– fortsat fra [4.1] Om Komiklex. De store ‘bommerter’ (1 af 2)
Privatmarkedet
I og med handlen på Internetttet er eskaleret i dobbelt O’erne (kan jeg vist roligt sige uden videre yderligere underbygning) er prissætning blevet noget mere åben (’transparent’) og tilgængelig i en vis forstand for lægmanden. Vi taler her om muligheden. Ikke i absolutter termer.
Mange varer kom frem i lyset. Varer som ellers sjældnere ville have fundet en ny ejermand, som det nu er tilfældet. Samtidig er det i praksis også blevet lettere at kopiere andres arbejde omkring prisætning, præsentation, graduering mv; det er blevet lettere at brygge et ’manuskript’ sammen, der kan bruges, misbruges i en handelssituation af selv tåber. Ja undskyld udtrykket.
Internettet har gjort to selvforstærkende ting. Det ene er at stå i et betydeligt konkurrenceforhold til de etablerede erhvervsdrivende, da ca. 10-15 betydende private operatører (mere åbenlyst) gik ind i markedet, mens det andet er at det i en periode har både øget udbudet og forstærket efterspørgslen på tegneserier generelt. Det har både haft fordele og ulemper.
Fordelen har været, at rigtig mange ting er dukket frem, som tegneserieinteresserede slet ikke har kunnet finde i genbrugsbutikker, antikvariater eller specialforretninger, fordi de enten ikke har det, eller har villet taget dem ind eller ikke har haft det liggende fremme i butikken, fordi andre varegrupper sælger bedre. Dette ændrede forhold er der mange komplettister og almindeligt tegneserie-læseorienterede købere, som har værdsat.
Ulempen i denne sammenhæng er, at man ikke kan købe varen umiddelbart – fordi det omtalte udbud oftest har været at finde på auktionssider eller gennem mæglere – og derfor i værste fald slet ikke (du blev overbudt), mens den hos forhandlere godt kan købes for et mindre ’fremskaffelses’-gebyr, hvilket i praksis indebærer, at usælgelige titler får en resulterende listepris, der ligger (måske eksorbitant langt) over, hvad de normalt handles til. En yderligere ’ulempe’ i dag er, at markedet syntes mættet for tegneserier i almindelig (brugt) stand. Meget kan simpelthen ikke sælges.
Nuvel, f. eks. opererer Pegasus Bo hermed ovenstående, selvom indehaveren syntes, at jeg er lidt streng, når jeg skriver om det (nu igen-igen). Nu på 8. år. Men det er simpelthen rigtigt. Jeg får endda repeteret kvædet som be- og overhører, når en kunde spørger til et hæfte, han ikke lige kan finde i butikken. Og forfatteren, altså Bo, skriver faktisk, at sådan er det. Men det er ikke den generelle praksis landet over. Måske kan du nøjes med listeprisen hos nogle, mens nogle udvalgte få tager en ydelse for den ’service’.
Vender vi tilbage til privatmarkedet, så er der andre ulemper end den, at det for den enkelte lægmand er svært at danne sig et overblik over, efter hvad og hvordan et salg skal sættes i stand. Fx skal man tage stilling til, hvad man vil sælge, som man ligeledes skal tage en beslutning om, hvilken standsbeskrivelse, man vælger at bruge og følge (selvom der kun er en (anerkendt) standard). Og hvad skal skidtet koste? Og det er her, at filmen nogle gange knækker. Eller det burde den.
I op mod 50 % af mine handler (ved køb) på fx qxl.dk burde jeg strengt taget have givet negativ eller neutral bedømmelse af sælger, og beskrevet manglerne. Tilskårne billeder, påskrivelser, løse sider, dårligt opbevaret, elendig indpakning ved forsendelse, ekstra uoplyste ’handling’ gebyrer osv.
Det er blot nogle af de faldgruber, man kan komme ud for. Vær beredt. Vær konsekvent. Vær ærlig. Dette hjælper os andre til at spotte dem, som man skal holde sig fra. En enkelt svipser skal selvfølgelig ikke stigmatisere sælger. Kun hvis der er tale om gentagelser eller grove tilsidesættelser af hvad man kan finde rimeligt. Hvis du er utilfreds mit dit køb, så kontakt sælger og beskriv situationen. Ofte er sælger lydhør overfor dine argumenter (fx omkring løse sider, vandskader mm.).
