Onsdagens trafik i Indre by tager til, og folk haster hjem. Mørkt er det blevet og rundt omkring lander vi, og belaver os på aftenens ro. Og der, midt i roen og skumringen, sidder han stille med et helt særligt smil, han er i færd med at skifte syrefrit plast ud med noget andet. For nogen sikkert en syg og besværlig gerning. For andre, og især for ham, som nu er min vært, en kær og hyggelig rituel handling.
Han har IKKE en komplet samling af Dansk Familie Blads Billedhæfter, en serie der havde sin begyndelse så langt tilbage som i 1946, men han har de fleste og vel at mærke de absolut mest sjældne, alle i næsten eksemplarisk stand, og selvfølgelig skal også disse blade have den mest optimale kærlige behandling og beskyttelse. Han hygger sig, storsamleren, som jeg nu besøger og tidligere har interviewet. Jeg er der nu igen, for meget er hændt, både godt og skidt. Også her, i ‘hulen’, som man kunne kalde samlerens samling, men rummet ligner sig selv. Stadigvæk voldsomt imponerende og omfattende. Vi får en øl, og jeg finder blok og pen frem. Interviewet kan begynde…
Og jeg starter et par dage tidligere, da jeg og min vært, var gæster andetsteds i byen, også hos en samler. Her sad vi med øl, kaffe og godt selskab og brugte timer på at tale, se og inspirere. Talen kom på ens samling, og de unika man har. Hvad nu, hvis man er i besiddelse af et gult papskilt fra en Anders And fodbold Cup, som ikke er noget videre værd og blot brugt som reklame, og der nu, på den anden side af bordet sidder en fælle, endnu en storsamler, der lige akkurat MANGLER dette gule stykke pap, og som har et særdeles dyrt og flot og sjældent eksemplar af et andeblad, og som gerne vil bytte. Anders And’en har vel en værdi af 20.000 (ja, du læste rigtigt – tyve af de store sedler), og papskiltet blev erhvervet for en flad 20’er, og er næppe meget mere værd. Hvad så?
Ville du bytte?
Min ven vil ikke. End ikke overveje det længe. Jeg går ALDRIG af med noget, som jeg ikke i forvejen har i dublet. Aldrig.
Det er jo himmelråbende tosset, når jeg at tænke, men så alligevel forstår jeg så udmærket. Man ved aldrig, hvornår (if ever) man kan få det, som man nu giver væk. Så hellere vente. Måske endda vente et helt liv.
Den form for tålmodighed er en dyd og en sjældenhed i vore dage. I et konstant jap efter sus og impulser, finder jeg stor glæde, respekt og forståelse for den ro der møder mig i stuen med indpakningen af Famliliebladene, og i den livsproces det er at samle. Man kan ikke få alt på en gang. Det tager år at erfare og endnu flere år at acceptere, men når man er så langt, så opstår roen og den forsvinder ikke.
‘Vi er lidt mærkelige’,
Ja, i den grad. Tænk, her sidder der en mand midt i 30’erne, med et stykke dansk tegneseriekultur (tør jeg godt hævde), og med værdier for et STORT sekscifret beløb i rummet ved siden af. Og det er så bare ET rum, for alt det man kunne kalde for metervarer (de tusindvis af andeblade, Fantomet, Basserne, Fart & Tempo mm.) er jo i kasser andetsteds. I rummet er der KUN det absolut væsentlige, det sjældne og det, der står samlerens hjerte nærmest. Foruden i hundredevis af figurer, store som små, Tintinbiler, smølfer, alt fra Pixar, gamle reklamesager, nyere papopstillinger til bøger, album og blade, som han igennem mange år har købt eller fået. Mærkelige? Åh, en kende, kunne jeg kærligt tilføje.
I min familie, lyder det, tror vi på, at det er godt at have noget at gå op i. Min far har jeg vel samlergenet fra, han samlede også, og før forsat. Han har et rum der er ENDNU større og ENDNU vildere et mit, omend han dog ikke endnu har udnyttet på gulv og loft. Men det er fra ham, at jeg har det.
Jeg tænker på rummet, og på loft og gulv. På gulvet er der musemåtter med illustrationer fra samlerens univers, mest science fiction stof fra film og tegneserier, og på loftet, ja oppe under loftet sgu, er der plakater, papskilte, reklamefigurer og den slags. Ikke PÅ loftet, men under det, så man kan kigge op og se Snehvide, Bambi, Anders And, Superman, Tintin og mange andre. Der hænger de og kigger ned, og får rummet til at virke nærmest klaustrofobisk.
