Samtale mellem Marvel-forfatter Scott Lobdell, Tue Sørensen og Ulrik Kristiansen.
Ulrik Kristiansen: Hvordan fik du dit gennembrud indenfor tegneserieverdenen?
Scott Lobdell: Hvordan jeg oprindeligt brød igennem? Jeg startede med at skrive for en college-avis, og lavede en masse interviews med folk som f.eks. nyhedsoplæsere, psykologer, osv., og jeg fik en dag et interview med en tegneserie-redaktør ved navn Al Milgrom. Det var over 10 år siden, måske endda længere endnu; omkring 13 år siden. Jeg mødtes med ham, jeg interviewede ham, og det gik godt, og så spurgte han mig: hvad synes du om tegneserier? Han viste mig nogle eksempler på plots, og så startede jeg på at skrive og indsende mit eget materiale til tegneserier. Milgrom købte dog aldrig noget af det. Tom DeFalco lagde som den første mærke til mig, men han købte heller ikke noget. Men han sendte mig videre til Denny O’Neil, men Denny O’Neil købte heller ingenting… Men blot det, at de kiggede på det var en hjælp. Jo mere feedback jeg fik; jo flere breve jeg fik; jo større bunken med afslag blev, desto bedre en fornemmelse fik jeg af, hvad det var, de ville have.
Det mest ubekvemme ved at skrive tegneserier er, at det i forhold til at skrive for ugeblade, til artikler, eller at skrive romaner er en meget teknisk form for skrivearbejde, som skal splittes op i 22 sider, sædvanligvis 6 billeder pr. side, generelt 35 ord pr. billede. Man vil gerne introducere helten, introducere skurken, introducere konflikten, introducere løsningen, have et par kampscener, have nogle sub-plots… Så der er en fantastisk masse tekniske ting og sager, som er involveret i det, og som folk nok sjældent lægger mærke til i starten. Man bliver bare nødt til at lære af sine erfaringer.
Det er egentlig sjovt; Marvel udgiver noget i retning af 60 serier om måneden, hvorimod da jeg først brød igennem, var der måske kun 12 serier, og det gik så senere op til 20 serier, højest. Så det var faktisk en del sværere dengang at bryde igennem, hvorimod nu om stunder… I lang tid havde Marvel bare brug for folk som ‘kunne gøre det’.
Mit egentlige gennembrud kom i Marvel Comics Presents, som var en antologi-serie, som næsten ingen førhen ønskede at skrive til, fordi man ikke havde særlig stor frihed til at skrive om figurer som f.eks. Kaptajn Amerika eller mange andre, fordi de havde [og stadig har] deres egen serie. Man kunne ikke skrive en Kaptajn Amerika-historie af nogen betydning, fordi det ikke måtte være i modstrid med noget i hans egen, månedlige serie. Så jeg fandt alle de obskure figurer frem; så obskure som de overhovedet kunne blive. El Aguila, den spanske superhelt, var den første, jeg lavede. Jeg skrev Shamrock, Sabra, Kaptajn Ultra, osv. Alle de obskure personager… Det var godt for redaktøren, for så havde han et helt persongalleri og en stor bunke historier, som ingen af de andre redaktører ville blive generede af. Og det var også godt for mig, for da jeg f.eks. lavede Shamrock-historien, fortalte jeg alle de andre redaktører, at jeg endelig havde fået lov til at skrive en Shamrock-historie, og det kunne vi så allesammen more os over… Og det bedste var, at der ingen forventninger var til mig om Shamrock-historier [fordi der aldrig tidligere var lavet nogle]. Nogle få uger senere ville folk uværgerligt komme og sige: “Det var den bedste Shamrock- historie, jeg nogensinde har læst! Jeg elsker den her Shamrock-historie!” (latter)
Så det var en hel del anderledes end at prøve at skrive en historie med Jærven, hvor man ikke måtte gøre noget med figuren; man blev nødt til at finde på en eller anden vittig/sjov måde for ham at bruge sine kløer på eller noget i den retning og når alt var sagt og gjort, så ville redaktøren sige: “Det er en historie om en eller anden fyr med kløer det handlede ikke om Jærven!”
