Willy-Centret er en fanklub for tegneserien Willy på eventyr, der gik i Familie Journalen fra 1923 til 77. Vi mødes en gang om året for at snakke om serien, vise vore fund frem og diskutere, hvad vi kunne tænke os, der skal ske med denne største danske spændingsserie i fremtiden.
Da tegneseriefestivalen Art-Bubble i Horsens blev annonceret, fik jeg den idé, at Centret skulle have en stand dér. Jeg nævnte det for de andre medlemmer og kontaktede arrangøren Lars Jakobsen, og de var straks med på ideen. Vi mente også, at det kunne være fedt at få nogle Willy på eventyr originalsider med på den tilknyttede udstilling ’Tegneserier for millioner’, og Lars nævnte, at han kunne tænke sig at udgive noget af serien i den forbindelse.
Jeg skrev og ringede så til Willy-tegneren Tage Andersens enke Elisabeth og forelagde hende vore tanker, og hun var med på den; først og fremmest ville hun gerne have originalerne udstillet, men hun gik også med til, at vi udgav et hæfte; dog pointerede hun, at vi jo også skulle have lov af tekstforfatteren Aage Grauballes arvinger, før vi kunne udgive noget. Vi havde fundet enken Jonna Grauballes adresse på Krak et par år tidligere, men da vi slog den op igen, var den borte. En mail til familie Journalens chefarkivar Kjeld Damgaard gav det svar, at Allers stadig sendte et friabonnement til den adresse, og jeg sendte Jonna et brev lige før jul 2010. I begyndelsen af januar ringede hun tilbage og fortalte, at hun var glad for, at vi ville udgive serien.
Så begyndte vi at tænke på, hvordan vi kunne få hæftet udgivet. Lars Jakobsen ville gerne udgive det på sit forlag Fabel, vi skulle dog selv bekoste trykningen. En henvendelse til et andet forlag gav det resultat, at de ville udgive et hæfte i sort/hvid, hvis vi ville indskyde et beløb; det var vi dog ikke interesserede i. Så det blev Forlaget Fabel.
Vi holdt så et møde i Willy-Centret i januar, hvor vi diskuterede, hvad og hvordan vi skulle trykke. Oprindeligt havde jeg foreslået, at vi kunne udgive en episode fra 1964: Fortsættelsen af ’Rumpiraten’, som jeg havde kaldt ’Robothjernens Slaver’. Det var 40 sider rimeligt afsluttet, som for samlere ville give en god kontinuitet; men vi blev hurtigt enige om, at det i stedet skulle være én af de senere episoder, hvor Tages tegnestil var fuldt udviklet.
De sidste to år af seriens levetid bestod af tre lige lange episoder, og ved at vælge den første af dem, ville vi signalere, at vi ikke blot afsluttede serien med en enkelt udgivelse, men ligefrem lagde op til en fortsættelse, nemlig de to sidste episoder: ’De mystiske Kæmpeøgler/FN-rumskib i fare’ og ’Den Skibbrudne’, begge på ca. 33 sider (mine selvopfundne titler fra en artikel på www.willy-centret.dk ).
Det blev så en episode på 32 sider, der jo lige kunne være på 2 eller 4 trykark, alt efter trykkeriet, plus et omslag, alt i farver. Vi kunne selv samle hæftet med hæfteklammer og måske afslutte ryggen med tape ligesom de ældste CAE-hæfter, hvori Willy blev genudgivet i 40erne . Jans bror Bo, der arbejder på et trykkeri, kunne tilbyde at trykke det for materialeprisen. Det gav lidt luft i det foreløbige budget, så vi besluttede os til trykke 8 sider mere med titelblad, indledningsartikel og nogle billeder.
Vi fik samtidig lagt en plan for vores stand på Art-Bubble og udstillingen af originalsider. Jeg fik til opgave at besøge Elisabeth og forelægge hende, hvad vi var kommet frem til, og det gjorde jeg så d. 7. februar. Først var hun ikke helt tilfreds med vort valg af episode, men da jeg forklarede, hvorfor vi havde valgt den, gik hun med til det med den ændring, at vi tog en side mere med i begyndelsen. Jeg havde et kontraktforslag med til hende, som hun dog havde en del rettelser til, samt nogle udkast til omslag: Lars Jakobsen havde lavet et ud fra en forstørret billedramme; Jørgen Høgh havde efter opfordring fra mig lavet en skitse til nytegnet omslag; og Jan og jeg havde hver lavet en collage ud fra scans fra Familie Journalen. Hun valgte mit forslag, som jeg egentlig havde lavet for at vise, at det nok ikke kunne lade sig gøre!
