2. april udsendte Carlsen Niels Søndergaard og Jens Theglers album Krononautens Påske, en sf-historie, hvor tidsrejser udløser så meget kuk i tidsregningen, at en sneboldeffekt af mere eller mindre skæbnesvangre tidparadokser i fortid, nutid og fremtid bliver resultatet. Også Jesus medvirker, og det viser sig, at hele den kristne kultur rent faktisk opstod på en helt anden måde, end vi går og tror. Seriejournalens Lars Horneman, Henrik Rehr, Frank Madsen og Mirko Wölck har interviewet forfatteren bag albummet, Niels Søndergaard.
Dit nye album har været længe på vej. Hvorfor?
Det blev bestemt ikke planlagt sådan. Da jeg havde debuteret som tegneserieforfatter med Superman og Fredsbomben og fået gode tilbagemeldinger både på den og Dimensionsdetektiven 1, fik jeg for alvor blod på tanden og satte flere projekter i gang, og Krononautens Påske var et af dem. Det var en genbrugshistorie – eller rettere: en historie, jeg tidligere havde skrevet i novelleform og fået lyst til at udbygge, ikke nødvendigvis som tegneserie, men det slog mig, at det ville være en god ide. Jeg husker ikke detaljerne længere, for det er vel 15 år siden, men på et tidspunkt sad jeg i hvert fald og skrev løs på historien, efter at Thomas Nøhr havde meldt sig som tegner. Thomas fik dog ikke lavet mere end et par sider, før han gik i stå. Men så fik jeg pludselig og ganske uventet at vide, at Thomas’ gode ven Jens Thegler gerne ville overtage projektet. Jeg så hans udkast og slog straks til. Og Jens Trasborg på Carlsen lovede at udgive albummet. Så var banen kridtet op.
Jens Thegler tegnede meget hurtigt, og jeg fik pludselig travlt med at skrive, for historien var stort set kun færdig som synopsis, og jeg manglede at udarbejde dialogen til de fleste af siderne. Det kørte fint et stykke tid, men pludselig, efter en lille snes færdige sider, gik det hele i stå. Jeg har egentlig aldrig fået den fulde forklaring på, hvad der bremsede Jens – det kan han nok bedre selv fortælle – men hvis jeg skal være ærlig, generede det mig ikke synderligt, for jeg havde dengang som nu masser af andre jern i ilden, og tiden var knap.
Der gik så en masse år, hvor jeg næsten glemte alt om projektet, indtil Jens, som vist nok i mellemtiden havde haft sin gang på Kunstakademiet, for et par år siden ganske uanfægtet ringede og sagde, at nu måtte vi da se at blive færdige. Og så skrev jeg videre på dialogen, men der var ikke længere nogen garanti fra Carlsen om en udgivelse, for tegneseriemarkedet havde, som vi ved, taget et dyk. Til gengæld fik vi et økonomisk incitament, fordi Seriefonden gav os en lille pose penge til projektet. Og Paw fra Fahrenheit lovede at udgive albummet, hvis Carlsen ikke ville. Men det ville Carlsen altså alligevel gerne, da de så det færdige resultat, og det blev endda i luksusudstyr. Så jeg føler mig personlig dybt tilfreds og meget forkælet her i disse tider, hvor det er så svært at få noget som helst udgivet på tryk.
Hvorfor dette samarbejde med Jens Thegler?
Niels Søndergaard: – Som jeg allerede har fortalt, valgte jeg ikke Thegler til dette projekt. Han kom nærmest dumpende fra himlen. Men vi havde da snakket sammen tidligere om et muligt samarbejde, og jeg havde udtrykt begejstring for hans talent, men det var mit indtryk, at han gerne selv ville skrive sine historier. Jeg husker, han engang før vores samarbejde viste mig en historie, han selv var begyndt at tegne, og jeg spurgte ham, hvad den endte med, og det havde han slet ikke taget stilling til, hvorefter jeg så (sikkert meget skolemesteragtigt) belærte ham om, at man skam ikke skal begynde at tegne en historie, før man ved, hvad den skal ende med. Hvorom alting var, kom der i hvert fald ikke noget samarbejde ud af vores første møde, så jeg var en smule overrasket – glædeligt overrasket – da han et stykke tid senere overtog roret fra Thomas Nøhr.