Nogle vil mene, at det afhænger af hvilke øjne der ser, mens andre mener, at det muligt, at anvende en fælles standard, som alle kan, bør og skal følge. Det sidste er besværligt, og tager altså nogle timers, hvis ikke års, øvelse, at blive nogenlunde ferm hertil. Det er et valg, hvad man ønsker at bruge; but you have to follow it through.
De fleste vælger og gør det ’efter bedste evne’; som er en gummiparagraf. Andre gange forsøges der med meget brede eller velformulere sætninger eller præsentation til at gøre tegneserien bedre i ’objektiv’ forstand, for at fremme salget. Salg er jo formålet i denne kontekst. Mindre primitivt kunne man anvende begrebet formidling. Der findes sandelig også tilfælde, hvor sælger underdriver. Det kan i sig selv være positivt for køber, men mindre godt for sælger, hvis for mange misforstår det, der skrives (dårligt) om (en faktisk god) vare(n).
En slags kendsgerning er, at jo mere du skriver som ’varebeskrivelse’, jo værre kan mindre ’fejl’ blæses op til end tilfældet rent faktisk er. Det er noget psykologisk, tror jeg. Det sidste er set eksekveret modsatrettet af professionelle opkøbere mod velmenende sælgere.
Nuvel, her er et eksempel på, fra en ellers habil sælger, hvor det der skrives, er temmelig selvmodsigende, og illustrerer på sin vis fint den netop gennemgåede problematik;
Jeg citeter uden navns nævnelse (teksten er kopieret fra Internet):
”Jeg har fundet en del dubletter fra de tidlige 1960’ere [frem], alle ganske nydelige og standsmæssigt helt i orden blade. Det kan være vanskeligt at graduere blade, og alle ser ikke alt, og alle har forskellige referencer og præferencer. I mine auktionstitler har jeg nogle gange angivet standen. Den skal tages med alle mulige forbehold, for jeg er langt fra ekspert. Jeg vil også henvise til foto’et nedenfor, som ganske simpelt et et shot af forsiden. For bladene fra 1960 ligger vi standsmæssigt omkring Very good+ og frem til Fine+. Husk – du er altid velkommen til at stille spørgsmål. Jeg vil svare så godt jeg formår.”
Er der nogle, der får tanken om Anden’s parodisketch på skozifrenen fra Robinson?
Nuvel! For det første, så undskylder sælger sig med flere niveauer af forbehold;
- at det er vanskeligt, at graduere (blade),
- for alle ser noget forskelligt;
- at vedkommende ikke er ekspert,
for derefter at graduere alligevel!
Med seler og livrem, kunne man sige. Her bør advarselslamperne blinke og sirenerne normalt lyde markant højt, så det også kan høres i nabokommunen. Altså, med mindre man kender sælger og den service / kvalitet vedkommende er kendt for levere, og dermed forstår sælgers måde, at beskrive vare(r)n(e) på, så burde man nok lige sikre sig en ekstra gang inden man køber / byder ubeset. Men det er jo ikke altid tilfældigt. Det kunne jo være en copycat.
Det er givet, at det er svært at graduere (helt) korrekt (hver gang), hvorfor man kunne overlade det til professionel tredjepart, som for eksempel CGC (Man kan måske søge hjælp på tegneserie.info), og som normalt kan anses for uafhængig af interesser i den aktuelle handel. Men det er eller vil blive yderst bekosteligt og i de fleste tilfælde et overkill.
Hvorom alting er, så er det i princippet ’enkelt’ nok at graduere seriøst ved blot man anvender de senest gældende standarder, og henviser til dem, og derfor fraholder sig til ikke at anvende egne, der til forveksling ligner andres eller de vedtagne, gradueringssystemer. Som minimum bør man oplyse hvilken revision man anvender, så handlende har en chance for, at sætte sig ind i sagerne.
Man bliver nødt til at at sætte sig ind i det og holde sig til standarders tekst og mål. Ikke som ovenstående sælger har gjort det efter tesen ”så godt jeg formår”. I bedste fald er det useriøst, i værste tæt på falsk varebeskrivelse.
En god tommelfingerregel er at tælle antallet af fejl, som pr. definition afgør, hvor vi højst kan lande. Dvs., du skal i princippet anvende laveste mulige fællesnævner for at få den bedst mulige vurdering. Med den ’bedst mulige vurdering’ hentyder jeg til en graduering, der baserer sig på et objektivt grundlag understøttet af og efter vedtagne regler / standarder, og dermed er længere væk fra at være et flegmatisk skøn, som kan have til formål blot at booste et salg… køberen er her altid i fokus. Ikke sælgeren.
