Aben Maler er et nyt forlag på den danske tegneseriescene, netop nu aktuel med Edward Goreys Gravengrum-ungerne. Forlægger Steffen Maarup har indvilliget i at sætte sig i Seriejournalens interviewstol, og i Seriejournalens ringhjørne sidder Henrik Rehr med tandbeskytter og posen fuld af spørgsmål:
Dit forlag hedder Aben Maler. Udover chimpanser og vandfarver, kan du så fortælle lidt om det?
Jeg lægger ud med at være et tegneserieforlag. (Der er andre typer udgivelser, der gemmer sig allerbagest i kulisserne og ikke har taget endelig form.) Min fokus er på de tegneserier for voksne, som fortjener dansk udgivelse. Danmark har i mange år været et uland på dette område, så der er en stor godtepose at tage fra. Aben maler er desuden en én-mands-operation. (Dog har en kammerat håndtekstet Gravengrum-ungerne. Gorey selv var ikke at træffe. Begge To er håndtekstet af Tom & Simone (som bestemt ikke kan dansk…).)
Og hvem er Steffen Maarup i den sammenhæng?
Jeg er bare en tegneserielæser med en ret bred smag, og så er jeg heldigvis ikke helt forfærdelig til oversættelse og layout. Og så altså ensom majestæt på Aben maler.
Jeg fisker lidt efter din alder, hårfarve, uddannelse og såd’n. Har du f.eks. nogen erfaring i forlagsbranchen eller biblioteksvæsenet? Hvor mange yderligtgående religiøse sekter er du medlem af? Den slags.
Jeg er 31 og med en p.t. slumrende cand.mag. i engelsk & kunsthistorie i den ukendte fremtid. Jeg har ingen praktisk erfaring fra bogbranchen men har fulgt den i nogle år. Jeg gik til skak og bordtennis et år i folkeskolen. Lige nu sidder jeg og hører Chess Soul. Se i øvrigt spørgsmål 9.
Hvorfor kommer Aben Maler på banen nu? Rygterne vil vide at tegneserien, hvis man ser bort fra manga, stadig har trange kår i Danmark.
Om jeg så sælger hele oplaget, bliver jeg ikke rig af det her. Jeg forstår så glimrende, at de etablerede forlag er forsigtige. Til gengæld er mine første bøger også relativt beskedne (men lækre!) sager i sort/hvid, så jeg er omvendt heller ikke på vej mod økonomisk ruin. Men det siger selv, der er noget kærlighed inde over. Hvis jeg kan få nogle danskeres øjne op for ‘mine’ forfattere, vil jeg da være pisseglad. Jeg mener i øvrigt også, at der er mulighed for at opdyrke nye læsere til mine bøger.
I lægger ud med Edward Goreys fabelagtige Gravengrum-ungerne. Hit med et salespitch!
Edward Gorey døde i 2000, men hans bøger (og han har skrevet/tegnet i nærheden af hundrede af slagsen) ligner noget fra forrige århundredeskifte. De lader til at foregå i England – som han aldrig besøgte – i et univers kraftigt inspireret af Charles Dickens, Jane Austen og Agatha Christie. (Vi er altså fantastisk langt fra manga her!) Gravengrum-ungerne er hans kendteste. Den er et illustreret abcdarium over børn der kommer grueligt af dage: A er for Anna som faldt på et trin, B er for Belle som blev dødssyg af gin, osv. Så der er altså 26 gravsten på bagsiden. Det lyder morbidt, og det er givetvis også, men hans tegnestil er ret afdæmpet og nonchalant – og frem for alt er det bare morsomt. Hans bøger er som regel vers, rim, ultraforkortede mysterier eller bare udefinerbart sære. Hvis Gravengrum-ungerne finder et publikum, er der mindst en tyve stykker af hans bøger, jeg gerne vil have ud. (Edward Gorey var i øvrigt noget af en excentriker – siden halvtredserne gik han altid rundt i gummisko, stor pels og massevis af fingerringe. De år han boede i New York, så han næsten samtlige forestillinger på The New York City Ballet. Han var altså i balletten hver eneste dag. Og så havde han, selvfølgelig, huset fuldt af katte.)