Det er nu ikke fordi min vært virker hæmmet eller mærkelig, ej heller kæresten, der smilende fortæller, at der ER regler. Nej, ikke mærkelige eller hæmmede, snarere bevidste om valg og fravalg. Der er ingen børn, hverken fælles eller fra tidligere forhold. Et bevidst fravalg. Der er heller ikke økonomisk uansvarlighed, gammel gæld eller andre dæmoner, men et par der elsker hinanden, og hvor der er plads til lige præcis at være sig selv. Men nej, manden ER jo, om ikke mærkelig, så i det mindste ret anderledes, for der er også samtidig et fravalg af rejser, den dejlige villa med udsigt og øsen der kan køre stærkt. Næ, at rejse siger mig ikke så meget. Jeg har ikke behov for at se verden, og har aldrig haft det. På samme måde som med fravalget af børn, så også med både bil og villa. Det siger mig intet. Alt for meget arbejde med hus og have, og bilen, ja hvad skulle jeg bruge den til?
Regler, hov, hvad var det? Jo, forklarer kæresten. Vi har ikke fællesøkonomi, så når vi hver især har lagt til side til det almene, husleje, mad etc. så står det enhver frit for at bruge hvad man vil. Og ja, han har et rum, men så har jeg så meget andet. Noget for noget. Og vi trives med denne ordning. Vi sidder ikke på hinanden, men finder vel sammen i hver vores særheder og glæder. Regler kommer jo ikke af sig selv, men er aftaler der opsættes og justeres efter behov. Og en gang, kun en gang, blev jeg lang i spyttet. Nemlig da han, lige inden vores sommerferie, fortalte, at vi nok ikke kunne gøre alt det, som vi gerne ville, da han lige havde brugt lidt for mange penge. Det måtte vi selvfølgelig tale om, og vi fik alligevel en god ferie, og sidenhen har der slet ikke været hverken det ene eller det andet.
For lortet koster. Helt konkret, siger min vært, og henleder min opmærksomhed på et af hæfterne foran mig, Dansk Famileblads Billedhæfte # 4, et af de ekstremt sjældne. Det har konkret kostet mig 110 overarbejdstimer. Jeg blev kontaktet og fik en pris. Jeg svarede, at ja, jeg vil have det, og jeg skaffer pengene. 110 overarbejdstimer, og det var så det.
Det er DEN dedikation, og den passion der gør, at man så kan sidde med ro i sjæl og hjerne og backe blade en skumringsonsdag.
Jeg har jo været gæst her før, og hver gang, hver eneste gang, har både rum og lejlighed altid båret præg af orden. Intet flyder. Intet. Og denne orden er ikke tilfældig, tænker jeg, og hævder. Samlere trives med orden. Det er blandt andet en af mange glæder, at man kan ordne, arrangere, og ikke mindst afslutte. Psykologer og andre æggehoveder kan sikkert få meget ud af orden, og sikkert prakke os diagnoser på i et væk. Jeg husker, da jeg i 2008 var krediteret som presse ved Comic Messen i Vanløse, og interviewede Don Rosa. Vi talte også om at samle og om at ordne, og Rosa har eddermukkemig mange blade også. OCD, obsessive compulsive disorder blev også nævnt, og Don Rosa fortalte, at han plejede at kalde det OCO, obsessive compulsive order, for han var glad for, at han vidste hvor hans ting befandt sig.
‘Jeg kan ikke fordrage rod’, lyder det. Jeg tænker, og så spørger jeg. Jamen, hvor gik det galt i din opvækst? Og mit spørgsmål har rod i min egen turbulente opvækst, og de efterhånden mange samlere, som jeg har talt med, der har oplevet svigt og brud. Jeg har, lyder svaret, ikke følt hverken svigt eller afsavn, og er det ikke sådan, at alle efterhånden oplever både svigt og afsavn, og som sådan, hvis din fordom holder, skulle der udvikles i hobetal af kommende samlere. Jeg tror ikke på det.
Det ved jeg ikke, om jeg gør. Tidligere var jeg fast overbevist om, at man blev ikke ‘bare’ samler, men at noget drev en. Enten en kraftig inspiration fra andre samlere, eller fordi der ‘skete’ noget. Noget skidt.
Mit sidste spørgsmål var faktisk et af de første. Og inden jeg stiller spørgsmålet, og gengiver det her, så er der en slags forhistorie. Rigtig mange af de samlere som jeg har mødt, har enten været enlige eller har haft forliste forhold bag sig, for at samle og dedikere både tid og penge, kræver meget af et forhold. Med mindre, at der som hos min ven og hans kæreste, er klokkeklare regler.
Og jeg tror, at mange ikke kan acceptere, hvis tidsforbruget bliver for stort, og hvis ens økonomi knager.
Men misundelse, hvad med den? Hvad nu, spørger jeg, hvis din kæreste en dag siger, at nu må du sgu vælge. Jeg kan ikke længere acceptere at være nummer to.
Det vil aldrig ske, hævder de begge. Jeg tror dem.
Men hvis nu, tænker jeg, og har åbenbart tænkt højt, for svaret står i titlen. Så må hun ud.