Hermed bidrag nummer 2.
Og endnu engang må jeg beklage at interviewet med Brian er udsat. Men faktisk var jeg i dag til Nytårsloppemarken i Forum, og man kan normalt være sikker på at møde nogle man kender, og nok især andre samlere. Ganske rigtigt. Efter lidt snusen og prutten om priser mødte jeg pludselig Brian. Vi fik aftalt en dato for et interview, så jeg håber det flasker sig denne gang.
Jeg sluttede sidst med at fortælle at jeg ikke samler på Anders And blade. Alligevel har jeg lidt over 6000 og på billederne nedenfor kan du se at de fylder, og dermed udgør de et problem. Et problem jeg deler med samlere af andeblade, for samlere skal jo have det hele. Det er ligesom en sygdom. Vi kan ikke begrænse os. Vi kan ikke.
Men det kan man så alligevel blive nødt til, og med kone og 2 børn er det vanskeligt at håndhæve ens ret til at fylde mere end godt er. Jeg prøver at begrænse mig, og det er nok også primært derfor jeg har kastet mig over noget der fylder mindre, er vanskeligere at finde, og er sjældnere end nogle af de allermest sjældne andeblade. Indlæg og tillæg fra de gamle Anders And blade. Det er her min samlerhjerte har fundet fred.
Fredeligt var der dog ikke forleden, da en medsamler og jeg mødtes i vores køkken. Jeg havde længe haft en god stor indlægssamling i kikkerten, men sælger havde en den store lyst til at smide om sig med sine dubletter. Ja – du læste rigtigt. Dubletter. Og det er rigtigt nok. Manden ejer nok Danmarks største Disney-samling og mangler ikke penge. Derfor var det i princippet ligegyldigt hvor mange tusindlapper jeg lokkede med. Der var i flere år intet at gøre. Samleren, der ønsker at være anonym, ville nemlig kun bytte, og var bange for at skille sig af med sin mappe. For tænk nu, sagde han engang, at der en dag var en anden samler ligesom mig, der også samlede på det jeg samler på, men kun er interesseret i at bytte. Så han gemte troligt sine dubletter. År ud og år ind.
En af de mange ting jeg gerne så i min samling er følgende:
En supersjælden sag, og jeg har kun kendskab til én anden ubrugt kalender end min. Det er Anders And’s juleskib, og altså julekalenderen fra 1966. Jeg har nu julekalenderen fra 1965, 1966 og 1967 ubrugte og med lågerne intakte.
Altså indtil for ganske nyligt. Jeg havde måske bearbejdet ham godt? Måske havde han noget nyt under opsejling? Måske ville han bare ud at rejse? Ingen af delene passer. Han skulle frigøre en pænt stor sum til opkøb af noget, der indtil videre er en hemmelighed. Hemmeligheder er en anden vigtig del af at samle. Man skal holde kortene tæt ind til kroppen, og endelig ikke røbe noget. End ikke for sine venner, for selvom venskaber er vigtige, så er vi jo også en slags konkurrenter. Nå – han var omsider blevet interesseret i at sælge og jeg skulle rejse et pænt femcifret beløb! Læs lige dette igen. Et pænt femcifret beløb. Det skulle da lige vendes en ekstra gang derhjemme, men lykkeligvis er min kone ikke nærig og har efterhånden fået stor tillid til mine transaktioner, så den finansielle side var i orden. Og jeg rystede ikke på hånden da jeg skulle bekræfte overførslen. Slet ikke…
Når man sådan har jagtet en samling i flere år, og det omsider er ved at lykkedes, så går der mange tanker igennem én. Man begynder at blive paranoid. Hvad nu hvis der opstår brand? Hvad nu hvis der er en tyveknægt med alt for lange fingre? Hvad nu hvis mappen forsvinder og hvis og hvis og hvis?
Her ser du 2 ganske sjældne og interessante ting fra 50’erne. En fastelavnsmaske og en sprællemand. Hallo! Jorden til Berti, Fastelavnsmaske og sprællemand? Tja – det lyder godt nok skørt, men…
Det blev klaret på følgende måde. En god ven, der også er samler og som også ønsker anonymitet, og som gudhjælpemig er ligeså hooked på indlæg og tillæg, tilbød at hente mappen og bringe den i min varetægt. Det lød som en cool løsning. Jeg orker ikke selv bevæge mig ud efter mørkets frembrud, så det lød som en god deal. Sådan blev det. Så i tirsdags ved 22-tiden lå mappen på bordet i køkkenet. Og ud væltede alverdens indlæg og tillæg. 82 i alt for at være helt præcis og der er eddermukkemig en del meget sjældne sager imellem.
Ønskesedler, feriespil, klæbemærker, julekalendre og reklamer for dit og for dat samt de mest sjældne af alt: alle tillæggene som er af pap. De findes nemlig stort set ikke længere. Og hvis de endelig findes, så er de som regel adskilt fra det pap der omgiver dem, og så er det ikke “rigtigt”, syntes vi tossede tillægssamlere…
Men se på de mange billeder nedenfor. Og nyd dem. Jeg vil ikke svare på hvad de enkelte ting har kostet, eller hvad jeg vurderer de kan sælges for. For det er ikke så vigtigt. Det der er vigtigt, er at jeg pludselig og med et hug er meget tæt på at have en komplet indlægssamling.
Ovenfor: 3 farveløse tillæg. Men alligevel flotte og fantastiske…
Ovenfor: Skoleskemaet fra 1957, samt fjernsyn og farvefjernsyn fra henholdsvis 1955 og 1958
Ovenfor: Endnu en sprællemand. Denne gang fra 1961.
Nå – hvordan fejrer man at få omkring 80 indlæg på én gang? Man ta”r et par dybe indåndinger og så drikker man en god kop kaffe. Ikke champagne. Ikke vin, men simpelthen brasilianernes anden gave til os europæere. Kaffebønnen.
Jeg og min ven bredte alle indlæg ud, og så knipsede vi billeder begge to. Scannede, grinede, sammenlignede og kiggede i Komiklex.
På et tidspunkt dukkede fru Berti op, og hun spurgte straks om vi havde drukket. Næ – hvorfor tror du det? Spurgte jeg. Sådan som I råber, griner og fniser, var svaret og lige præcis da gik det op for os. To voksne mænd med job, bolig og familie. Her sad vi som kåde teenagere og var høje på koffein og gamle Anders And ting. Come on. Tilbage til virkeligheden, og så alligevel ikke. Her næsten en uge efter at handlen var ved at blive en realitet, så går vi stadig rundt og er glade. Jeg fordi jeg fik dealen igennem, og min ven fordi han fik førsteret til at nappe de ting han manglede.
Og hold kæft hvor bliver man ør i bolden når ens yndlingsbeskæftigelse pludselig får en saltvandsindsprøjtning af de helt store. Det er ikke nogen større hemmelighed, at jeg i dagene op til tirsdag havde vanskeligt ved at sove. Og det er heller ikke nogen hemmelighed at telefonen og især mailen har modtaget en del henvendelser fra andre samlere, der ønsker en bid af kagen. Men nix nej. Dette er min samling. Min. Men selvfølgelig kommer de mange dubletter nu i spil, og jeg anvender min gamle go”e læresætning. Berti køber billigt og sælger dyrt. Så nu ved I det. Der bliver ikke givet ved dørene.
Og nu er det slut med at ævle om mig selv. Næste artikel bli”r om vores ven fra før jul, Brian. Og han breder sig langt mere end jeg. Så glæd jer og følg med her i bloggen. Som faktisk opdateres jævnligere end BreacherBoys – ta” jer sammen.