Ved sommerferiens start gik startskuddet nok en gang for Seriejournalens årlige sommerspøg: Sommer-Stafetten! En stafet, hvor deltagerne svarer på årets spørgsmål og sender stafetten videre til en ny tegneserielæser med besked om at reagere inden 24 timer! Reglerne er enkle:
1) I år handlede stafetten om sjældne danske tegneserieudgivelser! Hver deltager skulle i sit indlæg nævne to sjældne, dansksprogede tegneserieudgivelser, som han/hun altid har ønsket at have i sin tegneseriesamling, men som er nærmest umulige at opdrive i tegneseriebutikker og antikvariater – ledsaget af en omtale/begrundelse på ikke under 200 ord, der kommer ind på, hvorfor man ønsker at have den i sin samling og hvorfor man tror, den er sjælden? Gerne krydret med nogen gode historier om disse eftertragtede tegneserieskatte.
2) Hver deltager i Sommer-Stafetten skulle afslutte sit indlæg med at sende stafetten videre til en ny person, der så havde 24 timer til at skrive sit indlæg og sende stafetten videre!
I det følgende kan man læse de indlæg, der kom ud af årets Sommer-Stafet. Seriejournalen lagde ud med at give stafetten til Peter Becher!
Peter Becher:
Okay, så er det altså ved den tid igen, hvor vi skal lege stafet. Nuvel.
1: “Tarzan Abernes Konge” (fra Williams (?))
Denne hersens Hogarth ting lånte jeg så tit på Brabrand Bibliotek, at der til sidst blev nedlagt fogdeforbud. En skøn sag fra Hogarths mest vanvittige anatomi-æra, hvor han afprøvede grænserne for, hvor meget den nøgne menneske-krop kan strække sig, vrides og drejes uden man behøver vise hverken røv eller diller. Jeg er gennem årene ofte blevet tilbudt bogen, men altid kun som gl. bibliotekseksemplarer (hvilket måske egentlig ville være meget passende). Jeg fik dog for et par år siden anskaffet mig monsteret i en amerikansk første-oplags udgave….så nu mangler jeg bare “Jungle Tales of Tarzan”
2: Henrik & Hagbart 2 “Trolddom og Hundekunster”i 1. oplag.
For Saddan, den har jeg ledt længe efter. De første to bind i både denne serie og i Benny Bomstærk var limet i ryggen med sukkerholdigt babyspyt og pæne eksemplarer af nogle af de fire album er stort set uopdrivelige. Det er dog lykkedes mig at hitte de tre af dem, men dette album er blevet min samlings Bigfoot. Jeg har set slørede billeder af albummet, men det kan ligeså godt være fup-fotos af en mand i et Henrik & Hagbart-album-kostume.
Og så gives stafetti-spaghetti videre til Christian Aarestrup…
Christian Aarestrup:
Var først ikke med, da beskeden dukkede op i min postkasse, men okay – det’ altså det her, det går ud på. Aha. Jæs-jæs. Vi prøver…
1. Blueberry nr. 21:
Ja, gu’ det da røvsygt. Men det’ jo for pokker albummet blandt de sjældne og eftertragtede her i andersandedammen. Jeg ka’ ikke ikke nævne det her. Som for mig samtidig også er omtrent det bedste blåbær-album. Det album, jeg betragter som den egentlige kulmination, den egentlige slutning på eposset. “Hvor Sporet Ender” faldt jeg først tilfældigt over som teenager, tror jeg. Og har aldrig rigtigt fået det indlemmet som et rigtigt album i serien. At nr. 21 samtidig er så svært at opstøve, gør det kun endnu mere spændende.
2. Franka og sagaen om spøgelsesskibet.
Jeg ved faktisk ikke, hvor sjældent det her dobbelt-album nu også er, men det er for mig indebegrebet af den tidlige Franka. Og igen har det nok aner i min biblioteks-barndom. Et dobbelt-album var lidt af et scoop at finde begge dele af, og især var der så få eksemplarer af netop dette, at det vist nok aldrig lykkedes mig at stå med dem begge i hænderne på én gang. Det’ sjældent nok til mig.
Stafatten ryger i nakken pååeeeEHHH- D-Kaj!
