Kom ikke her og påstå, at tegninger er ufarlige. Det kommer så sandelig an på, hvad de forestiller. Vi danskere er således blevet berømte eller berygtede i den ganske verden takket være Jyllands-Postens stunt med de 12 karikaturer af profeten Muhammed. Der er nu sat tal på, hvad tegningerne havde af konsekvenser i den store verden, hvor vrede muslimer protesterede i hobetal.
Ifølge Berlingske Tidende er der lavet en såkaldt Cartoon Body Count, offentliggjort via internettet, og heraf fremgår det, at Muhammed-krisen foreløbig har ført til 139 dødsfald og 823 sårede i syv lande. Vi lader lige tallene stå et øjeblik.
De 12 danske tegnere skal naturligvis ikke sidde tilbage og spekulere over, at de er skyld i alle disse dødsfald og elendigheder. De udførte blot en bestillingsopgave fra en avis, hvis politiske dagsorden man til gengæld sagtens kan betvivle. Jeg ved helt konkret fra en af tegnerne, at avisen sammen med bladtegnernes organisation pressede på, da det fra starten kun var få tegnere, der ønskede at deltage. Så blev flere tegnere pressede til – under en meget stram deadline – at tegne Muhammed. Resten er historie. Vi har haft debatten igen og igen i det ganske land, og jeg står stadig tilbage med en fornemmelse af, at det var en helt unødvendig provokation. Vi ved jo, at de religiøse galninge (islamisterne, ikke muslimerne som helhed) altid mangler en god sag, som de kan bruge til at skabe oprør og ravage. Uden en sag, er de intet. Giver vi dem til gengæld den mindste sag, er de klar til at antænde verden, uanset omfanget af ødelæggelserne og tabet af menneskeliv. Derfor er det decideret uintelligent at provokere, når målet er at bevise det, vi allerede ved – at islamisterne ikke har forståelse for ytringsfrihed og demokrati. Derfor mener jeg, at avisens stunt var uintelligent. Uden et jeg dermed vil retfærdiggøre reaktionen.
Nu skal dette ikke udvikle sig til en politisk blog. Jeg ved godt, at mange danskere er uenige med mig. Og det behøver I ikke skrive her. Jeg vil til gengæld tilføre historien en pudsig ekstra dimension. I mit lille tegneseriegalleri får jeg nemlig ofte besøg af folk, der synes, jeg burde udbyde de 12 originaltegninger til salg. Ja, at jeg skulle udstille Muhammed-tegningerne! Og sælge dem. Man mener, det ville give god reklame til galleriet – og at jeg kunne tjene en formue.
Min reaktion på forslaget er forfærdelse. Jeg bryder mig slet ikke om tanken om, at jeg eller andre skulle lukrere på Muhammed-tegningerne endsige tjene penge på dem. Tegningernes skæbne er mig ubekendt – måske nogen kan bidrage med viden – og jeg hælder mest til, at de skal opbevares et sikkert sted i Rigsarkivet. Der er ingen tvivl om, at de ville indbringe endog en pæn formue ved en auktion, men en sådan begivenhed ville være sikker på negativ opmærksomhed verden over, næsten uanset formålet. Snart kunne man tilføje flere navne til tabslisten. Af samme grund ville det også være utrolig dumt at udstille dem på et lille – eller for den sags skyld stort – galleri. Man kunne næppe garantere for stedets sikkerhed, og forsikringsselskaberne ville nok bakke ud.
Konklusionen er, at tegninger er alt andet end ligegyldige. Vi lever i et land med udbredt ytringsfrihed, men som altid er det frihed under ansvar. Læren af Muhammed-krisen er, at al kommunikation kræver omtanke. Som journalist har jeg frihed til at skrive næsten alt (inden for lovens rammer), men spørgsmålet er så, om jeg vil gøre det? Jeg er som bekendt selv journalist, men tilhører den fløj, der mener, at ytringsfriheden er en ladt revolver, man har liggende i skuffen. Man skal kun bruge den til at skyde på andre med, når det virkelig er vigtigt – og afgørende for demokratiet. Bruger man den uklogt, skader man sin egen sag.
Er der mere eller mindre ytringsfrihed i verden som en følge af Muhammed-tegningerne? Hvis svaret er, at der er mindre, har provokationen været et skud i egen fod.