Ferien er slut! Mig kan man ikke snyde. Tænk blot på alle de Batman serier, jeg har læst. Jeg er lidt af en detektiv, lidt, så jeg er ikke nem at narre. Ferien er slut. Suk!
Men der er sket mængder af ting og sager i sommer, udover alle de med familien og livet relaterede ting, så har der være gang i den på hobbyfronten, hvis man vel at mærke er til det lidt mere kulørte af læsespektret. Der har været Man of Steel, The Lone Ranger og Woverine på det store lærred. Med skam at melde har jeg ikke set de to sidstnævnte. Jeg er voldsomt bagud på point. Har heller ikke set Iron Man 3, og DET er fan’me uhyggeligt, du! Men der er blot 24 timer i døgnet og læssevis af serier og deslige, der skal læses og beskæftiges sig med samt, igen, arbejde, der skal udføres.
Man of Steel er blevet smadret de fleste andre steder, så vi skynder os videre. Jeg kunne nu meget godt lide den, jeg kan jo altid påberåbe mig min lalleglade ukritiske sans og i denne sammenhæng konservative smag; en fin Superman figur og gode Smalville scener. Min favorit er der hvor Clark Kent, 12-13 år, bliver drillet, og da plageånderne er gået, har CK siddet op af et ståltrådshegn og har krøllet en af stålstængerne for at beherske sig. Ja-ah! Og hvis man ser bort fra de 20 minutter med bysmadrende slåskamp, så var den da meget god.
Jeg har set meget frem til Lone Ranger, og det var dejligt at se, at der i et nummer af det ugetlige andeblad var noget GODT tingel – tangel vedlagt, nemlig Lone Rangers Pump car i LEGO (Sorte Maskes trolley, tror jeg så’n en hedder med et andet dansk ord). Indlæggene, legetøjet, tingel – tangelet eller skrammelet bliver jævnligt diskuteret, og det er nu bedst, når “tilbehøret” på en eller anden måde knytter sig til Disney, helst andeuniverset, men man kan jo ikke få alt. Der var forøvrigt et par mini bordtenisbats i et sommernummer, og der var Anders Ands glade kontrafej på. Det var svært ikke at handle, for var det nu relateret eller ej. Tjah-bop-bop, langt ude, men så’n er’ed jo.
Sorte Maske eller Lone Ranger fik mig nu til at trippe nostalgisk baglæns (kan man andet?), og jeg kom til at tænke på de gamle Fanfare hæfter. Først kom der jo de store med blandt andet Lassie, Alladin og de fyrretyve røvere, Hvide Ørn og så Sorte Maske, ja, selv Tonto havde da et solo nummer. Hvide Ørn forsiden var i min optik sindssygt spændende og dramatisk, men bladet, historien, orj, hvor den var kedelig, synes jeg i hvert fald dengang.
Og så var der de små Fanfare hæfter, på størrelse med Wild West, Prærie samt Raket Serier. De små Fanfare hæfter var vist i farver. Sorte Maske. Ham stiftede jeg bekendtskab med før Batman i min morfar og mormors sommerhus, hvor min 6 år ældre storebror havde sørget for et righoldigt bibliotek af amerikanske Dell blade. Mand, det var sager! Der var også danske Skipper Skræk, Andeblade, Daffy og Eventyr Serien, men Sorte Maske var sej. Forsiderne var fantastisk flotte, men der var en forside, som ikke i mine øjne indeholdt det store drama. Sorte Maske knælede ved en kakkelovn. Der var s’gu’ ikke meget spænding og drama i det. Men indholdet var STORT! Her bør det påtænkes, at det, der bl. a. var af underholdning i TV og biograf, var cowboyfilm og -serier. Ingen nævnt ingen glemt, Så Sorte Maske gik rent ind. Og så havde han jo MASKE på. Det var tankevækkende, for det plejede at være skurkene, der havde det, bortset lige fra Fantomet fra Skipper Skræk og Zorro, men i “kowbøjderfilm” havde helten ikke maske på, så det var interessant. Jeg ser frem til at stjæle lidt tid i dagligagen til at få hilst på Sorte Maske igen. Gad vide om han stadig råber “Hi- yo, Silver, away”?