Samtale mellem Bob Harras, Tue Sørensen og Ulrik Kristiansen.
Tue Sørensen: Hvor meget af handlingen i Marvels forskellige mutant-serier er resultatet af beslutninger fra redaktørens side, og hvor meget er forfatternes egne id,er?
Bob Harras: Det er en blanding. Det er helt klart en blanding. Jeg vil sige, at Projekt X og de andre mutant-serier overvejende er redaktionelt styret. Men jeg synes også, at fordi vi arbejder med folk som Scott [Lobdell], så bliver det en fusion af, hvad forfatteren ønsker, og hvad redaktøren ønsker. Jeg vil dog slå meget klart fast, at hvis det, som en forfatter ønsker, ikke passer ind i den overordnede sammenhæng med de andre serier vi laver, så afviser vi [dvs. redaktionen] sådanne historier.
Det er svært, for hvis du er forfatter, f.eks. på Cable [en serie som ikke udgives på dansk], og du har den her fantastiske plan for Cable, men det passer ikke med, hvad vi planlægger at lave ovre i X-Force [endnu en serie som ikke udgives på dansk], eller det passer ikke med, hvad der vil påvirke Jean [Grey alias Føniks/Marvel-Pigen] eller Scott [Summers alias Kyklopen] ovre i Uncanny X-Men [den amerikanske titel på det danske Projekt X], så er vi tvunget til at sige: det kan du ikke få lov til. Det er d,r, den redaktionelle styring kommer ind. Jeg vil gå ind og sige: du kan ikke gøre sådan og sådan pga. det og det hvad med om du gør dette i stedet? Og så vil d,t påvirke noget i de andre serier. Så det er generelt stressende at være forfatter på mutant-serierne.
Tue Sørensen: Hvad er din holdning til at videreudvikle de mange sub-plots, som Chris Claremont efterlod da han holdt op som forfatter på Projekt X?
Bob Harras: Nogle af dem er skam blevet videreudviklet. For nogle år siden var der f.eks. en scene med Destiny [Skæbne], som gik omkring i et krystal-værelse og sagde “uh og åh” [Uncanny X-Men nr. 254, ikke udgivet på dansk], og det fik vi dengang aldrig brygget videre på, men så blev det brugt som en forløber for Age of Apocalypse-historien [i skrivende stund ikke udsendt på dansk]. Det var ‘krystal-tidevandsbølgen’ fra d,n historie, hun så. Så der er altså detaljer fra Chris’ tid, som vi nu og da tager op. Så vidt jeg kan huske, er der ikke noget vi har ignoreret. Men nogle forfattere er simpelthen ikke interesserede i alle de små og store hentydninger til forskellige ting, som Chris i årenes løb har arbejdet ind i historierne, og man kan nu engang ikke tvinge folk til at fortsætte den foregående forfatters sub-plots. Men jeg synes, vi har gjort en fair indsats mht. at tage gamle handlingsforløb op.
Tue Sørensen: Forlod Chris Claremont serien som følge af et længere forløb med vanskeligheder, eller var det pga. en pludselig uoverenstemmelse?
Bob Harras: Faktisk er det efterhånden så lang tid siden [1991], at jeg egentlig ikke kan huske det. Chris og jeg arbejdede sammen i mange år, og så ændrede tingene sig, og han tog beslutningen om at forlade serien. Man kan synes, det er beklageligt, men sådan er Amerika: man har lov til at gøre, hvad man vil. Han er i gang med at lave ‘Sovereign 7′ [for DC Comics], og jeg håber, at det vil fungere godt for ham. Enhver serie, eller gruppe af serier, bør kunne overleve, at en bestemt forfatter eller tegner forlader dem på den måde, for det, som læserne ønsker at se, er serie-figurerne. D,t er det vigtige.
