Ole Ahlbergs litografier med Tintin-motiver er p.t. en stor succes på Galleri Comicart.dk. Mange mennesker køber dem til sig selv, som gaver til runde fødselsdage, og så videre. Samtidig får jeg også henvendelser fra folk, der ikke kan lide Ahlbergs “usømmelige” omgang med Tintin og Hergé.
Det gode spørgsmål er derfor, om den danske kunstner serverer et genialt kunstnerisk opkog på Tintin-mytologien, indsat i sit helt eget univers, eller om billederne er simple plagiater, der lukrerer på Hergé og hans værk. Det kommer næppe bag på nogen, at jeg nok hælder mest til den første konklusion, men jeg har så meget forståelse for synspunkt nummer to, at det er en diskussion værd. Det sete er som bekendt afhængig af øjet, der ser, og jeg tror på mange måder, det er holdningen til Tintin og Hergé, der afgør ens position i denne debat.
Hergé har som bekendt selv bedt om – og juridisk betinget sig – at der ikke laves flere tegneserier med hans værk. Enkelte piratudgaver har brudt denne klausul – med meget dårligt kunstnerisk resultat – og ellers har alle de rigtige kunstnere ladet Tintin være i fred. Eller har de nu også det? Nej, de har da ej! Der er gennem årene lavet hundredevis af sider med hyldest-historier. De dukkede op straks efter Hergés død, og nye dukker op, når han har jubilæum. Stort set alle de kendte fransk-belgiske tegnere har deltaget. Der er desuden lavet flere serier af litografier med Hergé og Tintin-motiver. En af de mest kendte fortolkere er franske Claude Mirande, som en af mine gode kunder har gjort mig opmærksom på. Samme kunde er bestemt ikke begejstret for Ole Ahlbergs værker, uha!
“For mig at se har han gjort det til en karriere at lukrere på en anden kunstners værk, hvilket jeg finder temmelig smagløst. Yderligere, hvis argumentet er, at hans værkers kunstneriske berettigelse kommer fra sammenstillingen mellem to ellers adskilte verdener, er Ahlberg i hvert fald ikke voldsomt original,” skriver min gode og meget vidende kunde.
Men har han nu også ret? Man kan sagtens finde værker af Miranda, der i tema minder meget om Ahlberg, og jeg kan ikke afgøre, hvem der er inspireret af hvem. De to har sandsynligvis hentet inspirationen de samme steder – og derfor ligner visse værker hinanden. Ahlberg og Miranda er to sider af samme sag – og de knytter sig til en lang tradition for at bruge Tintin i kunstneriske sammenhænge. Dette synes at være accepteret “på bjerget”, hvis man pakker værkerne ind i “A Tribute to Hergé”. Går man som Ahlberg mod et udtrykt ønske fra Hergé-arvingerne, er sagen åbenbart en anden. Så er det plagiat og manglende originalitet. Her hænger argumentationen ikke sammen – man må bedømme det enkelte kunstværk på dets egne præmisser, og Ahlberg har vundet en belgisk retssag, som har slået fast med syvtommersøm, at han har ret til at fortolke Tintin-universet i kunstnerisk sammenhæng. Akkursat som det er sket i den litterære verden med Frederic Tutens roman “Tintin i den nye verden” fra 1993. En ganske radikal fortolkning af Tintin-figuren. Tintin fortolkes – på samme måde som Shakespeares værker, H.C. Andersens, “Peter Pan” og så videre.
Ole Ahlbergs personlige såvel som kunstneriske motiver er i orden. Jeg kender ham personligt, og det er måske nyt for andre, at han rent faktisk er en meget stor fan af Hergé og Tintin. Han har et meget bredt kunstsyn, og hans personlige kunstsmag rummer alt fra Pichard til Bacon. Ahlberg udviklede sin detaljerede stil fra surrrealisme med inspiration fra Magritte til den moderne superrealisme, der kræver en sikker pensel. Hans malerier viser typisk motiver, hvor ikoner udfordres. Tintin er ét ikon, men han giver samme behandling til mønsteret fra Royal Copenhagens porcelæn og til de berømte Kaj Bojesen træfigurer, hvor “Aben” er mest kendt. Metoden er Ahlbergs særkende – han får os til at se disse ikoner, der billedmæssigt har udviklet sig til klichéer, gennem nye øjne – ved at sætte dem ind i uventede sammenhænge.
Når det gælder Tintin, kan man godt beskylde Ahlberg for at plagiere – sig selv! Han citeter dygtigt og snedigt fra tidligere værker, og titlerne rummer ofte nogle indforståede finter. Håndværket er i orden, og som sagt er der et hastigt voksende publikum til hans malerier, litografier, multipler og gravurer med Tintin-motiver. Om man kan lide dem eller ej, er naturligvis en personlig sag. Men hvis man vil afskrive dem som plagiat, må man også afskrive al den musik, der er inspireret af The Beatles som plagiater. Ahlberg kopierer jo ikke Hergé. Han fortolker ham.
Personligt er jeg egentlig glad for, at Tintin omsider får lov til at være omgivet af afklædte kvinder. Hergé viste ham jo aldrig i disse erotiske situationer, hvad der er meget gode grunde til, men nu må Tintin vist være gammel nok til at stå på egne ben, og det er vel egentlig naturligt og sundt for ham, at han opdager en verden uden for tegneseriens trygge rammer.