Home / Blogs / Føsseda'

Føsseda'

imageJa, når man har fødselsdag er det tilladt at referere til et tidligere infantilt stade! Det være hermed gjort i overskriften. Min storebror havde på et tidspunkt et kampråb: Føsseda’ og gaver! Føsseda’og gaver! Og det udtrykker ganske godt,hvad det drejer sig om. Ved juletid handler det jo mest om det smukke ved at give til andre. Det gør det så ikke ved ens egen fødselsdag. Og jer har lige haft sådan en. Og det var svært hyggeligt, og der var blevet skelet til min interesse for kulørt læsestof, og hvad deraf følger.
På min ønskeseddel står der altid gavekort til Fantask, Faraos, Fona, og så tillader jeg mig den hårde luksus at skrive: noget af det der ligger i min skuffe i Fantask. Det er sådan en service for folk, der ikke ved, hvad der rører sig i min hjerne, og det kan da også bære svært at følge med, indrømmet.
I denne omgang lå dvd’en Man of Steel på gavebordet, og jeg er stadig vild med Smalville tiden, som den skildres her, og synes at det er en fin film på trods af de store “smadrescener”, så er det jo trods alt en Superman film, hvor der skal bruges og vises styrke. Så var der Anders Hjort Jørgensens bog Opdraget til terror. En superfin bog for en nostalgiker, som jeg vedkender mig at være. Hårdt presset. Der er fine skildringer og masser af billeder, og den er skrevet i en dejligt flydende letlæselig stil, så mine øjne bare flyver hen over siderne. Der var også Antboy dvd’en, en frisk ide, som ikke stod på ø – seddelen, men mine døtre har indsigt i deres fars kringlede kroge. Og til overflod var der Batman samfundshjælperen! Det ligger jo snublende nær. Batman hjælper samfundet, og det gør en “kapselåbner” jo i den grad også. Og Batman øl-sodavandsåbneren blev behørigt indviet på dagen. Formet som en Bat-a-rang med god løfteevne og fint i min hånd ligger den selvfølgelig også. Fremstillet i Australien efter sigende og købt på det dersens internet, vi hører så meget om hele tiden. På billedet man kan se, hvorledes den tager sig ud. Der var også andre fine ting: rom, portvin, skjorter, sweater og Jens Lyn’er i uld, dejlige sager i den kolde tid.

mvh.