Ulrik Kristiansen: En form for selvtægts-/’barske helte’-tendens synes at være opblomstret i de senere år; f.eks. figurer som Jærven, Ghost Rider, Strafferen (Punisher) og Cable m. fl., og der forekommer mig stadig at være fokus på disse ‘lejesoldat-typer’ med store gøbber og seje attituder. Faktisk er der adskillige tidligere skurke og bestialske ‘morder-typer’, som f.eks. Sabretooth [Sabeltand], som i høj grad er blevet ,t af disse idoler, og som er flyttet ind i Projekt X’s hovedkvarter…
Bob Harras: I fangenskab! Ulrik Kristiansen: I fangenskab, ja… Men hvad er din reaktion på alt dette, og hvorfor tror du, at fans såvel som nogle serieskabere synes at sætte pris på denne form for ‘helt’? Er det monstro en reaktion på den øgede vold i det amerikanske samfund eller hvad?
Bob Harras: Det vil jeg anse for meget muligt. Men jeg ved det egentlig ikke. Hvorfor er Schwarzenegger så populær? Bruce Willis og Die Hard-filmene, som er fulde af eksplosioner? Det lader bare til, at verden er ved at blive et mere bistert og dystert sted. Jeg tror, at der som følge heraf findes stærke følelser af aggression og usikkerhed, som folk lader sig forføre af, når de ser en helt, som overtager kommandoen og skyder vildt omkring sig. Folk siger: det er bare sejt! Jeg mener bestemt ikke, at det er nogen særlig betryggende tendens. Jeg mener også, at vi bevæger os væk fra den. Hvis man lægger mærke til f.eks. Cable, så propper vi ikke så mange våben ind i serien mere, og meget sjældent på forsiden. Jeg mener, at det vi prøver at gøre og forhåbentlig lykkes det er, at give læseren action og eventyr, ligesom i f.eks. Indiana Jones-filmene, og ikke bare vold, hvor det handler om at “skyde knoppen af folk”.
Ulrik Kristiansen: Nemlig for det har trods alt aldrig været stilen i Projekt X at løse problemerne med skydevåben, vel?
Bob Harras: Vi kørte godt nok med på d,n tendens et stykke tid, men jeg mener ikke at det er d,t, Projekt X handler om. Vi prøver at gøre både lidt af det ene, og lidt af det andet.
Tue Sørensen: Den personlige faktor måden, figurerne relaterer til hinanden på har altid været en vigtig del af mutant-titlerne. Har du en bestemt indfaldsvinkel til den personlighedsskildring?
Bob Harras: Jeg mener, at hvis man ikke har ordentlig personlighedsskildring, så har man ingen historie. Min personlige overbevisning er, at man kan have historier uden nogen skurk, uden nogen kamp, og bare have fortællinger om personer og deres handlinger. I mine øjne er d,t det mest interessante. Men jeg må også huske, hvilket publikum jeg sælger til, og at dette måske ikke vil interessere alle. Så endnu en gang, man må være klar over, at man har med et publikum at gøre som går efter en masse forskellige ting. Men altså: Hvis man ikke lægger vægt på beskrivelsen af figurernes personlighed, så er der ingen historie. Hvis der ikke er samspil mellem personerne, så er det efter min mening kedeligt. Man vil gerne vende tilbage måned efter måned og læse om disse figurer; disse mennesker og ikke nødvendigvis hvem de slås med. Det er min filosofi.
Ulrik Kristiansen: Du er selv forfatter, på The Avengers (Alliancen), og har som redaktør en vis indflydelse på, hvad der foregår i de forskellige handlingsforløb i mutant-titlerne; er der nogle bestemte emner eller temaer af speciel interesse for dig personligt, som du forsøger at arbejde ind i dine historier?
Bob Harras: Jeg tror, jeg sagde det før: jeg ved ikke, om det kan kaldes et tema, men der er ,n ting, jeg helt sikkert ønsker, at folk skal huske, og det er: Vi skriver ikke om “de onde, som dukker op for at tæve de gode.” Vi skriver om mennesker. Det er den ting, som jeg vedholdende understreger for alle. Hvis jeg modtager et udkast til en historie, hvori det bare er: en skurk dukker op og siger bla-bla-bla, hvorefter helten basker ham ,n… D,t er totalt kedeligt. Man bliver altid nødt til at huske, at dette er fortsatte historier om mennesker, og d,t er hvad jeg bestræber mig på at sige til alle forfatterne. Det, som man specielt skal holde sig for øje mht. Projekt X er, at det altid drejer sig om de udstødte. De forfulgte. Evig og altid. Og jeg tror, at d,t er en af grundene til seriens succes.