Kan du selv lide historien?
Ja, det kan jeg da. Jeg er faktisk så glad for den, at jeg har skrevet den to gange, først som novelle i 1975 (det var faktisk min debut som forfatter) og siden som tegneserie.
(Nu kommer der en spoiler, så hvis du ikke har læst albummet, bør du nok hoppe videre til næste afsnit).
Den oprindelige historie var meget mere enkel. Den havde en lineær handling, der stort set kun drejede sig om, at disse tidsrejsende fra en verden, hvor hunnerkongen Attila vandt over romerne, kommer til at ændre verdenshistorien ved at fjerne liget af Jesus fra graven og derved skabe genopstandelsesmyten.
Senere fik jeg den idé at gøre kommissæren og arkæologen til de to røvere, der blev sømmet op ved siden af Jesus, og da jeg begyndte at uddybe historien (denne gang med en kvindelig krononaut – den første var mand) kom der flere parallelle handlinger til, og pludselig sad jeg med en ret indviklet historie om en stærk kvinde, der ikke bare sætter sig op mod sine egne plageånder, men også udfordrer selve universet og roder sig ind i et frygtelig kringlet tidsparadoks og måske netop derved opfylder de højere magters vilje. Det var dog ikke noget problem for mig, at historien blev kompliceret – tværtimod, for jeg er glad for indviklede og labyrintiske handlinger. Min yndlings-krimiforfatter er John Dickson Carr, som var besat af at skrive historier om umulige mord i lukkede rum, og mit yndlings-science fiction-motiv er tidsparadokser.
Hvad arbejder du på nu?
Niels Søndergaard: – På tegneseriefronten er det fortsættelsen på “Krononautens påske”, som kommer til at hedde “Han, hun og Adolf”, og den vil jeg ikke fortælle så meget om endnu. Jeg kan dog oplyse, at den engelske titel er “Bringing up Adolph”, hvilket sikkert røber en smule mere – og at det ikke er noget tilfælde, at vores hovedpersoner endte med at slå sig ned i Sønderjylland i 1939 i Krononautens påske.
Jeg ville også frygtelig gerne lave nye historier med Dimensionsdetektiven, men Ole Christensen er anderswo engagiert, så det har nok lange udsigter, medmindre der er andre tegnere, som har lyst. Og så kunne jeg også godt tænke mig at lave en historie eller måske ligefrem serie om en spøgelsesjæger/parapsykologisk detektiv. Og jeg har også i årevis bagt på en varulvehistorie i skagensmalerregi med P.S Krøyer i hovedrollen. Og en hårdkogt historisk krimi på baggrund af Blodbadet i Stockholm. Den danske litteratur er rent ud sagt røvkedelig og trænger til en saltvandsindsprøjtning, der kan løfte den op af det socialrealistiske hængedynd, den har siddet fast i siden H.C. Andersen. Så hvis der er nogen arbejdsløse tegnere derude, vil jeg meget gerne levere historierne.
Hvornår skal den komme?
Det er ikke til at sige. Når den engang er færdig. Det er jo ren hobby at lave tegneserier i Danmark, så det tager den tid, det tager. Jeg er nødt til at tjene mine penge på andre ting, så det går sikkert langsomt.
Kan du fortælle lidt om din arbejdsproces, både hvad angår manuskriptet og selve tegnearbejdet?
