Berti Stravonsky var sat på en opgave, som han glædede sig til. Et frokostmøde med direktør Ibbo fra Danmarks førende tegneseriebutik, og kursen var klar. Sivert skulle ristes og steges. Der skulle stilles skarpe spørgsmål om priser, udbytte, business, og generel økonomisk udnyttelse af alle os stakkels tosser, samlerne. Men uanset hvor bevæbnet man er med sylespidse spørgsmål, uanset hvor mange gange man forinden havde vendt de, med garanti, Pulitzerprizevindende spørgsmål, så kommer man til kort når man møder Sivert. Manden er uimodståelig. Uimodståelig bramfri og ærlig, og fremstår ikke alene venlig og reel, man forstår også at man sidder med en fælle. En medsamler, der dog blot har fravalgt samlerens vante lod, at samle, og i stedet gjorde sin hobby og livsstil til sit arbejde og livsglæde. Sivert er tegneseriernes mand. På godt og på ondt.
Klokken var 13 og der skulle spises. Det er dog ikke ligetil at finde bord midt i julehalløjet, og vores førstevalg af restaurant var ikke i stand til at honorere vores kvadratmeterkrav. Nu vejer vi begge over 100 kilo – det kunne være derfor at vi ikke blev budt indenfor? På vej derfra gik jeg en kort overgang og spekulerede på, hvor mange engelske bøffer og god dyr rødvin Sivert havde konsumeret for mine tegneseriepenge.
Vi fandt dog hurtigt et sted, en etnisk bar i den indre by, og Sivert var velkendt og stedkendt. Vi fik et fint bord og mens maden, vandet og kaffen kom på bordet, således også blok og papir. Nu skulle Direktør Sivert have krydderier til maden, og pebrede spørgsmål. Men sådan gik det selvfølgelig langtfra…
Efter de første mundfulde gik jeg i gang. Med kølig mine fangede jeg ham med munden fuld. Hvorfor samler du ikke selv, lød spørgsmålet. Det gør jeg ikke, svarede Sivert, det var et fravalg jeg foretog for mange år siden, og så lagde jeg bare min blok. Og lyttede i stilhed, for Sivert fylder et lokale med ord. Flotte ord og der er dynamik og vid bag ordene. Plus, og det er særdeles vigtigt at fortælle, at Sivert forsat brænder for mediet, for tegneserierne, og det kommer tydeligt til udtryk. Det er ikke den stærke mad der får Sivert til at brænde, det er tegneserierne. Det er anekdoterne. Det er alle de finurlige oplevelser og glæder, som man oplever ved køb og salg, ved fund, ved møder med læsere, unge som gamle, med samlerne, tossede som helt almindelige. Det er de kvadratiske ruder med motiver, tankebobler og superhelte, ænder, men så sandelig også et varigt og stadigt møde med kultur, med kunst, med fascination, med eventyr, og det er jo det man blandt andet kan finde i mediet. Og så er det også business. Slet og ret.
Jeg samlede, da jeg var lille. Jeg kan ikke huske hvad jeg samlede først, men som mange andre knægte, så var det biler, frimærker, soldater, lego og altså også tegneserier. Først var det vist frimærker, der havde hovedinteressen, og så blev det tegneserier. Hvorfor? Tjoe – måske er der flere svar på det spørgsmål, lyder det fra Sivert imellem bidderne, dels valgte mine forældre at gå fra hinanden da jeg kun var 6, så måske gav det mening at ordne og arrangere tegneserier, at lægge i bunker og orden i sagerne, at gøre årgangene komplette og den slags. Måske har vi alle et fælles slægtskab i at glæde os over noget vi gerne vil have? Når man browser i kataloger, så bliver man inspireret. Man får lov til at drømme om det man gerne vil have, og når jeg i dag tænker på jer samlere, forsætter Sivert, så er der vel også en slags nostalgi over det? En slags rewind knap der fører en tilbage til barndommen, og man kan genfinde nogle fortabte, og meget glemte, følelser over at sidde med et blad, et album, fordi man netop har haft den læseoplevelse eller billedmæssige oplevelse… Måske?
Men jo, jeg samlede selv og havde et par buddies der også samlede, og vi var et godt sjak. Jeg husker hvordan man samlede dengang, lang tid før Nettet falbød sig, og det var en sjov, men også hård periode. Man stod på Israels Plads i sol og regn, man handlede i Kramboden og det var mest køb, men der gik ikke lang tid førend samleren blev skubbet lidt af den indre købmand. Man måtte simpelthen lade begge indre dæmoner tage bo i en, og lade dem begge have sin plads. Kramboden var jo sådan indrettet, at sælgerne solgte formedelst i store partier, og så nyttede det altså ikke så meget at man kun manglede 3 numre, man måtte tage det hele. En pakkeløsning der siden hen skulle vise sig at være økonomisk givtig og rigtig. Køb stort og billigt – sælg småt og reelt. Man får jo store rabatter hvis man napper store partier..
Men tidligt var købmanden jo født, og i virkeligheden er alle samlere jo også købmænd, lyder det.
Er de ikke?
… spørger Sivert pludselig, og pludselig skulle Berti ud af lytteboblen igen, og endda tage stilling til et lidt hardcore spørgsmål. Tjoe..
Heldigvis svarer Sivert selv. Samlere er notorisk også en slags købmænd. Det ligger ligesom i gamet. Man samler, man finder pænere eksemplarer og får dubletter, man bytter, man køber og sælger og for at få en bæredygtig økonomi samtidig med at ens samling skal øges, så bliver men pinedød nødt til at sætte sig ind i de mest simple regler for udbud og efterspørgsel.
