Home / Blogs / Dundertale / Nyt fra tegnestuen: Frank Madsens nyhedsbrev 1/2010

Nyt fra tegnestuen: Frank Madsens nyhedsbrev 1/2010

nyhedsbrev
Mit seneste nyhedsbrev ligger et halvt år tilbage, så en af de første dage efter sommerferien blev brugt på at producere et nyt, som bliver udsendt til kunder, venner og forretningsforbindelser i disse dage. Men Seriejournalens læsere skal selvfølgelig ikke snydes for dette unikke indblik i min aktuelle produktion.

I nyhedsbrevet kan man bl.a. følge tilblivelsen af en side i den næste Bamse-bog fra skitse til færdig akvarel. Akvarel har den fordel fremfor computerfarvelægning, at man kan sidde i en lænestol og se VM i fodbold, mens man plører løs.

VM i fodbold betød også, at jeg blev bestilt til at lave fodboldtegninger både til et hollandsk Flash-spil og til en t-shirt, der skulle uddeles til alle Danmarks automekanikere. Dem kan man ikke se i nyhedsbrevet, der kun er på 4 sider.

Derimod kan man se smagsprøver på den 36 siders aktivitetsbog, jeg skrev og tegnede for årets Cirkus Summarum forestilling. Den kunne købes for 50 kr. i Cirkus Summarums souvenirbutik og var ifølge tilbagemeldingerne en meget populær vare. Der er både tegninger, man skal farvelægge, labyrinter, der skal findes vej igennem og hovedbrud, der skal løses. Blandt andet skal man regne ud, hvor mange dåser grønkål, Bruno skal spise, for at han lander i nettet oppe under cirkus’ tag. Det ender selvfølgelig galt, men gav så lejlighed til at tegne Cirkus Summarum i fugleperspektiv!

Nyhedsbrevet viser også skitser fra den næste bog om “Søren”, som næsten er færdig i manuskriptform. Forhåbentlig vil Carlsen også udgive den. Weekendavisens anmelder var i hvert fald meget begejstret og de fleste bibliotekseksemplarer af “Søren tror ikke på bøhmænd” er p.t. udlånt. I bind 2 besøger Søren sin onkel Albert, der er gammel storvildtsjæger.

Flådens 500 års jubilæum er i tv blevet markeret med Troels Kløvedals flotte serie i 7 afsnit. I noget mere beskeden målestok fik jeg mulighed for at genskabe Slaget i Køge Bugt som Flash-animation, da jeg blev bedt af Køge, Greve, Solrød og Stevns kommuner om at illustrere deres nye børnerettede website Køge Bugt Kulturjagt. Læg mærke til den nedtonede fortolkning af søslaget.

Klik og download FRANK MADSENS nyhedsbrev 1/2010 (PDF, 1 Mb)

Klik og besøg tegnestuens hjemmeside