Når jeg skriver en tegneserie, tænker jeg først historien færdig i hovedet, hvorefter jeg udfærdiger en løs synopsis, så jeg har starten, slutningen og plottets hovedtræk klar. Så splitter jeg synopsen op i kapitler, eller hvad man nu skal kalde det, som jeg langsomt udbygger, indtil historien holder op med at mutere. Det gør den nemlig tit i denne fase. Jeg tror, jeg skrev Dimensionsdetektiven 2 om 6-7 gange, fordi jeg hele tiden fik nye ideer, der væltede korthuset og krævede omstruktureringer. Men når historien så ligger klar og hviler smukt i sig selv, deler jeg den op i det antal sider, den må fylde (album er normalt på 46 sider). Og til sidst skriver jeg dialogen.
Som jeg allerede har fortalt, prioriterer jeg handlingen højt og holder meget af kringlede plots og overraskende pointer, og hvis jeg pludselig får et nyt indfald, der kræver, at en figur er nødt til at ændre køn, alder eller personlighed, ja, så ændrer figuren køn, alder eller personlighed. De fleste andre forfattere, især i den ubestemmelige, fantasiløse og kedsommelige genre, som man kalder “mainstream”, prioriterer persontegningen og indretter handlingen efter den, hvis de overhovedet bekymrer sig om at lave en handling. Jeg prioriterer handlingen og indretter persontegningen efter den. Når jeg skriver historier, skriver jeg historier, ikke karakterstudier. Det vigtigste for mig er at få skabt et godt plot med saft, spræl og spænding. Så kan man altid bagefter hellige sig den luksus at udbygge personernes følelsesliv, hvis der er plads og energi tilovers til det.
Hvad kan kreatørerne selv gøre for at få den tabte generation tilbage i folden (preDragon Ball, de fleste samlere stoppede omkring 1993 +-2-3 år)?
Vente, til de kommer til fornuft. Men det har jo nok lange udsigter. Hiphop og manga er kommet for at blive, er jeg bange for. Det er nok bare os, der er blevet for gamle. C’est la vie.
Gør forlagene nok (De fleste danske serier kommer f.eks. på udsalg her til sommer 2004; Kurt Dunder, Dimensions Detektiven osv.)?
Ja og nej. Nok kan man jo aldrig gøre, men man er jo desværre også nødt til at forholde sig til virkeligheden. Tegneserieboomet er overstået, og nye medier er kommet til. Tiderne skifter uafladeligt, og der er heller ingen, der spiller skrabnæse, læser Carsten Hauch eller hører JPE Hartmann længere.
Manga har gjort sit indtog på det danske marked. Har du nogen tanker i den forbindelse?
Det er ikke min kop te. Men jeg kan da godt forstå, at mediet søger nye veje, og at de unge nu som altid prøver at finde deres egen kulturelle identitet, og det er jo dejlig alternativt og grænseoverskridende at læse tegneserier bagfra. Men hvis jeg var ung i dag, ville jeg nok mere være tændt på at lave film eller computerspil. Det er jo nogle fantastiske muligheder, kreative mennesker har her ved indgangen til det 21. århundrede: For en overskuelig sum kan man købe digitalkamera, scanner og pc og blive sin egen filminstruktør eller internetforlægger. Og der har vi jo nok også en væsentlig del af forklaringen på, at tegneserieboomet er overstået.
Hvordan når man ud til nye grupper af læsere? Eller bærer tegneserien stadig rundt på sit stigma som underlødig underholdning fortrinsvis for børn?
Det tror jeg ikke, tegneserien gør længere. Der er sket en positiv udvikling på det punkt i min levetid, og der skabes i dag store, modne værker. Hvordan man når ud til nye grupper, har jeg ingen anelse om. Jeg laver de historier, jeg har lyst til at lave, og så må folk synes om dem eller lade være. Selv om jeg naturligvis tænker på, om “læseren” vil kunne kapere og forstå det, jeg laver, gider jeg generelt ikke sidde og tage hensyn til markedet, og jeg har oprigtig ondt af dem, der er nødt til at gøre det.