Men det var sådan, jeg brød igennem. Jeg lavede Marvel Comics Presents et stykke tid, og så arbejdede jeg med Terry Kavanagh, som redigerede Excalibur. Jeg fik mit første job på serien da de ringede, og sagde, at de skulle bruge en 22-siders historie om 3 timer! Jeg skrev i 3 timer, og da de var gået, måtte jeg ringe tegneren op og fortælle ham over telefonen, hvad der skulle tegnes. Så stram var denne deadline. Og derfra blev jeg så regelmæssig forfatter på Alpha Flight, og derfra fik jeg så overdraget Projekt X [The Uncanny X-Men].
Ulrik Kristiansen: Du siger, at det at skrive tegneserier er en meget teknisk betonet proces; der er side- og billed-begrænsninger, osv., men jeg kan også forestille mig, at der må være visse specielle krav til at skrive en serie som netop Projekt X, der har en så kompleks kontinuitet: det er svært at lave noget helt nyt, og man er tvunget til at variere og arbejde med det samme basis-materiale indenfor nogle tidligere fastlagte ‘rammer’… Føler du dig nogen gange for fastlåst af disse præmisser?
Scott Lobdell: Det mener jeg ikke. Betegnelsen du lige brugte rammer -, er et godt eksempel på, hvad det drejer sig om. Der er impressionistiske malere, der er surrealister, og klassicister, og der er en masse forskellige måder at male på, men når man maler, har man sit lærred på måske 6 x 5 fod, og hvad man får ud af det er… hvad man får ud af det. Jeg mener man kan have 5 forskellige figurer, 5 forskellige farver maling, og 5 forskellige tegnere, og de bruger alle den samme pladsmængde, men de producerer 5 forskellige resultater. Jeg synes, at min version af Projekt X og Fabian Nicieza’s version af Projekt X var vidt forskellige versioner. Jeg synes, at vi skrev på to helt forskellige måder. Var den ene bedre end den anden? Var der forskellig personlighedsskildring? Det var de samme figurer, men essentielt forskellige historier. På samme måde kan man spørge: føler en kunstner sig fastlåst ved at være nødt til at arbejde indenfor maleriets specifikke format? Det tror jeg ikke.
I forlængelse af dette kan jeg nævne ‘Hill Street Blues’, som var noget af det bedste, som blev sendt på TV for nogle år siden. Man har begrænsningerne: hvis man skal skrive en episode af HSB, så kan man ikke bare gå ind og slå Frank Furillo ihjel, for de har brug for ham i næste uge. Men man kan skrive den absolut bedste Frank Furillo- historie nogensinde, og det vil lede ind i den næste historie om Belker, osv. Så jeg opfatter det ikke som at være fastlåst; det er bare jobbets naturlige krav. Hvis jeg gerne ville skrive en roman, så ville jeg ikke forsøge at gøre det i en tegneserie. Jeg ved, at jeg har de her 22 sider, og det er, hvad jeg har.
Tue Sørensen: Plotter du selv historierne til Projekt X, eller er det redaktøren, Bob Harras, der bestemmer handlingsforløbene i historierne?
Scott Lobdell: Det som sker ni ud af ti gange X-Men Unlimited nr. 1 er nok det bedste eksempel er dette: Bob kom over til mig og sagde: “Lad os lave en historie med Scott [Summers alias Kyklop], Storm og Professor X, som er i et fly, og flyet nødlander i polarområdet, og de bliver nødt til at kæmpe mod elementerne… og lad os se, hvad der sker! Jeg sagde “okay”! En uge eller to senere indsendte jeg udkastet til en historie, som gik ud på, at de styrter ned i troperne og måtte kæmpe for at overleve. Og Bob sagde: “Nej, nej jeg forestillede mig det mere som noget andet… ” eller noget lignende. Til sidst gik det op for mig, at han meget specifikt ønskede en historie, som udforskede hvordan det ville være, hvis de tre ledere var på egen hånd, og deres superkræfter ikke var til nogen nytte. Så det var det, det skulle dreje sig om. Det var det, han bad om. Men det er ikke meget mere end en slags guideline [ledetråd], som i en TV-guide f.eks.: “De tre styrter ned, og er hjælpeløse til trods for deres utrolige kræfter…” Så derfra plotter jeg historien.
