Du begyndte, som så mange andre i branchen, med at arbejde for Marvel Comics, tilbage i 1980.
Jeg lavede en del historier med figurer fra de nordiske sagaer, serier som “Warriors Three”, “Thor” m.v., som udgjorde en ubetydelig del af det store Marvel univers, ingen lagde mærke til dem og jeg fik kun meget få penge udbetalt. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget for at skabe mig et navn hos forhandlerne. Der skete så det at jeg lavede et par forsider med Edderkoppen og tegnede en kort historie, der blev efterfulgt af albummet “Spirits of the Earths” som jeg skrev og tegnede. Jeg benyttede mig af den kontrol jeg havde som forfatter til at flytte Edderkoppen ud af sine vante omgivelser i New York og lod handlingen udspille sig i Skotland. Det var meget svært for mig at lave tegneserier med superhelte og er det stadigvæk, men da markedet primært er et superheltemarked er det svært at komme udenom, hvis man vil skabe sig et navn. Det er ikke noget jeg kan lide at lave, da jeg værdsætter afdæmpede historier og tegninger, og problemet med superhelte er at problemerne altid bliver løst med en knyttet næve, og det er noget jeg ikke bryder mig om, hverken i en tegneserie eller i det virkelige liv.
Er det ikke svært at skulle gå på kompromis med sine værdier for at kunne skabe sig et navn?
Det er et spørgsmål om at lave noget med superhelte, som samtidig indeholder nok af det du godt kan lide at lave. “Spirits of the Earths” albummet var helt klart mit første skrantende forsøg på at skrive, og når jeg genlæser det nu, kan jeg se, at det indeholder en del, skal vi sige “dumme” ting, men der er også ting i det som jeg er meget glad for.
Har du overvejet at finde et europæisk forlag, da dit arbejde mere henvender sig til europæere end amerikanere?
Jeg havde en kontrakt med det franske forlag Zelda om at lave et album. Der er bare det rent praktiske problem med at få penge fra Europa til USA; det fungerer ikke særligt godt. Jeg er meget begejstret for europæiske albums, og jeg har en del i mit bibliotek. Det er især de afdæmpede historier og den fantastiske farvekvalitet jeg kan lide.
I Europa er det almindeligt at en person laver hele albummet. Er det noget du godt kan lide?
Ja, jeg kan gode lide personlige visioner i næsten alt hvad jeg gør, ser, læser eller samler. På den anden side så er jeg for tiden igang med et større samarbejde omkring en serie, der hedder “Book of Ballads and Sagaes”, som jeg selv udgiver. Med balleder mener ikke den slags som Frank Sinatra står og synger, – jeg taler om gamle skotske, engelske og irske folkesange, der er sange skabt af en hel nation over flere hundrede år, hvor kun de bedste har overlevet. Hvis noget i en sang ikke fungerede ville person som bragte den videre droppe det – så det er et utroligt samarbejde der er foregået mellem tusindvis af mennesker over utallige generationer.
Hvem er du inspireret af tegnemæssigt?
Mest folk som Arthur Rackham, Howard Pile mv., som illustrerede bøger omkring århundredeskiftet. I den senere tid har jeg fattet interesse for tegnere fra Rusland, Ungarn & Sverige, der står for en blød og afdæmpet indfaldsvinkel til deres arbejde, som jeg godt kan lide. Men jeg voksede op med Hal Fosters Prins Valiant, Alex Raymonds Flash Gordon og så elskede jeg Jack Kirby som barn.
Var Prins Valiant noget du altid har kunnet tænke dig at lave?
Jeg har aldrig troet at jeg nogensinde skulle lave Prins Valiant. Jeg havde ikke lyst til at arbejde for Marvel mere, men da de gav mig mulighed for at lave Prins Valiant kunne jeg ikke sige nej. Det var en interessant oplevelse, hvor jeg brugte 2 år på at skrive plottet til serien, og der var et 40 siders plot til hvert nr. Der var en masse dialog i historien, og da det blev tid til at skrive manuskriptet var der kun tre uger til deadline. Da jeg stadigvæk var noget uerfaren med hensyn til at skrive, vidste jeg at jeg umuligt kunne skrive et ordentligt manuskript på så kort tid, og jeg begyndte derfor at se mig om efter mulige forfattere. Da jeg ringede til Elaine Lee vidste jeg ikke, hvor meget hun kendte til Prins Valiant, men det viste sig at hendes far hver søndag havde læst Prins Valiant højt for hende mens hun voksede op. Historien var som skabt for hende – vi havde en hyggelig tid mens vi lavede det, og jeg synes hun lavede et godt stykke arbejde.
