England, kære England, ofte regnet for at være et lidt tilbagestående land, hvad tegneserier angår. Og det er da også rigtigt, at der var en hetz mod tegneserier i “Old Blighty” i 1950’erne, men det var der jo så også i tegneseriens hjemland, USA, og såmænd også herhjemme i Danmark. Og ja, også englænderne måtte opleve, at skræk tegneserierne blev forbudt i deres land, hvor fordommene overfor tegneserier florererede og var stærke!
Men også i 70’erne blev endnu et tegneserie blad forbudt i det tegneserie-fjendske England, og det var det ugentlige exploitation tegneserie antologi blad “Action” – trykt på passende tarveligt avis papir, som de fleste ugentlige tegneserier i England var dengang. Det var vel lidt større end magasin format, lidt bredere, som jeg husker det. “2000 AD” var i det format, og det blad har I måske set i England, og det udsprang faktisk fra det kontroversielle “Action” blad.
Jeg husker udmærket “Action” bladet fra det magiske år 1976, året, hvor Elton John og Kiki Dee storhittede med singlen “Don’t go Breaking my Heart”. Første nummer af “Action” røg på gaden på Valentins Dag i 1976, og det udkom så én gang om ugen, indtil modstanden blev så stor, at forlaget IPC måtte lukke bladet, der ellers var deres mest succésfulde titel.
Her er forsiden til første nummer af “Action” (Striker! Killer! Invader!):
Bladet kostede kun 7 pence (70 øre), hvad var normalt dengang, og tabloid avisen “The Sun” skrev en sensations-lysten, dobbelt-sides overskrift, der slog alarm: “The Sevenpenny Nightmare”. Jeg fik 75 pence om ugen i lommepenge i 1976, men købte aldrig “Action” bladet, da jeg foretrak MAD og de amerikanske comic books. Men jeg lånte “Action” bladet hver uge af min australske kammerat, Jeremy, “Bragging Jeremy” – drengen, der også introducerede mig til den australske kult TV serie for børn, “Skippy the Bush Kangaroo”. I hans familie spiste de steak hver aften, gode, ægte Australiere som de var!
70’erne var helt klart årtiet, hvor tegneserier blev mere ekstreme i England, mere voldelige og blodige. “Jaws” (da. Dødens Gab) var det store biograf hit i 1976, og “Rollerball” var vist også fra samme år, så det var altså ikke bare Elton John og Kiki Dee det hele. Folk ville se blod, og blod fik de i “Action” bladet, blod i stride strømme!
Konkurrenten DC Thomson havde allerede scoret et hit med deres realistiske krigsblad, “Warlord”, i 1974, og IPC svarede igen et halvt år senere med deres eget krigsblad, “Battle Picture Weekly”, som blev redigeret af John Sanders. Han hyrede forfatterne Pat Mills og John Wagner til at producere bladet, og de to herrer kan I måske huske fra bladet “2000 AD”, hvor de skabte den ikoniske antihelt, Judge Dredd.
Og her er første nummer af DC Thomsons “Warlord” blad fra 1974, bladet, der startede hele balladen:
Pat Mills bliver kaldt for “the godfather of British comics”, men han er altså ikke “godfather” for mig, det ville snarere være Frank Hampson, der skulle have den ære. Men hvorom alting er, så blev “Battle Picture Weekly” en øjeblikkelig succés, og heldigvis, må man sige, for så blev Pat Mills spurgt, om han ville starte et nyt blad, der skulle afspejle tidsånden i 1976, en tid, hvor folk gerne ville chokeres. Og som noget nyt og banebrydende skulle historierne også skrives ud fra skurkenes synsvinkel. Dette blad kom slet og ret til at hedde “Action”, det var kort og godt, og titlen løj ikke, for der var smæk for skillingen og blod i lange baner!
“Action” blev en stor succés, IPC havde ramt en guld åre med deres koncept. Bladet solgte 250.000 eks. i starten; det faldt så med tiden til 160.000 – 170.000, men nåede op på 180.000 solgte eks. om ugen før det gik ind den 16. oktober 1976.