Lars’ første forside-forslag
Jeg foreslog Elisabeth, at vi valgte de samme originalsider, som vi ville bringe i hæftet, til ophængning på udstillingen i Horsens, men hun foretrak, det blev sider fra både begyndelsen og slutningen af Tages produktion; det var også, hvad Brian Wiborg fra Industrimuseet havde ønsket. I stedet bad jeg om at måtte kopiere originalerne til hæftet, jeg havde medbragt min scanner; den var dog for lille til at kunne bruges selv på den anden led, så hun tilbød mig, at jeg kunne låne siderne med hjem, hvilket jeg tog imod med begejstring og lovede at aflevere dem tre dage efter.
Jeg tog hjem, ør og glad, og næste dags morgen tog jeg tidligt på arbejde og kopierede siderne på kontoret, der har en rigtig god A3 kopimaskine. Desværre skete der så det, at jeg i løbet af formiddagen kom ud for en ulykke, der gjorde, at jeg blev fløjet i helikopter til Rigshospitalet, hvor det blev konstateret, at jeg var sluppet med 4 brækkede ribben og en lille punktering af højre lunge; ikke noget, der krævede behandling udover observation og smertestillende medicin. Min søde kæreste Rie lovede at sende kopierne til Jan Wenneberg og bringe originalerne tilbage til Elisabeth, så vi kunne komme i gang med produktionen. Jeg fandt ud af, at der var internet på Rigshospitalets bibliotek, så jeg var hurtigt i forbindelse med Jan og Lars igen.
Nu opstod der så en anden situation: Vi havde kontaktet Allers Ffd g orlag og spurgt, om det var OK at vi brugte scans fra Familie Journalen til at trykke vort hæfte efter, og det var havnet hos Allers juridiske afdeling, som vi ikke hørte fra i flere uger. Ufortrødent fortsatte Jan dog produktionen i håb om, at dette ville løse sig. Vi gik i gang med at lave en forside i collage fra originalerne, og jeg skrev en indledende artikel om serien til hæftet.
Elisabeth havde selv påtaget sig opgaven at bringe originalsiderne til museet i Horsens og spurgte, om jeg havde lyst til at tage med, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville og havde tid til pga. min sygemelding efter en uges ophold på Riget. D. 2. marts tog jeg hjem til Elisabeth, og hun kørte hele vejen til Horsens, hvor vi ud over Brian Wiberg også mødte Lars Jakobsen, der skulle aflevere forskellige effekter til udstillingen. Han fortalte bl.a. at han havde fået lov til at låne 4 Bamse og Dukke Lise-originaler af Allers chefarkivar Kjeld Damgaard. Jeg spiste frokost med Elisabeth, og hun kørte hele turen hjem igen; hun holder meget af at køre bil, og skønt hun er 80 år, er hun en dygtig bilist.
Dagen efter modtog jeg en konvolut fra Allers: Det var 4 Bamse og Dukke Lise originaler! Jeg blev lidt mystificeret men vidste godt, at det var de 4 sider til Lars, så jeg sendte dem videre og skrev en mail om det til Kjeld Damgaard, hvor jeg også nævnte, at vi var lidt desperate pga. at vi ikke havde hørt fra deres juridiske afd.. Han sendte en mail om, at han ville minde dem om det, og 2 min. senere kom tilladelsen.
Nu var det på tide, at vi gik i gang med at trykke hæftet. Jan havde fået tilbud på indbinding som et rigtigt album, hvilket var ret dyrt; men vi strammede os an og satte flere penge til side. Midt i marts tog jeg igen på besøg hos Elisabeth og fik godkendt vores forsideforslag med flere ændringer. Jan skulle trykke d. 19., så det var lige op over; men nu viste det sig, at Lars Jakobsen, vores forlægger, ikke var glad for forsideforslaget, og han sendte et nyt, som så endelig blev godkendt af Elisabeth med endnu flere ændringer. Hun fik en prøveudskrift af hele hæftet forelagt, og endelig faldt det hele i hak, da den underskrevne kontrakt kom fra Jonna Grauballe.
Den endelige forside
Jan og Bo trykkede indholdet sidst i marts, omslaget og indbindingen blev lavet et andet sted, og det blev endnu dyrere, men bogbinderen tog så ikke penge for coatingen af omslaget (før vi havde solgt 400 eks. i det mindste), så vi klarede skærene, og Jan kunne hente hele oplaget i sin Morris Mini Combi Van i god tid før Art Bubble. Jeg lavede selv en reklamefolder om albummet, serien og Willy-centret, Elisabeth havde givet os skriftlig tilladelse til at bruge et bestemt billede af Willys forskningscenter i Australien som bomærke.
Endelig mødtes Willy-Centrets medlemmer i Horsens, Elisabeth dukkede også op, og vi solgte ca. 130 eks., hyggede os og fortalte alle og enhver om serien og vores album. Vi synes allerede, det er gået så godt, at vi har mod på at udgive et album mere i løbet af et års tid eller to.