Lige sådan med Age of Apocalypse. Bob skal have den fulde ære for ideen med, at Professor X bliver dræbt, og hvad det kommer til at betyde for resten af verden. På samme måde må jeg dog tilskrives æren for at få det til at virke. Bob fik ideen, og det blev op til mig at få historien til at virke. Hvis jeg går i den gale retning, så vil han halvvejs igennem sige: “Dette her giver ikke nogen mening. Måske skulle det være sådan her…” eller noget i den retning. Og det fungerer forskelligt med Fabian [Nicieza] og Bob, og endda med Chris [Claremont] og Bob, fordi deres visioner var så langt fra hinanden, hvorimod Bob og jeg for det meste har præcis de samme visioner. Nogen gange kommer de dog lidt på afveje af hinanden. Lige nu, f.eks., har vi problemet med Sabretooth (Sabeltand). Jeg har et problem med lystmordere, der på nogen måde fremstilles som helte. Bob vil derimod nogle gange gerne bruge Sabretooth på en sådan måde. Som på et tidspunkt da Sabretooth i realiteten bliver medlem af X-Factor. Hvordan det kan være, at Projekt X ikke drøner derover og slår ham til plukfisk og derefter haler ham tilbage i fængsel… I mine øjne får det Projekt X til at virke ineffektive, hvorimod det ikke synes at være et problem for Bob. Så der er punkter, hvor vi opfatter tingene helt forskelligt, men for det meste har vi det samme syn på Projekt X, eller hvad der udgør en Projekt X-historie.
Ulrik Kristiansen: Så det var din ide, at Jærven blev borte fra gruppen som en slags protest mod, at Sabretooth var i huset, i X-Men Prime?
Scott Lobdell: Faktisk, ja. Det er et eksempel på, at da vi først besluttede, at Jærven stak kløerne igennem knolden på Sabretooth, så ville de fleste af figurerne også reagere på bestemte måder. Udfra denne betragtning synes jeg derfor ikke, at det var så meget min eller Bobs beslutning… Det var mere Jærvens beslutning. Hvis vi skulle være tro imod Jærvens personlighed, så ville han ikke behandle Sabretooth venligt på noget tidspunkt. Jeg indrømmer dog, at jeg nok gik lidt ud i et ekstreme ved at lade ham bo ude i skoven hele tiden…
Tue Sørensen: Jeg tror, at en del læsere kunne identificere sig med det, fordi de heller ikke syntes om, at Sabretooth blev indlogeret i Projekt X’s hovedkvarter.
Scott Lobdell: Korrekt. Den store joke lige nu på X-redaktionen er noget i retning af: de andre medlemmer af projekt X råber ud i skoven: “Jærv det er telefon til dig (latter)!” For på et tidspunkt sagde Bob [Harras]: “Du ved, Jærven bliver sikkert gal over det her med Sabretooth.” Og jeg sagde okay, og så afleverede jeg manuskriptet, hvor Jærven render rundt ude i skoven og knurrer af folk. Og Bob syntes, at det virkede.
Hvis man kan vække Bobs interesse, så ved man nogenlunde, at man kan fastholde læsernes interesse. På samme måde hvis vi ikke er interesserede, så er sandsynligheden for, at læserne vil være interesserede også lig nul.
Ulrik Kristiansen: Har du nogensinde modtaget et forslag fra en læser… osv.
Scott Lobdell: Yep, der har været nogle situationer. For at være helt ærlig, så ved jeg, at der er en bog, som hedder ‘GENERATION X’, og at den har været ude i nogen tid. Men engang var jeg ikke klar over det, og så hændte det på en convention [tegneserie-messe] i Kentucky, tror jeg, det var at jeg diskuterede nye serie-figurer med en fan, og han sagde: “Ved du hvad, jeg synes at et virkelig fedt navn til en gruppe ville være ‘Generation X’! Det lyder som noget a la ‘Star Trek: The Next Generation’. Og jeg syntes også, at det lød sejt. Og oprindeligt henvendte Bob sig til mig med planer om at genskabe gruppen the New Mutants [De Nye Mutanter], for at bibeholde copyright’en på serie-titlen ‘New Mutants’. Så jeg tog hjem samme weekend og tænkte: Jeg vil ikke have dem på skolen [Xaviers Institut], fordi der i forvejen er for mange mutanter der. Jeg vil ikke have Charles [Professor X] til at tage sig af dem… Jeg vil hellere have, at det bliver Banshee. Jeg synes ikke, at de skal se ud som eller ligne enhver anden mutantgruppe før dem. Jeg ønsker heller ikke, at de skal komme særlig godt ud af det med hinanden… i hvert fald ikke til at begynde med. Og jo mere jeg bryggede videre på det, jo mere indså jeg, at dette egentlig slet ikke var the New Mutants! Så jeg sagde [til Bob Harras]: “Jeg vil gerne lave det… men jeg vil ikke have det til at være ‘New Mutants’ jeg vil have, at det skal være ‘Generation X’. Og det godkendte han.