Et godt sted at starte er seneste udgave af Overstreet GRADING Guide. Amazon har den helt sikkert. Brug fx den eller et tilsvarende nyere grundlag. Ikke en gammel udgave med rødder tilbage fra 70’er eller 80erne, som Komiklex bygger sine gradueringstrin på.
Iagttagelse – Må en tegneserie lugte af kælder (dvs. fugt)? Det må den ikke i Overstreets. En hovedregel er, hvis det ikke står eller udelukkes i gradueringstrinnet, så er det tilladt. I dette tilfælde er det bare blevet åbenlyst, at det må den det godt ift. Komiklex’ gradueringsskala. Men det er altså indlysende for samlermarkedets øvrige aktører, at den egenskab (læs defekt) må den ikke besidde.
Dét vil jeg mene, vil du kunne få bekræftet hos de fleste, der handler og handler mere eller mindre professionelt. Står sælger og siger, at du sagtens kan fjerne lugten ved at forsegle en pose med en eller flere tegneserier i ozon eller hvad ved jeg, er vi derude, hvor vi er landet på manipulation af objektet, hvilket strengt taget er noget gris-gris.
For nu at skære helt ind til benet. Beskriv alle de fejl, du som sælger ser INDEN handlen indgås. Ja, det kræver både høj selvjustits og færdighed i graduering. Som køber bør du forlange et høj-kvalitets-billede eller et scan inden du begiver din fra A til B, hvis afstanden fx er betragtelig. Det skal BÅDE være af forside, bagside og en profil af ryg og bund, evt. også de første sider, deriblandt titelbladet uden at degenerere tegneserien. Forelæg køber at møde op personligt til et nærkøb og forevis varen for at blive enige om detaljer omkring salget; dvs., antal beskrevne fejl, klagemulighed/-frist mm. Evt. med en på forhånd (skriftligt?) aftalt frist for indsigelser. Er tegneserien i plastlomme, skal du have mulighed for at kontrollere tegneseriens fysiske integritet, da tegneserier i plastlommer får tegneserien til at ’se sig bedre ud’ eller kan skjule fejl (løse sider, påskrift på titelblad mindre ridser, kyndig restaurerering mv.).
Skulle køber alligevel finde en fejl, som IKKE er beskrevet og som efter gældende regler kan anses for en fejl, siger det sig selv, at gradueringen kan falde, men ikke nødvendigvis gør det (flere antal fejl er tilladt i nogle gradueringstrin).
Der må henvises ellers til Købeloven, hvis en tvist skal opstå. Læs Købeloven her og vurdér, hvor du står stærkest ved henholdsvis fjern- eller nærkøb. Det er her væsentligt, at pointere, at Købeloven for handler på Internet i Danmark, er styrket i de senere år, da sælger er forpligtet til at tage varen retur – også ved privatsalg for varer på f.eks. auktionshuse – eller portaler. Hvad der gælder for handler i og fra udlandet, må I selv undersøge nærmere. Du skal dog være obs på, at der kan være udgifter til forsendelse, og at Købeloven kan revideres løbende. Undersøg det gerne, inden køb.
Se nu. Det kan altså blive en besværlig proces, at handle tegneserier, hvis det skal gøres seriøst i samlerøjemed. Er vi ovre i anskaffelse som læsereksempler er ovenstående et klart overkill. Der kan dog være et tema om pris tilbage, som er et mellemværende mellem køber og sælger.
Da (nogle) tegneserier har opnået en vis værdi, har de også fået interesse som investeringsobjekt. Altså, for bedst at sikre bedst mulig objektivitet, bør man anvende seneste fælles standarder.
At graduere, er altså en kompetence, som nogle vælger at lægge til prisen. Lægmanden bør normalt ikke. Og det står vist uden forklaring, fordi det er indlysende hvorfor!
”Det jeg kan sælge, får jeg ikke ind. Og det jeg får ind, kan jeg ikke sælge.”
Dette er et ordret citat, jeg har lovet mig selv, at jeg altid skal kunne huske. Det er sateme godt, og beskriver en tilbagevende problematik i og for antikvar- og brugtmarkedet for erhvervsdrivende (ssom har et cvrnummer), fordi man ikke bare kan bestille brugte varer. Og i tillæg, har jeg aldrig haft det godt med udenadslære, skal det siges. Også når man vækker mig om natten skal jeg kunne citere det ordret for- og bagfra. Med gru husker omstændigheder, da jeg skulle lære Newton 2. Lov om den der jævne, retlinede bevægelse som havde et eller andet at gøre med en resulterende kraft til i 9. klasse til den afsluttende eksamen i fysik. Det er nu 21 år siden, og jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan huske den og hvad den (natur)lov har af betydning. Jeg ved, at den er der, og mere behøver jeg vist ikke at bekymre mig om den. I dag kan det vel slås op… ehh googles!
