32 år gammel og indehaver af en af de største og mest værdifulde samlinger i Danmark. Det er indiskutabelt. Da jeg for 1 år siden afholdt min første nytårskur for tegneseriefolk, så var Brian med. Atypisk i grunden, for han er ikke en der mænger sig eller plejer sine sociale forbindelser. Og dog – kommer man ind i varmen, så er der både lunt og rart. For Brian er en guttermand. Speciel som ind i helvede og han render ikke ligefrem rundt med et udseende der udstråler hjertevarme og Ærø-krammere…
Men en guttermand, det er han. Og så er han skruptosset. Denne blogs 3. del handler om Brian. Brian vil gerne optræde anonymt, så vi kan jo kalde ham Svend. Nej – pyt skidt. Brian er Brian. Han bor i København og så ikke mere langspyt. I gang. Nu.
Brian har samlet i 17 år, og har som skrevet en gigantisk samling. De få billeder jeg har nappet, og som ses i det efterfølgende, gør langtfra Brians samling ære. Der er så meget at det ville tage dage at nå omkring alt sammen. Så her i bloggen kommer vi kun kort rundt om Brian. Kun kort rundt.
Når man har samlet i 17 år, og samler på alt, så får man meget. Og Brian har meget. Meget værdifuldt tilligemed. Han har indkøbt en Mint Tintin og det gådefulde juveltyveri for 8000,-. Han har købt en årgang af Raketserien for 10000,-. Han har købt Vaks (hvem pokker gider læse om en lille skødehund?) for 500,- stykket. Stykket altså! Og personligt er Brian en af mine særdeles gode kunder. Aldrig prutte og kun være glad for de ting jeg har skaffet ham. I Brians montre og rundt omkring kan jeg finde andeblade som jeg har solgt til Brian for 4000, for 5000, for … ja helt op til 8500,-.
Dyrt. Pladskrævende og man er altid på jagt. Brian samler på alt og vil have det hele.
Det begyndte da Brian var knægt. Far samlede selv på blade og storebror var vild med Spiderman. Brians første rigtigt køb var Hulk. Hulk nummer 1, og det var kærlighed og en besættelse der skulle bide sig godt fast.
Superheltene var vejen, for de var en slags forbilleder og kunne klare det hele. De var seje og hvis man på noget tidspunkt i sit barneliv har behov for noget større end en selv, så kan jeg næppe tænke mig noget bedre end superhelte. For mig var det vendepunktet. Jeg blev samler. Og Brian er af en sådan støbning, at er der noget han vil, så gør han det. I læssevis af obskure tegneserier blev opkøbt og læst. Vi taler Casanova Johnny. Vi taler ½ Humørtime. Vi taler ænder. vi taler alt. I begyndelsen i vilkårlig stand, men det skulle sidenhen ændre sig. Brian vil kun have kvalitet, og en stand ringere end VF er ikke interessant. Ikke interessant nok, i hvert til fælde, for naturligvis kan jeg engang imellem gå på kompromis hvis vi er ude i noget ekstremt sjældent.
Det er fedt at lukke et hul i sin samling. At vide, at nu har jeg ALT hvad der er udgivet. Alt. En dejlig følelse, og jeg tror man skal være bidt af samleriet for at forstå det. Det er en slags… jeg ved ikke. En fornemmelse af at have fundet noget jeg engang havde tabt.
Jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor jeg gør det, og svaret ligger altid ligefor. Jeg kan ikke lade være. Dels elsker jeg tegneserier, og dels er det forrygende spændende at være på jagt, på udkig og engang imellem finde en rigtig skat. En unik ting. En sjælden sag der burde være brændt, destrueret eller fortæret af tidens tand. Men de findes og jeg finder engang imellem noget.
Miljøet er også helt specielt. Selvom jeg efterhånden kender nogle samlere, og vi svinger godt sammen, så er jeg ikke blind for at de på samme tid også er mine konkurrenter. Vi er på jagt efter det samme. Men alligevel vil jeg ikke – som andre samlere – gå med mine små hemmeligheder for mig selv. Det ligger ikke i min natur.
Og jeg er kendt af enhver sælger i København. På godt og på ondt. Det er rart at folk ringer, det er rart at man lægger ting til side til mig, men der er selvfølgelig også en dark side. Jeg betaler for varen, og det ved folk godt efterhånden. Og selvom jeg ikke tænker over priser og den slags, så ved jeg selvfølgelig godt lidt til markedsmekanismerne, og jeg ved da også godt, at folk engang imellem skruer op for den varme hane når jeg kommer ind i butikken. Omvendt – så har jeg altså fået førsteret til mange sjældne sager, så jeg tager det sure med det søde, Skal jeg anbefale et antikvariat fremfor andre, så er der ingen tvivl. Uffes antikvariat på Amagerbrogade er helt i særklasse og jeg tvivler på du finder en sødere forhandler en Uffe. Udvalget er ikke altid prangende, men engang imellem, så dukker der noget op jeg kan bruge.
