Home / Blogs / Jeg glæder mig i denne tid

Jeg glæder mig i denne tid

imageJeg glæder mig i denne tid…….. og, ja, det gør jeg faktisk. Sætningen bliver godt nok brugt mere for en måneds tid siden. Men der er heldigvis så meget at glædes over. Det er ikke kun i julen, der skal glædes. Det vil føre for vidt at nævne det altsammen, men lidt af det skal der være plads til. Min kone, døtrene de smukke og kloge, deres søde kær’ster, arbejdet (trods alt), ferien, som igen var for kort, gode kolleger, livet i al almindelighed. Jeg holder ligesom Dan Turell af hverdagen, selv i denne sølede eller stivfrosne tid med snotnæse, kriller i halsen og hoste, der ingen ende vil tage.
Og jeg var lige hos optikeren, for jeg havde tabt en skrue, og det vidste vi jo godt i forvejen, at der var en skrue løs, men det var nu mit brillestel, Mister Morsom, der havde tabt skruen. Og jeg fik sat en ny skrue i uden beregning, og jeg blev venligt behandlet, og som om det ikke var nok, så kom jeg forbi en legetøjsforretning på vej væk fra optikeren.
En legetøjsforretning, og det var endda en af de politisk ukorrekte Fætter BR’er, som Wikke og Rasmussen ironiserer over i deres film Hannibal og Jerry. Den med Onkel Morfar. Kender du den ikke, så se at få den kendt. Nå, men da mine døtre var små, så sneg jeg mig nogle gange i Fætter BR, for bare lige såd’n at følge med i hvad, der foregik på legetøjs-området. Der skulle jo hentes inspiration til fødselsdage og jul og kammeraternes fødselsdage og vennernes børns…..osv. Det skal der så ikke mere på det niveau. Måske kommer det igen, hvem ved? Jeg ved min yngste datter (25 år), af og til sniger sig ind i legetøjsbutikker, for at snuse. Hun er en barnlig sjæl, gad vide hvor hun har det fra, og vores ældste kommer der i “embeds medfør”, om jeg så må sige. Hun har brug for at vide besked og skal indkøbe herlighederne, og jeg har hende også mistænkt for at kunne lide det!
Nå, ind med mig i denne kapitalismens højborg, og jeg mindedes, hvordan vi lavede Fætter BR reklamesangens tekst om på det skammeligste, og hvor ondt i r…. alle havde over, at der blev solgt så meget legemøj, ikke legetøj, der knap kunne tåle at blive leget med, og hvordan alting helst skulle være af træ og “ikke voldeligt”. MEN heldigvis hoppede jeg ikke på den. Jeg var og er fuldstændig betaget af alt det, der findes, man kan lege med, voldeligt såvel som pacifistisk. Kors, hvor er der meget.
Nu går min interesse jo i retning af det lidt Super- og Bat- agtige og oh, mit hjerte, hvad vil du mer’? Der var Hot Wheels med Bat-tema, så man kunne race gennem de orange Hot Wheels vejnet. Kan I huske, da der var reklamer for Hot Wheels i Anders And bladet? Og det var mange, for ikke at sige alle, drenges største ønske. Og vi var mange, der ikke fik det, men nogle af bilerne blev da anskaffet. Der står stadig nogle stykker inde på Batrummet, men kun Batkøretøjer. Og der er Lego. Jeg er stolt over at være dansker, når snakken falder på Lego. Kan hænde, at imagede tjener penge, kan hænde de fyrer folk og flytter arbejdspladserne ud af landet på grund af det “hårde” danske skattetryk, og jeg er ikke enig i disse dispositioner, men de kan lave legetøj, så det “klodser”! Jæps! Det står der! Med eller uden diverse andre brands inde over deres eget produkt, så er Lego genialt. Det er mig en gåde, hvordan det var lige ved at gå galt engang tilbage i tiden, og jeg kan også huske hvordan de første forsøg med at kombinere Lego med et andet univers ikke i første omgang faldt i publikums smag. Det skal jeg så til gengæld love for, at det senere gjorde.
Og der i butikken var der ellers også Superhelte Lego – Lego Superheroes. både Marvel og DC. Spider-man, Avengers med Iron Man, Captain America osv. Og Batman med Justice League eller i hvert fald Superman og Wonder Woman. Store æsker, små æsker. Tænk, hvis det havde fandtes, da jeg var dreng. Det var gået helt galt!
Nå! Til overflod er der også Lego Star Wars, Turtles og racerbilsæt med Cars fra Disney, og…….man bliver helt forpustet.
Hyggeligt var det nu.

mvh.

5 comments

    • Skægt, jeg havde helt glemt, at Matchbox også havde en bane. De var gule og Hot Wheels var/ er orange. Jeg havde, som skrevet, ingen af dem, de var for dyre, men nogle, en del, Matchbox biler blev det da til og nogle enkelte Hot Wheels køretøjer. Alex Toths Hot Wheels fra DC kan jeg godt huske. Stod med dem både i England, da jeg var 13 år, vistnok, og noget senere i Fantask, hvor jeg kan huske, at jeg synes det var “åndssvagt” med tegneserier baseret på legetøj, og så biler! Ja, såd’n er der så meget. Der var vist også lidt Neal Adams i Hot Wheels, eller var det kun forsiderne, han var på?

      mvh.

Leave a Reply