, der var, og så dem der tørster efter mere, næsten uanset hvordan det vil blive.
Jeg tilhører sidste kategori. Jeg elsker spin offs, elsker fortolkninger, og ser udvikling snarere end stagnation. Jeg ser kærlighed snarere end profittænkning, og min gamle jul bliver ikke mindre hyggelig af, at der pilles lidt ved fundamentet.
Men altså. Jeg er skam med på, at der helst skal skinne cowboykærlighed igennem. Verdens salt. Samt både selvironi og respekt for det, som hele balladen er bygget på.
Jeg taler både overordnet, og nu om lidt også mere konkret. Nemlig franske Matthieu Bonhommes seneste Lucky Luke. Jeg var glad for den første, meget glad, den der kom for fem år siden, og også for denne nye røde sag. Titlen er Wanted Lucky Luke og det er en passende titel. Fra først til sidst, næsten, er vores ven jaget vildt. Både af indianere og bad guys, og herligt også af tre lækre søstre, som vores ven har det helt at rende ind i. Alle vi mænd ved jo, at det farligste væsen i hele verden er en kvinde. Og Lucky Luke får nok at se til med disse tre skønheder.
Coveret er herligt. Øverst med sort får vi at vide, at der er tale om et ekstraordinært album. Skrevet med sort nærmest lidt diskret, og så midtpå øverst selve titlen. Lige under vores ven, der nærmest har fået et asiatisk udseende, og blevet markant mere aflang, omgivet af tre kvinder og de mange pile får motivet til at se helt Custer-agtig ud. Bagsiden er der til gengæld ikke så meget spræl i. Rødt og sort og vores ven afsted.
Nå.
Der er en dusør på Lukes hoved, og han aner ikke hvorfor. Lidt sindrigt og godt udtænkt er det, og hvorfor åbenbares først i albummets sidste tiendedel. Inden da er der vanligt smæk for skillingen, redningsaktioner, tørst, flugtscener, indianere og masser af lumre kvindeblikke og en desorienteret helt. Han kommer ofte i knibe og må flere gange se sig fanget og bundet.
Sådan umiddelbart dog ikke et album der for alvor fik mit cowboyhjerte til at smelte, om end både dullerne og de tre søskendes tur gennem ørkenen ellers nok kan give varmen. Nej, jeg smeltede ikke helt, og blev for alvor bjergtaget. Men næsten. Næsten.
Hele twisten med prisen på Lucky Lukes hoved er nemlig godt skruet sammen. Vi får først til sidst at vide hvorfor og af hvem, og er altså lige så meget i vildrede som både søstrene og vores hurtige ven. Ind imellem er der gode links tilbage til tidligere Lucky Luke’er, samt lidt spaghettihyldest på side 55.
Lucky Luke får også sit (vistnok) første kys på mundtøjet, og det er fint nok, samt på tide. Det må ikke være rart at være en lonesome cowboy, samt altid være på farten. Til alle liderbasserne derude – Lucky Luke får ikke noget af hverken det ene eller det andet. Det kunne ellers være gevaldigt interessant.
Kvinde er kvinde værst, lyder en talemåde, og de tre søstre kæmper hver deres sag. Det kommer der sjove passager ud af, men desværre lidt for afdæmpede. Hvis kærlighed er at regne som en sindssyge, så klarer trioen sig overraskende godt. De vil alle gerne have LL, men alligevel ikke helt nok. Her savner jeg måske en mere kynisk tone, og…
Ja. Jeg synes faktisk, at albummet er lidt for sødt og ufarligt. Det virker lidt som om, at Bonhomme ikke helt har ønsket at fjerne sig alt for meget for originalen. Der er en del near by misses, og en del last minute saves, og det er da fint nok. Men også både blodfattigt og for velkendt. Jeg kunne godt tænke mig noget radikalt anderledes. Noget mere barskt.
Farverne er få. Til gengæld er de gode og flere sider i træk køres den samme farve, hvilket giver en fin stemning. Det dunkle blå giver suspence. Det mørke orange, samt lyse og røde får temperaturen til at stige. Solen banker ned og på side 35 fine flotte sekvenser hvor vi først ser vores venner langt ude i horisonten, så tættere og tættere på, for til sidst at være tæt på, så tørsten kan slukkes.
Dialogen er til tider smaddergod. Der hyggesnakkes lidt ondt om den fraværende smøg i kæften, og vores ven hånes og drilles og er tæt på at miste sin aftrækkerfinger. Fine sekvenser der.
Jeg noterer mig også, at Jolly Jumper og dennes rolle ret minimal. Det passer mig fint. Sådan da. Både og. Jeg elskede de ’gamle’ versioner, hvor Jolly er ’med’ og vi kunne læse dialog og tanker. Men brød mig ikke om de der gimmicks, hvor Jolly lige kommer til at spille en afgørende sidste rolle. Man kan ikke få det hele, det ved jeg godt, men Jolly Jumper har alligevel været en så markant del af vores ensomme vens gøren og laden, at jeg helt kan savne det.
Til gengæld er der flere sidste øjebliks redningsaktioner. En kliché i westerngenren, og også fint nok her. Man kan selvfølgelig altid undre sig over, at både skurke, indianere og en hel deling kan være totalt usynlige lige indtil de ikke er det mere, men igen, det er måske bare mig, der kigger efter huller i osten.
Jeg holdt mere af Manden der skød Lucky Luke. Måske fordi der var en mere ond tone i det album? Eller måske fordi det var første gang, at jeg for alvor oplevede en anden Lucky Luke? Det ved jeg ikke.
Wanted Lucky Luke vil jeg huske. Bestemt. Kys. Sol. En uvished. Men albummet tårner sig ikke op og ender blandt favoritterne. Det er sådan en god gennemsnitshistorie. Og så lander vi lige akkurat på fire shots.
Titel: Wanted Lucky Luke
Tekst: Matthieu Bonhomme
Illustrationer: Matthieu Bonhomme
Forlag: Cobolt
Format: Hardcover, 64 sider i farver
Ovaersættelse: Ole Steen Hansen
Pris: 219, –
Isbn: 978-87-70858-72-4