Ulrik Kristiansen: Fordi folk kan identificere sig med det…
Bob Harras: Nemlig og d,t er også det eneste måde, vi føler, at vi kan gøre det på. For hvis man læser om helte, der har det hele og kan klare det hele, så bliver det jo uinteressant. Derfor må det faktum, at heltene er det undertrykte folk, konstant holdes i erindringen, når man skriver. Det er ikke nødvendigt at udpensle det i hvert nummer, men man bør altid have det på sinde. Det er d,t, jeg understreger for gutterne [dvs. de forskellige mutant-seriers forfattere].
Ulrik Kristiansen: Har du nogensinde modtaget et forslag fra en læser, til et plot f.eks., og sagt: “hey, det her ser egentlig OK ud. Hvis jeg bare lige retter lidt histen og pisten, så kan jeg måske bruge det”?
Bob Harras: Det tror jeg faktisk aldrig, at jeg har gjort. Brevene fra læserne bliver gået igennem, og hvis læsernes mening generelt går i en bestemt retning; hvis der er noget, som læserne ikke kan lide, og der er tilstrækkeligt med breve, som udtrykker: “det her bryder vi os ikke om” så må jeg se i øjnene, at vi har begået en fejl. Og vi prøver skam på at lave forandringer derefter. Det sker dog ikke hele tiden. Vi modtog f.eks. utrolig mange hade-breve, da det første vink om, hvad der skulle ske i Age of Apocalypse-historien, kom frem. “Gør det ikke, gør det ikke! Hvordan kan I dog gøre det?!” Vi fik telefonopringninger, osv. Og hvis vi havde rettet os efter alle, så ville vi ikke have kørt historien. Så hvis man har på fornemmelsen, at noget vil lykkedes, så må man simpelthen løbe risikoen, og køre historien på trods af hade-brevene. Men jeg kan ikke komme i tanker om et tilfælde, hvor vi har læst et plot foreslået af en læser og sagt: “Okay, lad os lave det her!”. Vi læser brevene igennem og spørger: “Hvad er læsernes mening om personerne?”.
Tue Sørensen: Oprindeligt resulterede fusionen af det nye og det gamle Projekt X tilbage i Uncanny X-Men nr. 280 [vistnok udgivet på dansk, men da vi ikke længere køber de danske hæfter har vi ikke kunnet checke det præcise nummer] i, at medlemmerne blev opdelt i et ‘Blå hold’ og et ‘Guldhold’ med hver deres faste besætning, men i de sidste mange numre synes de forskellige figurer at have slået sig sammen i diverse tilfældige holdformationer. Hvad er der sket?
Bob Harras: Tjah, der er det ved det, at man efter et par år begynder at synes, at det er lidt kedeligt, at de samme figurer hele tiden er opdelt i de samme hold. Man spørger sig selv: “hvorfor går Jean ikke ud med Scott?” Eller, “Ororo har ikke været sammen med den-og-den i lang tid”. Og svaret var altid: den ,ne er på det Blå hold og den anden er på Guldholdet. Og jeg tænkte, at det måske alligevel ikke ville holde efter et stykke tid. Det skyldes også, at disse mennesker allesammen er venner, og derfor bør de komme hinanden mere ved. Jeg ønskede ikke og ønsker stadig ikke, at Guldholdet og det Blå hold skal være forhindrede i at have nogen form for samspil. I mine øjne er det mere vigtigt end hold-definitionerne. Hvis jeg gerne vil opleve Storm sammen med Jærven, også selv om de er på hver sit hold, så vil jeg gerne opleve d,t. Det minder mig om, at det helst skal fremgå tydeligt at disse mennesker kender hinanden godt.
Tue Sørensen: Netop.
Bob Harras: Hør, jeg bliver nok nødt til at smutte nu, okay?
Tue Sørensen: I orden. Et sidste spørgsmål: kan du fortælle os plottet til de næste 50 numre af Projekt X?!
Bob Harras: (latter) NEJ, DET KAN JEG IKKE!
Ulrik Kristiansen: Tak fordi du tog dig tid til at snakke med os. Det har været hyggeligt.