Home / Blogs / Minder

Minder

Jeg sad for ganske nylig, i går faktisk,  og fedtede rundt på QXL´s auktionssite; ikke for at finde noget specielt, bare sådan for at få tilfredsstillet trangen til at rode i kasserne igennem hos de næsten ikke eksisterende antikvariater, en slags virtuel tilfredsstillelse af et nostalgisk behov. Så faldt jeg over en auktion med en flot forside, dansk Superboy nr. 1 fra hedengangne Interpresse, og pludselig slog det mig, at det nummer havde jeg købt hos hos boghandleren i hovedgaden i Gilleleje en fredag eller lørdag. Mine forældre havde sommerhus dér i oplandet, og  det var meget hyggeligt af mange grunde, hvoraf én af dem var, at ingen baldforhandlere i området sendte blade retur til forlagene på nær Anders And og Fart og tempo. Så der var tit noget at købe. Det hér var nu et nys udkommet blad, og jeg ved, at det ikke var ikke i sommerferien, for jeg kan huske, at det var med til at kaste glans over den almindelige hverdag, ikke nødvendigvis grå, men i hvert fald almindelig. Jeg kom til at tænke på, om der var andre blade, jeg sådan kunne huske, hvornår eller hvor jeg havde købt, og først kom Batman nr. 67 drønende; det hvor forsiden på Batmanbldat fik nyt tidssvarende lay-out, og Batman er en tiger, der angriber Robin. Nr. 68 var forøvrigt et andet godt minde, men det var nu af helt andre grunde. Batman er fanget af hele 4 forskellige Kattekvinder på forsiden, og det er jo også interessant!

Så slog det mig, at det sikkert gjaldt mange af mine tegneserieindkøb, både hos mig og sikkert også andre tegneseriefreaks. Og ganske rigtigt; inden ret længe væltede det frem med, ja, minder. Det første Tintin album, Batman nr. 14, det med den gratid billet til Batman filmen, Gigant nr.5 og så videre. Og minder, dem har man da lov at ha’!

 

mvh.