Der verserer et rygte om Sivert. Rygter er normalt noget ordentlige mennesker skal holde sig langt væk fra, men dette rygte er hverken ondsindet eller bagtalende. Det fortæller, at engang for en halv menneskealder siden, da var der en 12-årig knøs med korte bukser og smil på læben, som med humør og ildhu for omkring i de københavnske baggårde, og spurgte efter gamle tegneserier. Sivert hævder, at dette rygte intet har på sig, men han smiler skælmsk. Jeg prøver at forestille mig denne knægt og danner lynhurtigt en kobling til de efterhånden mange butikker, som der i dag danner en hel kæde. Faraos Cigarer er et navn, et godt navn. Et brand ligefrem. Og der ligger for millioner af kroner gemt i passiverne. Jeg vover pelsen: Sivert, spørger jeg, er du blevet millionær på sådan nogen som mig?
Nej – langtfra. Langtfra. Men I er da nogle gode kunder, jer samlere. Bestemt. Jeg synker en ekstra gang, for jeg kom i tanke om de talrige gange jeg har ladet mine sidste spareskillinger vandre over i Cigarernes lommer. Og jeg er endda kun en af de helt små fisk.
Men det er da interessant og altid et godt spørgsmål, forsætter Sivert, og jeg kan forstå at vi nu allerede har forladt emnet om Siverts indtjening på stakkels Berti + fæller, og er ovre i en ny og anderledes boldgade. Det er da interessant at have blade, som man faktisk ikke ved hvordan man skal prissætte. Jeg har haft, og har, sjældne tegneserier i en stand der er helt i top, og som fremstår spritnye. Hvad skal de koste? Hvad er en rimelig pris på en førsteudgivelse i Mint, og det er såmænd lige meget om vi taler andeblade, superhelte eller Knold & Tot. Vi besluttede, da vi alligevel ikke kunne eller ville forene det at samle med at drive virksomhed, at det er det vi vil. Vi vil være et sted, stedet, hvor man kunne komme og finde de helt unikke sager. Vi vil ikke gemme det bedste, cremen, til os selv. Men samtidig er vi også så forretningsmæssigt orienterede, at vi ikke vil forære vores goder væk. En vare koster det, man kan få for den. Simpelthen. På ny i interviewet tav jeg. Det er jo såre simpelt og helt igennem rigtigt. Et koncept jeg selv ynder. Og det, siger han efter at have skyllet det sidste sharwama ned, ved samlerne godt efterhånden. De ved, at hos os kan man finde det der ellers ikke burde findes, og de ved, at vi ikke beholder det bedste til os selv. Vi har efterhånden en god fast kundeskare, der selvfølgelig smider skillinger over disken, men som også bliver kontaktet når sagerne, de sjældne sager som de søger, dukker op. Vi har derved gavn af hinanden.
Jeg kan huske nogen af de første tanker, jeg gjorde mig, da jeg planlagde interviewet med Sivert. Jeg har altid haft en særdeles positiv opfattelse af, ikke alene Sivert, men hele Faraos Cigarer. Jeg har mødt venlighed, imødekommenhed og bedst af alt, så har man haft fornemmelsen af, at man i shoppen tog sig tid til kunderne. I sig selv et særsyn i en hovedstad og et butik med et så stort og konstant indtog af mennesker. Og jeg ved selv hvordan jeg reagerer når stress tager til, og det forkromede overblik ruster. Men det var denne kombination af velvilje og imødekommenhed, og selvfølgelig en akkumuleret viden om tegneserier, der gjorde og stadig gør, at Faraos Cigarer er stedet for samlere, for læsere, for børn og for ældre. Det var mine første tanker. Sjovt nok, så har jeg kendt til butikken siden starten af 1990’erne, og ikke meget har ændret sig. Hvad angår det ovenfor beskrevne. Men er manden ikke træt af de skide blade og bøger? De enorme stakke af forskellige hæfter, som skal sorteres, løftes, findes plads til, vurderes og prissættes, og jeg ved snart ikke hvad. Tjoe – både og, svarer han. Der er da tidspunkter hvor man godt kunne ønske sig noget andet og lettere. Op til messer, status mm. er der drøntravlt, og så er man nødt til at prioritere. Omvendt, og det må du medgive mig, Berti, så opstår de tilfælde, hvor man pludselig finder noget ganske unikt og man bliver som et sandt barn på ny. Jeg husker da vi for år tilbage vandt en auktion med nogle uhyre flotte Anders And blade. Det var en stor udskrivning, men vi mente alligevel, at det var alle pengene værd. Dels vidste vi at disse blade var eftertragtede og at vi nok skulle få dem solgt, men det var lige så meget det, at man om aftenen sad med en skat. Det var bogstaveligt talt lys i vores øjne, for disse blade var bare så smukke, så urørte, så…
Her overtager samleren Sivert, eller også er det en 12-årig lyshåret knægt med ladvogn. Og jeg lader mig endnu engang forføre ind i denne tidslomme af begejstring og samler medglæde.
Måske er det så på tide at afslutte? Ikke fordi Sivert ikke har meget at berette, for det har han, men kan man forestille sig et bedre sted at slutte? Ringen, fra samler til købmand og så alligevel være tilbage ved sit udgangspunkt, og det på trods af drifter, omkostninger, moms og alt det der, så kan man en eftermiddag med cola og sharwama finde glæde.
Dette er jo også en samlerblog, og alle mine data, mine noter og det jeg allerede har skrevet, det forsvandt, hvorfor jeg har begået ovenstående ud fra min erindring og de indtryk der satte sig.
Jeg tror det er bedst at stoppe.