Dette omtalte citat, ”Det jeg kan sælge, …” altså det første, fortalte Søren Pedersen mig en sommer i august (omkring 2008), som begrundelse for, hvorfor Fantask var ophørt med at sælge brugte tegneserier. Der kom ikke nok ind, de kunne sælge. Og det de fik ind, kunne de ikke sælge. Jeg fik det uddybet, da jeg mødte Søren i sin sidste arbejdsuge, da han var ovre for at få sig lidt frokost hos den lokale schawarmabar. Han inviterede mig overpå, så han kunne uddybe, hvad han egentlig mente, men den sætning. Det skal siges, at jeg længe indenda ville have fulgt op herpå, men i en periode kom jeg stort set ikke inde i City.
Det første han kunne fortælle var, at de havde solgt butikken til nogle medarbejdere. Det lån skulle vist betales tilbage i løbet af seks måneder, hvilket siger lidt om omsætningen. Men tilbage til sporet. Det viste sig relativt hurtigt, at det at håndtere hæfter og samle dem i årgange (som man gjorde det med Skipper Skræk) eller serier i dobbelt O’erne blev en saga blot, fordi den handling (engelsk udtale), som var en af grundforudsætningerne for at samle disse og andre hæfter i serier og årgange ikke kunne oparbejde en ordentlig løn til at det kunne betale sig samt det forhold, at markedet domineredes i forskellig grad af albumformat samt manga. Det var heller ikke den store efterspørgsel på ældre hæfter samlet i årgange, som der var tidligere.
Salg af nye tegneserier var og er mere profitabelt pga. volumensalg. Og det indenfor de første tre måneder efter release. Siden blev det også et problem for andre typer af tegneserier – jfr. citatet. Søren mente, at han fra alle de private operatører fik unfair konkurrence, fordi de ikke havde, måske heller ikke har, et momsmellemværende med SKAT. Han formulerede det lidt anderledes, og lidt kryptisk, men måske regnskabsmæssigt korrekt, men det med momsen fik jeg fat i. Det er jo en valid pointe, fordi når han sælger en Anders And nr. 1 fra 1949 til kr. 10.000, skal han betale op til kr. 2.000 i moms, hvilket den private operatør (normalt) ikke skal eller gør.
Man kan jo ikke helt afvise, at nogle gør det (betaler B-skat), selvom det er svært at tro på den barmhjertige samaritaner, som fortæller om sin B-indkomst til SKAT. Derfor, da Berti Stravonsky fx mistede al respekt for Fantask (husket formuleret i en tråd på seriejournalens forum mange år tilbage, dog efter 2003), da de ikke ville sælge ham 2 stk af den omtalte Anders And, fordi de vel regnede med, at han ville sælge dem videre – hvorfor købe to? eksemplarer af den samme – og ved den handling (dansk udtale) selv forsøger at tørlægge eventuelle konkurrenter. Søren ikke var villig til at sælge til dem, han mente, ville købe for at sælge videre. Det var vel hans måde, at ’sige fra på’, ved ikke at føde den for ham opfattede unfaire konkurrence og underminere markedet for erhvervsdrivende.
Det, der så kan siges til det, er, at Søren har en pointe. Alle skal vel bidrage til samfundsøkonomien efter gældende regler. Eller i det mindste indenfor rimelighedens grænser. Men der er altså flere aspekter heri. Hvorfor fik Fantaks ikke nok ind? For hvad var Fantasks købspris? Var den høj nok til, at nok af de rigtige kunder med det rigtige udvalg ville sælge til Fantask? Og lyste man højt nok op til at folk vidste, at man kunne sælge brugte tegneserier til Fantask?
Når det nu er kommet ud i åbne, kan andre jo byde ind mere eller mindre aktivt. Samtidig har der også pågået en parallel udvikling mod en praksis, hvor private gennem en mægler, sælger ud af deres dubletter eller dele som hele samlinger. Qxl.dk er et af eksemplerne herpå. Private operatører er et andet.