Da jeg læste historien følte jeg mig hensat til den originale series atmosfære.
Jeg forsøgte at ramme den samme atmosfære og stemning, og på samme tid tilføre historien lidt mere skarphed. Da jeg kom på ideen om at lade Kong Arthur og Mordred dræbe hinanden, og at Cameloot blev ødelagt ligesom i legenderne, følte jeg at historien havde brug for en lidt disillusioneret person midt i det hele (Prins Valiant), men i slutningen af historien er han tilbage til sit normale jeg. Jeg har stor respekt for Hal Foster og de ting han lavede med Prins Valiant, så da de begyndte at snakke om at bruge talebobler, fik jeg dem heldigvis talt fra det. Jeg er meget tilfreds med hele projektet og jeg kunne godt tænke mig at det kom i en samlet udgave, men salget her i USA har ikke været så godt, så det sker desværre nok ikke. Problemet er at de unge i USA ikke kender Prins Valiant, men forhåbentlig vil folk i Europa kunne lide hvad jeg har gjort med figuren.
Hvem valgte tegneren?
De ville have at jeg skulle tegne det, men jeg havde ikke tid til at tegne 200 sider, så de spurgte mig hvem jeg kunne tænke mig. Ud af en kort liste over tegnere jeg mente kunne tegne serien, kontaktede jeg John Ridgeway da jeg vidste han var istand til formidle historien. Da jeg ringede og spurgte om han var interesseret svarede han, at han ville ofre sine børn for at få lov til at tegne serien.
For tiden arbejder du bl.a. på “Stardust” og “Sandman” nr. 75 sammen med Neil Gaiman, en illustreret Alien-historie fra Dark Horse og så din egen selvudgivne serie. Er det ikke frustrerende at have gang i så mange projekter når man tænker på, hvor langsomt du arbejder?
For det første bliver den illustrerede Alien sandsynligvis aldrig til noget, da jeg ikke har nogen tiltro til Dark Horses kontrakter. Jeg kan gode lide at jonglere med en masse forskellige projekter; jeg tror at det gør tingene bedre. Ud over alle de førnævnte projekter, har jeg også designet dekorationer og kostumer til forskellige teatre opsætninger, – jeg har lavet en 9 x 15 meter stor vægskulptur til et universitet i nærheden af hvor jeg bor. Alt det man laver uden for tegneserie arbejdet, kommer tilbage tifold når man laver tegneserier, og det gør det lidt mere interessant og spændende.
Du får med andre ord inspiration fra andre medier?
Jeg ville aldrig kigge på andre tegneserier for inspirationens skyld. Der er dog visse undtagelser såsom Will Eisner, som er en utrolig inspirerende historiefortæller. Jeg har prøvet at tilegne mig Hal Fosters fornemmelse for stemning og atmosfære. Det er facinerende at studere de meneskemængde-billeder han tegner, hvor hver person i billedet er en hel historie i sig selv. Jeg beundrer Jack Kirby for den utrolige energi der er i hvert billede, men når jeg som voksen kigger på Kirby synes jeg at nogen af tingene lader noget tilbage at ønske. På den anden side så tegnede han 3-4 serier om måneden, – jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan han kunne få ideer til alt dette.
Kunne du fortælle os lidt om “Stardust”, som du laver sammen med Neil Gaiman?
Det er en form for eventyrrejse i de keltiske sagaer, hyldet ind i et virkeligt interessant eventyr-plot, som ikke direkte henvender sig til børn. Albummet vil indeholde omkring 200 store og små illustrationer, som vil blive ledsaget af 40.000-50.000 ord. Det er et projekt, som Neil og jeg ejer alle rettigheder til, og det er grunden til det tog 13 måneder at forhandle en kontrakt på plads med DC/Vertigo, hvilket er noget jeg aldrig kunne tænke mig at gøre igen så længe jeg lever. Men det er et projekt vi tror på, derfor brugte vi så lang tid på at sikre os at vi kunne gøre med det som vi ville.
I løbet af de 13 måneder forhandlingerne stod på, overvejede i så ikke at udgive “Stardust” selv?
Vi talte om det, og kiggede seriøst på muligheder for at gøre dette. Men “Stardust” er og bliver en illustreret bog, og skulle som sådan være til rådighed i boghandeler overalt i verden, og dette ville ikke være muligt, hvis vi selv havde udgivet “Stardust”.
Her til sidst, kunne du så fortælle lidt om det, der skal ske i det sidste nr. af “Sandman”?
Sandman, William Shakespeare og en del andre folk vil være med, og foretage sig nogle forskellige ting, og det er alt jeg vil fortælle om det.