Dan Knudsen:
Mjaaa. egentligt ville jeg have frabedt mig æren da jeg ikke har noget problem med at købe albums i 6. oplag og såen – og iøvrigt bare køber det jeg såen falder over undervejs….meeeen – så slog det mig at jeg jo havde et par albums jeg har ventet på at falde over i så lang tid (20 år) at jeg havde glemt det – det er s’mæn (meget apropos anden tråd):
1. Den Hermetiske Garage, 1. oplag i s/h af Moebius
Jeg elsker bare den afsindige trykken den af på alle de grafiske tangenter uden overhovedet at bekymre sig om historien – og så alligevel med denne flakken ind dog ud af noget dr kunne minde om en historie. Problemt er bare at den ikke kom i noget voldsomt stort oplag – og da tumperne genoptrykte havde de FARVELAGT skidtet. Magen til latterlig misforståelse skal man da lede længe efter – og så oven i købet gjort med røven (Selv CBSV fremstår smukt og pietetsfuldt restaureret til sammenligning). Hvor der er skyggeskraveringer er farven gjort mørkere – ren pleonasme – der forplumrer det smukke tegnearbejde og …ja det er noget lort…sååå..eeee…hvis der er nogen der har en til salg så…
2. Den Kåde Kyk, 1. oplag i s/h af Moebius
Same shit. Bare med det lille twist at jeg faaktisk havde lånt den på biblioteket og glemt at aflevere den. Jeg stod midt i at flytte sammen med min nuværende kone – så det hele var lidt kaotisk og ikke nok med at jeg glemte at aflevere den – da der begyndte at dumpe rykkere ind af døren prøvede jeg at finde og aflvere møgdyret – men næ nej. Væk var Kykken. Surt show der endte med at jeg både måtte betale bøde og erstatning og hele den preusiske musik. Da der var gået et stykke tid kom jeg så til at nævne det for fruen min – det kære væsen siger så: “Gud den, ja jeg kan godt huske at du har fået rykkere på den, men jeg fandt og afleverede den her den anden dag, så nu er der no problemo”. RAAAAHHHHH! Så jeg har købt og betalt Kykken – men ejer den ikke – bummer….
And let the stafet rul a long way all over to the anden site of the big water. Take it away Rehr-man!
Henrik Rehr:
Tjaeh…jeg holdt op med at samle på tegneserier i 1985 da størsteparten af min tegneseriesamling røg ind i brugtlageret i en tegneseriebutik jeg startede med Bigbiss Hesseldahl, så jeg er vel egentlig (lissom Danny Dekadent) diskvalificeret til at deltage i nærværende sommerstafet. Imidlertid vil jeg nødigt være en party-pooper og siden jeg stadig samler på tegneserie-oplevelser, tænkte jeg at jeg måske ku’ dele et par meget stærke af slagsen fra dengang jeg var så lille, at jeg endnu ikke var begyndt at samle på tegneserier, men bare læste dem.
1. Den største tegneserieoplevelse, jeg nogensinde har haft, fik jeg af et nummer af Bessie der vistnok hed Nogle Må Dø (fe’ titel!). Til dem, der ikke kender Bessie kan jeg fortælle at det var et westerntegneserieblad der udkom i 70erne. Hovedpersonen hed Andy og han var altid akkompagneret af sin Lassi-klon af en collie/køter, Bessie. Nå, men tilbage til Nogle Må Dø (ræddi’ fe’ titel). Indianerhelten i netop den historie måtte nemlig ganske rigtigt lade livet og jeg var totalt knust i dagevis efter at ha’ læst historien. Skræmmende så modtagelig man er for indtryk som lille purk.
2. Og det med modtagelighed for indtryk leder mig til nummer to, for min første oplevelse af sexuel ophidselse fik jeg nemlig af et Anders And blad. Ka’ ikke huske nummer eller udgivelsesår eller noget, men bladet indeholdt en Store Stygge Ulv historie, hvor Ulven fik fanget een af grisene og prøvede at stege vedkommende over et bål. Stegt pattegris er i sig selv ikke specielt sexuelt (for undertegnede i hvert fald), men ulven havde taget grisens hat og trøje af og den der nøgenhed gjorde mig simpelthen vild af gejl (helt uagtet at grisene til dagligt rendte rundt i bar røv!). Ikke at jeg vidste hvad gejlheden skulle bruges til, men følte den, det gjorde jeg eddermame! Nå, kort efter fik jeg sundere interesser og begyndte at fantasere om at være låst inde i en kælder med Annette fra længere nede af blokken, men det er en anden historie.
