Home / Artikler / Nofret, Aida Nur og Dimensions-detektiven lagt ud på nettet af pirater

Nofret, Aida Nur og Dimensions-detektiven lagt ud på nettet af pirater

En internetpirat under pseudonymet “LordOleg” har for to uger siden lagt over 100 dansksprogede tegneseriealbum op på The Pirate Bay, hvorfra de kan downloades gratis, uden at forfatterne eller tegnerne modtager en krone for deres arbejde. Til gengæld modtager de sites, der linker til det ulovlige materiale, masser af annoncekroner for bannerannoncering.

Blandt de mange album, LordOleg har scannet ind, er danske titler som Sussi Bechs “Aida Nur” og “Nofret” samt Niels Søndergaards “Dimensionsdetektiven”, heriblandt bind 4, der udkom for blot en måned siden. Alle disse værker er stadig beskyttet af dansk og international copyright og LordOlegs ulovlige offentliggørelse vil derfor blive forsøgt eftersporet og standset. Foreløbig har foreningen Danske Tegneserieskabere kontaktet en række såkaldte torrent-tjenester og bedt dem stoppe deres offentliggørelse og videreformidling af ulovlighederne, men der overvejes også, om der skal foretages retlige skridt. Foreningen har via COPY-DAN adgang til økonomiske midler, der kan anvendes til retssager, hvor tegneserieskabernes ophavsret er overtrådt.

Den første torrent-tjeneste, www.torrents.net, har allerede fjernet alle links til materialet, efter henvendelsen fra Danske Tegneserieskabere. Så sent som i går kunne man stadig downloade næsten 4 Gb tegneserier via tjenestens website, men i dag bliver man mødt af en side, der fortæller, at man er gået forkert.

Link: Danske Tegneserieskabere