Hvad er Begge To? Og hvem er Tom Gauld og Simone Lia?
Begge To er Aben malers næste udgivelse og udkommer midt i oktober. Tom Gauld (som er skotte) og Simone Lia (som er britisk malteser) mødtes på Royal College of Art i London. Simone syntes at tegneserier stank, men så viste Tom hende Chris Wares Jimmy Corrigan og mindede hende om Peanuts og den slags, og kort efter begyndte de at udgive egne tegneserier sammen. De udgav selv First (trykt i 180 eksemplarer) og Second (trykt i 1000), og så opsnappede Bloomsbury dem og udgav dem samlet som Both. Det er den, jeg nu udgiver på dansk. Udover på eget forlag har Tom fået udgivet ting i diverse blade, aviser og antologier. Hans stil er meget minimalistisk og formalistisk og sikker. Simone har også illustreret og skrevet børnebøger (et par er udgivet på dansk), og hendes streg ligner da også noget fra en børnebog. Men hendes personer er som regel dybt dysfunktionelle og nåja, lidt små-lede ved hinanden. De to tegner meget forskelligt, men deres humor er åndsbeslægtet: bittersød, tør, sarkastisk. Tom og Simone er ved at blive opdaget rundt omkring i verden, og de udkommer feks også snart på finsk og kroatisk!
Tom Gauld har deltaget i antologien Kramer’s Ergot, der et slags amerikansk flagskib for “Tegneserien som æstetisk udtryk.” (For en skandinavisk pendant til den filosofi der præger Kramer’s, se svenske C’est Bon Kultur.) Risikerer man ikke at miste en stor del af publikum, hvis man, som serieskaberne i Kramer’s Ergot ofte gør, ser stort på historien og insisterer på tegneserien som primært et billedmedie?
Steffen Maarup: – Der er nu flere af Ergot-drengene, der fortæller historier, men jeg forstår, hvad du mener. Men jeg mener ikke, at hver eneste tegneserie der laves bør (kunne) stå som repræsentant for mediets fulde muligheder. Og tværtimod tror jeg det er de færreste mennesker, der er klar over, hvor meget mediet egentlig kan. Selv sofistikerede mennesker, der sætter pris på Sjostakovitj og Michel Houellebecq, tror at tegneserier er begrænset til Batman og Anders And. Så nej: Kramers Ergot – hvis det blev formidlet til kulturbrugerne – vil tværtimod være med til at skabe et publikum.
Jeg forstår snildt at du ikke kan løfte sløret for udgivelser, hvor rettighederne endnu ikke er forhandlet på plads, men hvad med at lurepasse i stedet at nævne nogle af de tegneserier du sætter stor pris på?
Jeg er vokset op med franskmændene, belgierne og hollænderne: Franquin, Peyo, Hergé, Goscinny, Uderzo, Morris, Hermann, Roep, Kuijpers, Macherot, Fournier, Will, Delporte, Giraud, Charlier, osv. Og Claus Deleuran. De sidste fem år har jeg generelt fået de største læseoplevelser fra skaberne der udgives på Fantagraphics, Drawn & Quarterly, Alternative Comics, Topshelf, Highwater – foruden en håndfuld franskmænd. Der laves også stadig spændende album i den franske skabelon – og manga og superhelteting – men det er der andre danske forlag, der tager sig af.
Hvordan ser du tegneserien i det generelle mediebillede, både i Danmark og globalt?
I Danmark er vi vel et par tusinde albumlæsere og nogle flere mangabørn. Og i mediebilledet er tegneserien næsten usynlig. Uanset om det er et momentant bølgeskvulp eller en ny forståelse, så er der på verdensplan ved at ske noget. Newsweek havde for nyligt en lang artikel om “the rise of the graphic novel.” Det tror jeg egentlig også, Danmark er parat til. Under alle omstændigheder er det spændende at følge udviklingen i et medium, der ikke er i nærheden af at have kulmineret – som måske feks romanen og spillefilmen har det – men som befinder sig i noget der ligner en guldalder.
Og til sidst den obligatoriske: Hvad er kunst?
Ræddi pænt.
Held og lykke med forlaget.
Tak ska ni ha.