Under alle omstændigheder er begge blade forlængst gået al kødets gang, men jeg ku’ godt tænke mig at få fingre i dem igen, om ikke andet så for at se what all the fuss was about (og om nøgne grise stadigt kan få det til at gippe i den gamle ).
Hartung? Er du game?
Peter Hartung:
You bet I am!
Her kommer mit bud på to tegneserier, der begge er sjældne – og ikke befinder sig i min samling, selv om de absolut burde gøre det!
1) Den Store Anders And (Gutenberghus 1974).
Jamen, hvordan kan jeg som såkaldt Barks-ekspert indrømme, at denne bog ikke er i min samling? Fordi jeg simpelthen ikke var til hverken Disney eller Anders And der omkring midten af 1970’erne, da bogen udkom. Jeg var til Seriemagasinet, action og siden til søde teenagerpiger, frække voksentegneserier, fest og lir. Jeg havde sluppet mit tag i barndommen (troede jeg), og jeg havde lagt tegneserier for børn (troede jeg, de var) bag mig (troede jeg). Så blev jeg voksen – og gik i barndom. Nostalgien trængte sig på, og da jeg selv blev far, opdagede jeg pludselig, hvor meget jeg havde savnet Disney og Barks! Ud i de små seriebutikker og støve de tabte bind af “Den Store”-serien op. Undtagen første bind – som allerede dengang var både sjældent og dyrt. Det er det stadig – og jeg er nok for nærig til at smække 2500 kr. eller derover på bordet for en udgivelse, der i bund og grund skamferer Barks-materialet i en grad, der nok kun kan overgås af CBSV.
2) “Fra Hergés Arkiv” (Carlsen 1975)
Det er bogen med “Tintin i Sovjet” og “Totors forunderlige oplevelser”. Jeg husker, hvordan jeg oprindeligt lånte den adskillige gange på Skanderborg Bibliotek – mest fordi jeg var forelsket i en af de unge biblioteksmedhjælpere. Bogen bed sig fast, men dengang syntes jeg, Hergés gamle tegninger var grimme og sjuskede. Jeg syntes også, at bogen var et forældet makværk, præget af en masse fordomme over for Sovjetunionen, som jeg i min ungdommelige socialisme foretrak for USA. Så jeg købte ikke bogen. Overvejede end ikke at stjæle den! Siden er det så blevet bogen, jeg aldrig har taget mig sammen til at købe. Jeg er fanget mellem to stole. Enten finder jeg den i et perfekt bevaret eksemplar til over 1000 kr. – eller også finder jeg den som en slidt las, hvor især omslaget er krakeleret og bøjet (til 500 kr.). Så jeg leder med andre ord efter et perfekt eksemplar til 200 kr. Skulle der sidde en sød og feminin bibliotekarassistent med mod på at stjæle et perfekt eksemplar til mig, så skal jeg invitere dig i byen som tak…
Og så sender jeg stafetten videre til…T. Thorhauge!
Thomas Thorhauge:
Jeg takker ydmygst for stafetten, og vil uden yderligere omsvøb straks pege på to meget forskellige værker:
1) Diverse smølfe-albums (tillad mig at bryde enkeltværks-reglen!).
Jeg er af den opfattelse at visse af Peyos smølfealbums hører blandt de mere undervurderede værker indenfor den klassiske fransk-belgiske mainstream. Smølf den store, De sorte smølfer, Smølfe for og smølfe bag, Kraxelikroxen og Smølfine er alle værker, der – lidt beslægtet med den pt. meget omtalte Carl Barks’ korte historier – lifligt, humoristisk og ufatteligt effektivt demonstrerer tegneseriemediets evne som formidler af fortællinger med stærke lignelsespræg. Hvorfor og hvordan disse fabler er afleveret så velsmurt, underholdende og tankevækkende, må en anden diskussion kaste lys over, men hvorfor de her til lands så sjældent omtales i tegneseriekulturen må primært bero på to ting: A) Johnny Reimar B) Det forhold, at rettighederne til Smølferne er et sindssygt og kompliceret anliggende (som har med pkt. A at gøre…), som tilsyneladende forhindrer genoptryk (samt nye, sikkert langt ringere historier) her til lands. Jeg synes personligt det er en skandale.
2) Store røv af Robert Crumb.
