Da gratisavisen MetroXPress dukkede op i det danske medielandskab fik vi også en ny dansk tegneserie: Henrik Rehrs Sandslotte. Seriejournalen har talt med Rehr, der bor i New York og ud over Sandslotte også står bag serien Ferd’nand.
Hvad er ‘Sandslotte’ for et univers?
Serien drejer sig om tre børn på en legeplads, Birger, Esben og Lotte. Birger er forelsket i Lotte, Lotte er forelsket i Esben, og Esben er forelsket i sig selv. Bortset derfra er universet temmeligt åbent for forfatterens luner.
Hvordan fik du solgt serien til MetroXpress?
Det gik igennem PIB Copenhagen, der i øvrigt også solgte serien til de Bergske Blade i Jylland. Det er også PIB jeg tegner Ferd’nand for.
Har du fået nogen læserreaktioner
Nogle stykker hist og pist, mest i reaktion til bestemte emner, der var f. eks en statistiker, der skrev en e-mail om nogle striber der omhandlede statistik, den slags.
Hvad skrev statistikeren?
Kan desværre ikke rigtigt huske detaljerne, men det var noget i retning af, at hun mægtigt godt kunne lide Sandslotte og gerne ville have tilladelse til at bruge nogle af striberne på hendes arbejdsplads” interne nyhedsbrev. Det var selvfølgelig helt fint med mig.
Er det svært at sidde i USA og tegne serier til en dansk avis?
Næh. Jeg sigter under alle omstændigheder internationalt med Sandslotte, så der er meget få striber, hvis centrale tema er specielle begivenheder i dansk politik eller instruktioner i hvordan man smører en leverpostejmad med asier.
Er det en stor mundfuld at tegne to daglige avisstrips, ‘Ferd”nand’ og ‘Sandslotte’?
Både ja og nej. Det faktiske tegnearbejde er til at overkomme, men problemet med en dagstribe (eller to!) er at jobbet minder om Sisifos”, ham grækeren der rullede en sten op af bakken. Lige så snart du har aflevet en bunke striber, trykker aviserne dem (a.k.a. stenen ruller ned af bakken igen) og en ny deadline truer lige om hjørnet. Du er altid i gang med at skrive en ny bunke striber og får aldrig den fornemmelse af ‘færdigt arbejde’ som et trykt album eller en maleriudstilling giver.
Men omvendt giver det vel også nogle positive oplevelser, som man ikke kan få ved at lave album eller male?
Jo,jo, helt sikkert. En af de klare fordele ved en dagstribe er at man nogle gange kan få fyret nogle ideer af, som man f.eks. aldrig kunne have få passet ind i forløbet i et album.
Hvordan forløber din arbejdsdag?
Komplet forskelligt hver dag. Kommer an på ungernes skole/børnehave, min hustrus arbejde den dag (hun er free-lance tøjdesigner), hvorvidt jeg har et reklamejob på tegnebordet, etc. etc. Sammenfattende kan man sige at en arbejdsdag består af alle de minutter jeg kan sidde ned ved tegnebordet og få noget fra hånden. Det er nemmest hvis jeg samtidig er vågen.
Når man ser Scott Adams” beskrivelse af en tegners arbejdsdag får man ellers på fornemmelsen, at dagstriptegnere er meget strukturerede mennesker, der altid foretager sig de samme ting på samme tidspunkt hver dag. Men det er altså ren fup?
Sikkert ikke for Scott, men han tegner jo også kun een dagstribe, den kylling!
Du har lavet tegneserier i over 20 år. Prøv at beskrive forskellen på Henrik Rehr anno 1982, 1992 og 2002.
Henrik Rehr 1982: Ung, tynd, meget håbefuld tegner med hår.
Henrik Rehr 1992: Ikke helt så ung længere, småkvabset, etableret tegner med begyndende skaldedhed.
Henrik Rehr 2002: Halvgammel, noget af en tyksak, så småt ved at have lidt hår på brystet som tegner, men hvor #§%*! blev håret på toppen af hovedet af?
Henrik Rehr 1982-2002: I alle 20 år har min entusiasme for at tegne og min ild i maven for at udtrykke mig dog været usvækket. Det er jeg rigtig godt gammeldags glad for.
Du har forsøgt at slå igennem på det amerikanske direct sales marked med flere udgivelser, ‘Oatmeal’, ‘Tirsdag’ osv. Hvordan har reaktionerne været og hvordan er dine forventninger på længere sigt?