Så det forslag accepterede jeg… og nu og da også andre forslag. Ligeledes i løbet af denne weekend, hvor jeg spurgte nogen, hvad de syntes om Generation X, og de svarede: “Jo, de er meget gode, men de har ikke rigtigt kæmpet imod nogen betydningsfulde modstandere endnu.” “Det er egentligt rigtigt,” svarede jeg, og det slog mig, at hvad Chris [Bachalo] og jeg prøvede at gøre, var netop ikke at lave det ligesom the New Mutants, hvor de slås med Sentinels [Vogtere] og andet godt efter de første tre numre. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er forkert, men vi bliver alligevel nødt til at være påpasselige med ikke at falde i “Excalibur-fælden” eller “X-Factor-fælden”, hvor ingenting af væsentlig betydning nogensinde sker. Noget _ la: den her “lille ting” sker ovre i X-Factor, og det influerer egentlig ikke på, hvad der sker i det virkelige Projekt X-univers; og ovre i Excalibur, der sker denne her anden “lille ting”… Så man behøver faktisk ikke at følge med i det. Og det er, hvad jeg vil undgå med Generation X. Jeg vil gerne have GenX til at være sin egen serie, men jeg vil heller ikke foregive, at den ikke er vigtig. Og engang imellem tror jeg desværre, at ved at introducere for mange nye figurer og ikke bruge kendte og veletablerede figurer, så siger vi måske til læserne: dette her er ikke vigtigt.
Tue Sørensen: Hvad er din indstilling mht. at tage sub-plots op, som Chris Claremont efterlod på serien [Uncanny X-Men]? Prøver du at fortsætte disse plots i den retning, han angav, eller fører du dem i dine egne retninger?
Scott Lobdell: Jeg opfatter det selv som om, at jeg prøver at følge dem logisk, forstået på den måde at jeg ønsker at være tro mod figurerne. Men eftersom Chris [Claremont] og jeg ikke taler sammen… For at være helt ærlig, jeg har været på serier før, hvor man sagde farvel og tak Alpha Flight er et godt eksempel: jeg foreslog A, B, og C og redaktøren brød sig ikke om det. Og så forlod jeg serien, og derefter lavede de en virkelig massakreret version af A, B og C. Som da Peter David forlod X-Factor, hvor han havde opbygget dette her plot over mange numre, som introducerede en figur ved navn Armageddon. Det var ikke meningen, at jeg skulle overtage serien, da Peter gik, men de spurgte mig om jeg kunne komme over og lave et par numre, indtil de havde fundet en ny forfatter. Jeg ringede til Peter og sagde: “Peter, det ser ud som om, at du virkelig har lagt en masse arbejde i den her figur. Jeg vil egentlig helst have, at du beholder ham og gør, hvad du vil med ham. Jeg giver ham et andet navn og finder på nogle andre motiver baseret på, hvad jeg har læst indtil nu.” Senere har jeg så erfaret, at den her figur er dukket op i Incredible Hulk, og at han [Peter David] således har brugt figuren på den måde, han havde lyst til. Det drejer det sig om at vide, hvornår man skal bruge hvad man har, og hvornår man hellere må finde på noget andet.
Et andet eksempel er, at det altid var Chris [Claremont]’s plan, at Mystik [Mystique] og Skæbne [Destiny] var elskere, og at Mystik på et tidspunkt havde skiftet form til en mand og gjort Skæbne gravid, og at hun derefter havde født Sorte Springer [Nightcrawler]. Så på den måde var Skæbne og Mystik faktisk Sorte Springers mor og far…
Tue Sørensen og Ulrik Kristiansen: Du godeste!
Scott Lobdell: Sandsynligheden for at der kunne vokse kønsorganer med sæd, som indeholdte en DNA-kode, ud på Mystik, mente jeg var ret tynd. Ligeledes syntes jeg at muligheden for at Mystik skulle være en mand, som af en eller anden mærkelig grund altid var i en kvindes krop, var ret tvivlsom. Så da det blev tid til at afsløre Sorte Springers oprindelse i X-Men Unlimited nr. 4, stemte historien overens med alt, hvad vi i forvejen vidste om dem, og desuden var den i stand til at levere overraskelser siden hen. Det var jo et sub-plot, der varede 13 år [siden Uncanny X-Men nr. 142]!