Crumb (der uden tvivl er tegneseriemediets mest guddommelige tegner, hvad visse brugere her på sitet af uransagelige årsager har overset, tsk?) er altid (ja, altid) god for interessante, engagerende og ofte forrygende grænseoverskridende perspektiver på tilværelsen. Skønt han har en gigantisk produktion bag sig, har han ingen, øh sådan konsoliderede hovedværker bag sig (selvom nogle historier naturligvis er bedre og mere kendte end andre). Den afskyelige snekvinde er så vidt jeg ved svær at få fat på, men det er Fritz the Cat-albums”ene garanteret også. Jeg arbejder stadig på at købe samtlige bind i Fantagraphics Complete Crumb Comics-serie, og kigger derfor ikke for alvor efter de danske udgaver, men skulle man købe et af de danske albums, skulle det da naturligvis være Store røv. Man skulle da være en stivstikker, hvis ikke man kunne finde en god portion livskvalitet i at have et album stående fremme med sådan en titel? (Den kåde kyk har jeg allerede, hydr hydr…)
Stafetten er hermed videregivet til… Frank Madsen!
Frank Madsen:
Jeg kan supplere Thomas’ indlæg med, at Interpresses “Snøvserne” album måske er endnu sværere at opdrive. Det hed serien, før den af uransagelige årsager overgik til Carlsen.
1) Luftens Ørne bd. 1-5
Denne klassiske jagerpilotserie udkom i al stilfærdighed på dansk fra 1971, flere år før jeg begyndte at samle på tegneseriealbum. Jeg læste dem på biblioteket og var fanget af historien om Tanguy og Laverdure, der blev sendt til en golfstat for at ordne et eller andet skumleri i forbindelse med salget af nogle franske Mirage-fly og husker nogle flotte scener med jagerfly gennem en klippedal, nogle fæle skurke osv. Spændende historie af Michél Charlier og flotte tegninger af Jijé. Desværre fik jeg ikke i tide taget mig sammen til at købe de første fem album, og jeg har ikke set dem siden. Jeg kan varmt anbefale bind 6-7, en dobbelthistorie om en terrororganisation, der angriber Frankrig. Få serier formår at tage sig selv og den franske gloire alvorligt på så overbevisende en måde som “Luftens Ørne” og Laverdures klovnerier er guf for elskere af Jijés tegninger.
2) Special-Comics med L’il Abner
Da Carlsen trådte sine barnesko som albumudgiver i begyndelsen af halvfjerdserne, var det med udgivelser som Den store Comics 1-8 og Special-Comics, begge med udvalgte avisstriber. Hvor Comics indeholdt et overflødighedshorn af forskellige serier, indeholdt hvert bind af Special-Comics udelukkende striber med den samme serie, f.eks. Li”l Abner, Modesty Blaise, Sporhundene og Jeff Hawke. Bindene med Li’l Abner var nogen af de mest ubetalelige tegneserier, mesterligt oversat af Mogens Dalgaard. En skandale, at udgivelsen af denne serie stoppede på dansk. Vi er nogen, der stadig venter på nye afsnit med Frygtløse Fosdick, vort idijal! Og en skam, at jeg ikke fik købt dem, dengang de kostede en tier, eller hvad prisen nu var i 1973.
Og hermed er stafetten givet videre til Erling Søby.
Erling Søby:
Sidste år var der én der satte en førsteklasses tegneseriesamling til salg på Seriejournalen, og her lykkedes det mig at erhverve langt de fleste af de ting jeg virkelig havde savnet i mint eller nearmint: Caza”s Fantasier fra forstæderne, Orion – planeternes befrier, Jagten, hele Jonathan-serien, de fire Conan-albums fra Carlsen (prøv selv at finde dém i mint), de fire første Adele-albums…
Men der er stadig enkelte huller:
1. Richard Corben”s DEN fra 1978.
I hardcoverudgaven, der kom i 100 signerede eksemplarer. Og i mint. Mindre kan ikke gøre det. Fik jeg nogensinde læst den på dansk? Så har det i hvert fald været i softcover-udgaven, lånt på biblioteket. Jeg fik ikke købt den, den har sikkert været for dyr. Den gik som føljeton i Heavy Metal, og dér læste jeg den, ligesom jeg dér læste Jerry Cornelius” hermetiske garage, længe før den kom på dansk. Har aldrig glemt DEN, med muskelsvulmende barbarer og letpåklædte kvinder med store bryster. Er dronningens totale påklædning ikke bare en slængkappe? Det kan godt være det ikke er stor kunst, men det er i hvert fald uforglemmeligt. Jeg har set albummet et par gange i antikvariaterne, men ikke i tilstrækkelig god stand. Men en dag finder jeg den, og går hjem og læser den under dynen, i skæret fra en lommelygte.