Svaret til begge spørgsmål er ‘rimeligt gode’. ‘Dreamtime’ og ‘Tuesday’ solgte helt fornuftigt, desværre var ‘Oatmeal’ en salgsmæssig fiasko, også på engelsk, selv om den høstede nogle gode anmeldelser på begge sider af Atlanten. Desuden fik ‘Tuesday’ et Xeric Grant, hvilket vistnok er en betydelig kunstnerisk udmærkelse herovre. Jeg forventer mig som regel ikke ting på længere sigt. Livet har det med oftest at ramme dig lige midt i synet fra en uforudset vinkel, så jeg gør bare mit bedste for at holde mig på benene.
Jeg mente mest, om dine erfaringer havde givet dig mod på at fortsætte med at sende ting ud på det amerikanske marked?
Ork ja. Altså, det her direct sales market gør det ret nemt, og hvis jeg alligevel laver serierne er det jo nærliggende at udgive dem.
Du maler også?
Jep. Det er en god afveksling fra tegneriet, beslægtet og alligevel helt anderledes. Som tegner prøver jeg altid at få pointen igennem til læseren/ beskueren så hurtigt og klart som muligt. Som maler bestræber man sig på det stik modsatte.
Kan du give et eksempel?
Når du laver et maleri, prøver du at fastholde beskueren, ikke at give alt hvad billedet indeholder væk i første øjeblik. Hvis folk skal have maleri hængende på væggen i årevis, er det vigtig et der på en eller anden måde er noget at vende tilbage til, og her taler jeg altså langtfra om bare at fylde lærredet med detaljer.
Du har udstillet dine malerier i New York. Hvordan var reaktionerne?
Jeg solgte et par stykker og fik mange positive reaktioner uden at jeg dog blev den nye kunst-superstar i New York.
Hvordan har du udviklet dig som maler, siden du startede?
Pyh, svært selv at svare på. Hvordan har du udviklet dig som serietegner siden du startede?
Tja, dengang tegnede jeg jo Søren Spætte. Hans strithår var rødt, og nu tegner jeg Kurt Dunder, og hans strithår er jo gult, så der er da sket en masse, men jeg synes denne samtale tager en uheldig drejning…
Ved ikke rigtigt om der har været en decideret udvikling sådan liniært set, det har mere været et spørgsmål om at prøve nogle forskellige ting af, abstaktion, figurer, helt konceptuelle ting. Det eneste gennemgående tema, jeg umiddelbart kan se, er at mine malerier absolut ingen historier fortæller. Jeg var meget bevidst om at ville lave nogle billeder der intet havde at gøre med den narrative afdeling af min tegneseriekarriere. På det sidste er jeg imidlertid ved at skifte mening, tror jeg, men indtil videre har jeg altså stadig ikke malet noget, der fortæller en historie.
Følger du med i den danske tegneseriescene? Hvad er der sket af positive og negative ændringer, siden du flyttede til USA?
Ikke meget, synes jeg, status quo hviler tungt over vandene. Lige for tiden er der dog lidt bølger med ‘Kurt Dunder og Co.’ og ‘Duksedrengen’ der udkommer og Strid lavede jo dejlig ballade for at års tid siden (eller var det to, tiden flyver når man har det sjovt?). De to forlag, der har både kapital og størrelse til virkeligt at rykke markedet, Semic og Egmont, virker desværre uudholdeligt konservative og visionsløse. Jeg fandt det trist at Bogfabrikken lukkede som tegneserieudgiver, men kan sagtens forstå hvorfor Jens Peder Agger besluttede at gøre det.
Hvad kan lade sig gøre som serieskaber i USA, som ikke kan lade sig gørefra en lejlighed i København?
Ingenting. Seriemageri er en international affære, hvis man ellers har noget at fortælle og talentet kan bære. Jeg tror, man kan befinde sig geografisk lige hvor det skal være, især nutildags med Internettet og en computer/scanner på ethvert tegnebord. Tegninger taler et herligt internationalt sprog.
Hvad sker der af spændende ting på tegneseriefronten i USA lige nu?
Aner det ikke. Jeg følger ikke så meget med som jeg burde. Min overordnede fornemmelse er lidt den samme som i Danmark, en følelse af status quo. Frankrig forekommer at være det sted, hvor det sner for tegneserierne for tiden og spændende ting gror.
Hvad er dine fremtidsplaner for ‘Sandslotte’, på 2-3-årigt sigt?
At sælge den til nogle flere aviser, økonomien i striben er stadig en smule i underkanten for en tegner der bor i New York med to børn. Håber dog at jeg kan fortsætte med striben, jeg har det slemt sjovt i Esben, Lotte og Birgers selskab.