Prisudviklingen for tegneserier er reel. Det er liebhaveri, det er læseglæde. Det er kulturarv og selvfølgelig har alt dette en pris. Generelt er priserne på bøger og blade vel ganske rimelig. Skulle jeg endelig nævne et forhold jeg bli’r lidt lang i spyttet over, så¨er det Carlsens nye stunt med nedsatte varer. Jeg finder det er unfair at en vare jeg købte for 300,- eller deromkring, pludselig dumper ned til at skulle koste en 50’er eller mindre. Så føler jeg mig både dum og snydt.
Men penge er ikke det der optager Brian. Og det er derfor han i dag råder over et specialbygget tegneserierum med næsten alt der er listet i Komiklex. Næsten alt. En ven gav mig et konkret tilbud om at vi i fælleskab kunne tegne og bygge et rum til min samling, og så var det bare at komme i gang. Rummet er unikt. Det skal vise hvad jeg har, og samtidig skal pladsen udnyttes til mindste millimeter.
Og jeg har fået så meget positiv feedback på rummet, at det har været alle anstrengelserne værd. Alle siger samstemmende at de er imponerede, og det er vildt flot, men selvfølgelig mener mange næsten instinktivt, at det er bindegalt. Tjoe – svarer Brian, men hvad er efterhånden normalt?
De dyre sager – samlingen er vurderet til et pænt 6-cifret beløb – bliver passet godt på. Selvfølgelig læser jeg IKKE i mine dyre varer. De er ren udstilling, for selvfølgelig har jeg læsbare kopier. Men jeg tager dem ned efterhånden, de sjældne, de dyre og de rigtigt sjældne OG dyre, og så nyder jeg dem.
Udover blade, bøger og figurer, så er der masser af andet tegneserierelateret i rummet. Glansbilleder, lp’er, filmplakater, frimærker, statuer, reklamesager, og så er der mine små svagheder – der hvor jeg bli’r helt blød i knæene. Pop-up bøger, samlebilleder herunder Richs album, Richs figurer og den slags. Superhelte, ænder og den slags, holder jeg selvfølgelg af, men inderst inde, så er det mine Pop-up bøger og mine små kære samlebilleder jeg holder mest af. Og så er der ….
Og her bliver Brian ved. For hvordan pokker kan man vælge noget fremfor noget andet. Brian kan ihvertfald ikke, og derfor har han alt.
Her er det Deres udsendte prøver at gå Brian lidt på klingen. Hvis nu du skulle strande på en øde ø, hvad ville du tage med?
Her bli’r Brian sammenbidt og man fornemmer at der tænkes koncentreret.
Ja. Tænkte jeg det ikke nok? Væk er Brian og pludselig står han foran mig, og i favnen er der lige et par album. Først og fremmest Den sorte månes krøniker, siger han og viser mig albummet. Drager, dæmoner, riddere, magi og den slags. En genre Deres udsendte ikke har forstand på eller kærlighed til, men Brian bli’r helt salig..
Og så kan jeg ikke stå for X-Men og for min gamle ven med vadsækken – Gammelpot.
Det er som om genren tiltaler mig, forsætter Brian, Ringenes Herre, Harry Potter og den slags. Jeg er nok mest til fantasy og fravær af den realistiske. De der masseproducerede krigshæfter fra 70’erne, for eksempel. Det gider jeg ikke… Men han har dem.
Hm. Hvad så Brian, hvis jeg nu vandt i Lotto og smider 2 millioner foran dig. Hvad så? Måtte jeg få hvad du har i dit rum? Næ, lyder det, men du kan få endnu en øl, og hermed slutter blog 3. Brian er en unik person med en fantastisk samling. Enjoy.
Og skulle du en dag løbe ind i en ung gut med en masse tatoveringer, og som sløber rundt på en lille sort bog, som du kan se på scanningen nedenfor, så smil til manden. Overbærende, for han ER bindegal…
For det er i den lille sorte bog, at Brian holder kontrol og regnskab med alle de tusindevis af blade, bøger, figurer, statuetter og andet…
Bindegal? Ja, i den grad, men hvad pokker er normalt?