2. Her vil jeg bøje reglerne for stafetten og skrive om et album jeg endelig fik erhvervet sidste år: Hugo Pratt”s Balladen om det fordømte hav fra 1977, ulæst og stadig i papkassetten, som albummet oprindelig blev udgivet i (og igen – prøv selv at finde dén nogen steder).
Balladen om det fordømte hav var ikke den første europæiske voksenserie der kom på dansk. Det var Orion – planeternes befrier, der kom året før, og den var så særpræget igen. På den anden side, som hardcore science fiction-læser var jeg vant til den slags historier, og lagde ikke så meget i det. Så kom Balladen om det fordømte hav, og dét var en overvældende oplevelse. Et 175 sider langt, minimalistisk sort/hvidt album (læs IKKE den farvelagte udgave, der er en kæmpe forskel), der rigtig går i dybden med personer, miljøer og stemninger! Jeg havde aldrig læst noget lignende, og det var et rent erkendelsesskred. Og så kom hele rækken af europæiske voksenserier: Tardi, Bilal, Auclair, Caza, Cosey, Lauzier, Manara, Moebius og mere Pratt … for mig overgik det langt de amerikanske serier. Nogle år senere havde jeg så en periode, hvor jeg holdt op at læse tegneserier og solgte hele min samling. Det fortrød jeg senere endnu, og det tog en del år at få den genetableret. Noget af det sværeste har været at finde de tidlige Pratt-albums fra Interpresse i rigtig god stand: Balladen om det fordømte hav og Corto Maltese i Sibirien, de blev vel ikke trykt i stort oplag. Men det lykkedes til sidst, og den dag i dag holder de hele vejen, især Balladen om det fordømte hav. Hvis jeg kun skulle tage ét album med til en øde ø ville det blive dette.
Og stafetten går videre til … Henrik Larsen “Obskuriøst”.
Henrik Larsen:
Jeg slap en masse ting i 1982. En af dem var at læse DC tegneserier. Min familie var flyttet til den anden ende af Sjælland og jeg skulle finde mig til rette på en ny skole, opbygge nye kammeratskaber, i det hele taget genfinde mig selv. Jeg opdagede, at på den egn var aktuelle numre af blade som Superman og Fantomet relativ svære at opdrive. Til gengæld fandt jeg en lille købmandskiosk et stenkast fra skolen som konstant lå inde med enorme mængder af billige Marvel blade fra Winther. At de havde klippede hjørner og rabatklistermærker rørte mig ikke. Jeg gik totalt amok i Hulk, Edderkoppen, De Fantastiske Fire osv. og glemte snart alt om Manden fra Krypton og Ånden der vandrer. Jeg var 15 år. En pubertetsting, at interessen skiftede til superhelte med mere ‘menneskelige’ træk og problemer? Tja, tjo, egentlig tror jeg bare, at det var et spørgsmål om penge. Men hvem ved…
Der kom et par sporadiske tilbagefald; i 1987 opdagede jeg Frank Miller Batman serie og fandt den genial. Og engang i begyndelsen af 90’erne tilbragte jeg en svedig eftermiddag i børneafdelingen på et folkebibliotek med at læse deres komplette række af Superman fra perioden med hans duel med Doomsday og ‘død’, de ‘falske’ Supermænd og det endelige opgør med cyborgen. Men denne Superman var ikke længere min Superman. Min elskede barndomshelt havde man taget livet af; en falleret bronzealder(super)mand henvist til historiebøgerne. Jeg kastede et enkelt blik ind i dette retcon/reboot helvede og løb skrigende derfra.