Her er forsiden til det sidste nummer af “Action”, med den tyske værnemagts-officer Hellman:
Den 26. november 1976 udsendte EMI den historiske første single “Anarchy in the U.K.” med det nu legendariske punk band, Sex Pistols, og dette skandaløse band sendte langt større chokbølger gennem det engelske samfund end et syv-penny tegneserie blad nogensinde havde gjort.
John Sanders, Pat Mills, og Geoff Kemp fik kun tre måneder til at udvikle “Action” bladet, og de var ikke blege for at malke de sikre biograf hits dengang: “Jaws” filmen blev til “Hook Jaw” (lykkeligvis genoptrykt nu), “Dirty Harry” filmen blev til “Dredger”, og kult TV serien “The Fugitive” blev til “The Running Man”. Så vidt originaliteten. Og så var der jo også den førnævnte tyske tank kommandør, Kurt Hellman, i en krigsserie fra 2. verdenskrig, sét fra tyskernes synsvinkel!
Og “Death Game 1999” var jo bare et opkog på Norman Jewisons store biograf hit, “Rollerball”, I véd, den med pig-handske næven lige i synet! Jo tak, vold var der nok af i “Action” bladet.
Og der var selvfølgelig også andre kritiske røster end avisen “The Sun”. Englands svar på Erhard Jacobsen, Mary Whitehouse, lagde pres på bladet gennem Mary Whitehouse National Viewers and Listeners Group (svarer til Kristelig Lytter- og Fjernseer Forening herhjemme), og minsandten om ikke også tegneserie samleren og historikeren Denis Gifford var imod bladet, dét var højforræderi af værste skuffe!
Mary Whitehouse:
Og forræderen Denis Gifford med favnen fuld af tegneserier:
Radio og TV medierne tog heller ikke kærligt imod bladet, “Ban Action”, lød kampagnen. Det var rigtig fælt. Selv læserne kunne være hadefulde, som i dette famøse læserbrev, som “Action” redaktørerne besluttede at trykke:
GARBAGE!
Dear Steve,
I think that your comic is a piece of sick, perverted garbage. It should be banned. I would much rather read Desperate Dan or Korky the Cat in other comics than see people having their fists chopped off, their guts ripped out by drills, or their heads bitten off by sharks. In fact, I think that if this is the only way you can earn a living, then you should jump from the top of your office block on to a bed of upright six foot spikes!
A. Whyte, Haddington, East Lothian.
Og Steve var storsindet nok til at besvare dette perfide læserbrev:
That sounds like a splendid idea, chum, perhaps we’ll try it one day!
Og de moralske vogtere i foreningen D.O.V.E. (Delegates Opposing Violent Education) gik endda så vidt, at de overklistrede forsiderne af “Action” bladene med protest-mærkater, der sagde, at D.O.V.E. var på “the side of the child only – Britain’s future”. Og distributørerne John Menzies og W.H. Smith knurrede også. W.H. Smith truede ligefrem med at stoppe med “sale-or-return” på bladet. Alt dette pres blev for meget for IPC’s Production Director, Johnny Johnson, som gav en ny redaktør, Sid Bicknell, besked om at gøre “Action” bladet til harmløs underholdning: “Taking all this adult, political stuff out of it and turn it into a boys adventure comic”. Med denne beslutning fik “Action” lov til at vende tilbage den 4. december, nu i kastreret form. Bladet skilte sig ikke ud længere i kioskerne. Englands mest kontroversielle tegneserieblad var ikke længere farlig læsning.
Forsiden til det første nummer af det nye, kastrerede “Action” blad:
Det nye “Action” blad holdt næsten et år, men blev så slået sammen med bladet “Battle Picture Weekly” den 19. november 1977. Den 14. januar 1978 gav Sex Pistols deres sidste koncert i Winterland Ballroom i San Francisco, og tre dage senere blev punk bandet over dem alle opløst. En epoke var slut i engelsk pop kultur, både for tegneserierne og for musikken. Men vi vil altid huske det magiske år 1976, året for “Action”, året for punk!!