Nå, nostalgien kryber jo ind på én med alderen; man længes tilbage til ‘dengang’, får lyst til at genopfriske minderne. Det var i vinters, at noget pludselig ‘klikkede’ og jeg nærmest i febertrance opsøgte stort set samtlige københavnske antikvariater, hvilket gav mig en komplet samling på nogen og firs numre Superman , tre ud af fire Superman’s Gigant og en nævefuld Super Solo hæfter. Alt sammen fra før Den Store Omvæltning, selvfølgelig. Men så der var jo de store album udgivelser, albums jeg aldrig selv have ejet, men lånt/læst mig til hos andre og disse viste sig anderledes svære at opstøve. Åh, hvor ville jeg dog også gerne finde dem, især to for mig noget nær legendariske titler: 1) Superman & Edderkoppen og 2) Superman mod Muhammad Ali.
Superman & Edderkoppen var allerede sjælden, da jeg først hørte om den; fik allernådigst lov at bladre i en original, men ikke at låne med hjem, af en kammerat. Husker stadig billedruderne, hvor en rasende Edderkop giver Superman tæv – store sager.
Superman mod Muhammad Ali var dengang knap så sjælden, lånte den faktisk fra et folkebibliotek. Totalt fjolleri og tidsbundet, men Ali var jo vitterlig den største (ikke-kryptonianer) på kloden netop da. Og apropos tidsbundet: Flere har påstået overfor mig, at Mogens Glistrup kan ses blandt tilskuerne; jeg husker, at Anker Jørgensen kan, men Glistrup? Wow, hvis det stemmer, så er det bare sååå halvfjerdser, er det.
At genlæse de gamle Superman blade har været en total fornøjelse og jeg ser frem til også snart at stå med de to ‘drømmealbums’ i hånden. Nogle skuffelser? Nej, overhovedet ikke. Dette er noget som går ud over de rent litterære eller æstetiske kvaliteter ved tegneserierne. Det er at genfinde noget mistet, at generobre et tabt territorium. Andre kan selvfølgelig mene, hvad de vil. Fair nok. Lad bare eksperterne opdele og putte i kasser med etiketter som ‘guld’, ‘sølv eller ‘bronzealder’; mine barndomsminder vil altid være gyldne. Og guld, det falmer eller anløber ikke.
Og efter disse sikkert alt for mange ord rækker jeg stafetten videre til… Niels Gjerløff.
Niels Gjerløff:
Jamen jeg forsøger mig…
Mit første indlæg til denne stafet må blive 1. del af Jim Starlin”s Warlock saga som IP udkom med slutningen af det første ambitiøse forsøg på at få opdateret de danske Marvel udgivelser (1985). Kort tid efter neddrosledes udgivelserne og jeg holdt op med at abonnere på andet end Projekt X. Jeg var på dette tidspunkt ved at være færdig med gymnasiet og tegneserierne fyldte ikke længere så meget som de havde gjort …
Dette tykke sort-hvide hæfte udvider den uhyrlige historie om en mytologisk skurk af gudeagtigt format ved navn Thanos, der er forelsket i døden(sic!).
Selve tegnestilen er filmisk detaljeret med temmelig kraftige anstrøg af surrealisme – der er bl.a. et langt indslag stærkt inspireret af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, hvilket ikke gør forvirringen mindre.
Vores helt er (lige som silversurfer) en Jesus-allegori, der på et eller andet plan må ofre sig for at skurken ikke skal vinde og på et tidspunkt må slås med sit eget alter ego fra en anden tid. Der er en â€medhjælpende†Magdalene figur og en ko(s)misk cigar-rygende trold som side-kick.
Denne serie ( der afsluttedes i del 2) var for mig et af de bedste beviser på, at det faktisk var muligt at lave â€kunst†i et superhelte format og den eneste som jeg siden fandt nåede et lignende niveau, var Project X afsnittene om Dark Phoenix”s liv og død.
Følgende hjemmeside er dedikeret til Thanos – en af Marvel-universets mest fascinerende skurke. http://www.corvusonline.net/thanos/ Jeg må med skam melde at jeg faktisk HAR det omtalte hæfte, men det er simpelthen så gennemlæst, at det nærmer sig en vittighed, hvorfor det absolut er et jeg kigger efter, når jeg kommer forbi et antikvariat.
Nu er Blueberry nr 21 jo allerede nævnt – øv – så vi går over i en helt anden boldgade idet jeg nemlig mangler det andet album i den flippede serie om Sjukkerne. Serien gik vist en overgang i Seriemagasinet, men blev i hvert fald optrykt i album format i farver og skildrede nogen unge mennesker, der gjorde deres bedste for at dovne sig igennem tilværelsen i små novellehistorier på 1-6 sider pr stk. Ofte var det små hverdags situationer (en strandtur, at flytte en sofa, at passe en vens kæledyr etc.), der blev lettere overdrevet til en absurd eller yderst uheldig konklusion. Tegnestilen var lettere karikeret inspireret af Freakkompagniet og Grease, men pænere streg og airbrushed så det næsten fik et 3D-look – Karakterisk var de mange fedtede frisurer og en hvis kontakt til motorcykel entusiaster. Uanset – historierne tiltalte mig og det der med at dovne sig ubesværet igennem tilværelsen er da et prisværdigt mål – hehe.
Hilsen Niels
Der forsøger sig med at sende stafetten videre til Tue Sørensen
Tue Sørensen:
Well – jeg har i de sidste mange år ikke gjort mig så meget i dansk-sprogede serier, i hvert fald ikke de gamle og sjældne. Jeg vil gerne fortælle om mine to hellige graler, men ligesom Erling bliver jeg nødt til at bøje reglerne lidt, da den ene af dem nu er blevet erhvervet, og den anden altså er amerikansk.
1) Min europæiske yndlingstegneserie er Yoko Tsuno. Ja, forstå det hvem som kan (jeg har desværre ikke mødt ret mange mennesker som deler min begejstring for serien), men realistisk tegnet ungdoms-science fiction med gode, højtflyvende idéer og en sej pige i hovedrollen er for mig langt at foretrække frem for, ja, faktisk alt andet som den europæiske tegneserie-industri kan byde på (og jeg har faktisk et ganske indgående kendskab til det meste af hvad der er kommet på dansk, så det er ikke fordi jeg er uvidende om “alt det andet”). Som inkarneret superhelte-fan har jeg aldrig været særlig entusiastisk omkring ret mange andre europæiske tegneserier end dem, jeg læste som lille, og i de senere år med stor glæde har genopdaget (Splint, Tintin, Lucky Luke, Franka, Natacha, Smølferne, Benny Bomstærk – de dér). Min interesse for superheltene stammer egentlig fra en dybere interesse for science fiction (som jeg mener er et meget udtalt element i superhelte-serierne), og derfor er jeg naturligvis også storfan af den vellavede euro-serie Linda & Valentin, omend den altså kommer ind på en andenplads efter Yoko Tsuno. Jeg er ikke i tvivl om at den fransk-sprogede tegneserie-verden også laver andet god science fiction, men det kommer jo desværre ikke på dansk… Anyway, som Yoko Tsuno-fan var det jo den store samlerdrøm at få fat i nr. 1 i første oplag (1979) i fejlfri stand. Jeg klarede mig i mange år med en brugt og ret ramponeret udgave som jeg havde købt for ni kroner antikvarisk – prisen er stadig skrevet med sort sprittusch på omslaget -, hvor de fleste sider var løse, og én sågar manglede. Den manglende side fik jeg klippet ud af et kasseret bibliotekseksemplar engang i midtfirserne, og tapet ind i min udgave! Spring frem til for ca. to år siden, hvor jeg var ude hos en tidligere samler og vurdere en større albumsamling. Som tak for min hjælp, og til min store glædelige overraskelse, fik jeg et meget flot eksemplar af Yoko Tsuno nr. 1 foræret (havde været prissat til 175 kr.), og siden da har jeg kun taget det ud af plasticlommen én eneste gang! Mit gamle ramponerede eksemplar er stadig den primære læseudgave, da det jo kan tåle at blive slidt…
2) Min yndlingstegneserie i det hele taget er ElfQuest (/Elverfolket) – endnu en serie som jeg i øvrigt ikke synes der er den store forståelse for indenfor de danske åh-så-seriøse-og-modne tegneseriekredse. Jeg mener imidlertid at det er serien der har alt – dybden i både historien og personerne er helt suveræn og meget intens, og mesterligt fortalt så det kan læses af både børn og voksne, med helt forskelligt udbytte. En helt unik serie. Men anyway, hvis der er én stor skamplet på min samling, så er det at jeg aldrig har fået fat i den allerførste amerikanske ElfQuest-udgivelse: Fantasy Quarterly #1 fra 1978. Dét kan i sandhed siges at være min samlings uopnåede hellige gral. (Jeg ser lige at de hos Mile High Comics har en forseglet udgave til, lige nu, $210, men det har jeg sandelig ikke råd til – og jeg går heller ikke ind for forseglede udgaver; man skal jo – trods alt! – kunne læse dem…)
Det var hvad jeg umiddelbart kunne diske op med – jeg giver stafetten videre til Niels Emmersen, som nok skulle være mand for et par komikale anekdoter!
Niels Emmersen:
Ohøj manne!
Komikale anekdoter? Joe, jae, jeg takker for tilliden, men jeg ved ikke rigtigt om jeg kan leve op til niveauet… Der er ikke lige umiddelbart to udgivelser jeg kan skrive om, så lad mig give en sludder for sladder. Jeg har en relativt pragmatisk samlernatur, synes jeg selv. Alt kommer til den der venter, og ellers må man punge ud. Sjældne ting er ikke noget der har bremset ekspansionen i min samling ret meget, der er altid noget andet man kan købe. Eller et genoptryk. Eller et 3. oplag.
Jeg vil mene at de virkeligt sjældne danske tegneserier er gamle udgivelser. John Difool #5 er ikke mere sjælden end at man kan skaffe den indenfor et par dage for 500 kroner. Der findes reelt mange eksemplarer af den. Det samme med Guldbog #4. Et mint eksemplar af Jens Lyn fra 1945 er straks meget sværere. “Thor og hans hammer” og “Ferd’nand 1941” er sjældne. Blueberry #21 er ikke mere sjælden end at den nok skal dukke op inden for et halvt års tid. Hvis man vil have et mint eksemplar af Poeten & Lillemor fra 1968, så kan man komme til at vente ret længe. Det korte af det lange er vel at jeg har lidt svært ved at tage “den er bare dødsjælden” alvorligt når vi snakker om ting der er 10 år gamle og trykt i hundredevis eller tusindvis af eksemplarer. Og hvis man vil have et Fresh Mint eksemplar, så er man mere eller mindre selv ude om det…
Det, der betyder noget for mig er at læse tegneserierne. Oplag og stand er ikke supervigtigt for mig, men jeg må da indrømme at jeg har en del såkaldt sjældne ting i min samling. Det er nok primært fordi jeg passer på mine ting og fordi jeg har gjort nogle gode handler gennem årene. Min samling af danske tegneserier (dvs. på dansk) er ikke noget supersærligt, det er en klassisk albumsamling uden de store dikkedarer. Der mangler heller ikke noget videre — et album hist og pist. Heldigvis interesserer jeg mig ikke for Prærieserien og Amor og Skipper Skræk, så der er grænser for hvor sjældne ting jeg leder efter. Jeg mangler faktisk Guldbog #3, men det betyder ikke det store, jeg har Carl Barks Library. Jeg mangler Bjarkes Saga, men jeg har Sejd #8. Hmm… jeg kan ikke rigtigt komme på noget jeg virkeligt går og brænder efter at få fingre i…
Min primære interesse nu om dage er amerikanske tegneserier, dvs. superhelte-stuff. Der er masser af huller i min samling, men det er stort set alt sammen available fra over there. Jeg har heldigvis ingen interesse i Action Comics #1. De svære ting er f.eks. de sidste numre af Warrior Magazine (engelsk) og den slags. Men det falder lidt udenfor denne stafet.
Sååååå…. hum-bum…. hvad skal jeg sige…. “Bjarkes Saga” ville måske nok pynte, ved nærmere eftertanke. Men det er nu ikke noget der holder mig vågen om natten. Jeg mangler vist også et nummer af “Gunnar”, men eftersom jeg ikke kan huske hvilket kan det vel ikke være så vigtigt…
Jo, vent, nu ved jeg det: Nogle tidlige Rasmus Klump! Jeg kan ganske vist ikke lige huske hvilke jeg mangler… Men det er afgjort ting jeg vil kalde reelt sjældne. Den første Rasmus Klump i sort/hvid mangler jeg. Og så er der selvfølgelig og proto-Rasmus Klump i “Paa sjov i Afrika” og “Jokum på sjov”, dem har jeg heller ikke. Men de er heller ikke vildt interessante. Min konklusion må være Bjarkes Saga og Rasmus Klump #1 (s/h). Og det er ting som bare kunne være “sjove at ha'”, ikke noget bydende nødvendigt og unikt materiale.
Men jeg vil betydeligt hellere have gjort Fantastic Four komplet. Og Wonder Woman. Og Hulk. Og den slags.