Så gutter, så vidt jeg er informeret, så har Fantask ikke længere brugte tegneserier i deres katalog eller på hylderne. Men læs mere herom, når jeg udgiver den nye serie af artikler om brugtmarkedet i Danmark. Fantask er i denne omtalte og kommende artikel gledet ud af beskrivelsen af butikker tilbage i markedet, der sælger brugte tegneserier. Så hvis nogle syntes, at den mangler, så er ovenstående beretning altså realiteterne grundet det valg Fantasks tidligere ejere valgte at gøre.
Jeg kan forstå Sørens pointe. Imidlertid ser jeg også et spor, som er blevet tydeligere, hvor handlende skal være mere obs på, hvad der rører, og agere derefter, hvis du / de fortsat vil være i markedet. Vel at mærke be- som stående. Du skal finde konceptet, og gå benhårdt med det i hånden og baghovedet. Ellers bliver du løbet over ende af mere entreprenante aktører i markedet.
En tommelfingerregel idag er, som også er et citat fra en samtale med en storsamler og en privat operatør, er, at det kun er 10 % som går godt i dag (ultimo 2009) af brugte tegneserier. 5 % af det billigere crap og 5 % af det dyre, sjældne. Den bløde mellemvare er blevet for almindeligt i disse tider og udbydes af hvermand.
Det er også derfor, jeg ser, at mange af de private operatører ikke er i markedet så meget, simpelthen fordi avancen, som i stor stil drev værket (min tolkning), er for nedadgående, som den ene del. Den anden del kan være, at det ikke længere er så ’sjovt’ mere, fordi det har udviklet sig til en slags deltids-/fuldtidsbeskæftelse, hvis det skulle fortsættes seriøst, og derfor tager for meget tid (for mindre avance). Den bedre halvdel har måske også lidt at byde ind med? Men også dels fordi markedet er blevet mættet på nogle områder, men også fordi folk vil sgu selv uden en mægler, med de risici, det kan medføre, når afregningen indtræffer. Ja, hvad ved jeg…
Hypen, som lagde sig ned
Selvom markedet på sin vis har stabiliseret sig sidestillet med at hypen har lagt sig noget, hype og stabiliserering udelukker vel hinanden, og at et stort tal af de private operatører ikke rigtig gider mere, syntes albums i de populære serier, stadig at kunne holde en vis interesse.
Hvorfor nu det? Den gode historie går aldrig af mode (Cobolt citat). Det er tydeligt, at det er udbudet, der er i styring nu på de 5 % som er virkelig interessante. Men det sker altså, hvilket gælder for ’markedet’ generelt, at der er en vis bevidsthed om, at tegneserier i fremtiden som i nutiden bliver en mangelvare; tiden går, og alting forgår.
En måde at imødegå tidens tand på, er, at genoptrykke samt videreføre gangbare serier som at udgive tegneserier (i samlebind eller såkaldte’integraler’), som er i tidens trend. Eller, på de eksemplarer der allerede er købt, at opbevare og behandle dem forsvarligt, så de holder sig længst muligt både som ’investeringsobjekt’ (noget tvivlsomt for majoriteten af danske tegneserier) og til læsning. Hvordan du bevarer dine tegneserier, kommer vi ind på senere i sidste kapitel.
Skal varegruppen bestå som et livsgrundlag for forretningsdrivende, kan der ikke længere prissættes som om det var masseproduceret, men ud fra flere kriterier med forskellig vægtning, hvor det ene er, at ’opprise’ tegneserien til, dvs. de ældre, hvad den ville skulle koste i dag, hvilket til en vis grad sker parallelt forskudt med forlagenes prissætning, mens det andet er at brande tegneseriern som ’liebhaveri’ eller et ’kært gensyn’ med fordums læseoplevelser, og hvor butikkens opbevaringsomkostninger, løn til ansatte m.fl., skal dækkes ind og dermed prissætte mere ’nutidigt’.
Kører du dit salg af tegneserier som forretning, må du indregne nogle af disse betragtninger i dit koncept og dermed i din pris. Den barmhjertige samaritaner bliver et let offer og bliver ofret, hvis han ikke gør som netop beskrevet. Det er i hvert fald min vurdering.
Det sidste syntes selv at være opdaget blandt genbrugsbikser, hvor tendenser i prisudviklingen opdages noget senere og som at have modet til at reagere som forretning. Fx at folk der har lagt tegneserien på hylden i 90’erne igen vil læse dem samt følge op på det, som er udkommet sidenhen. Når der er en ’gruppe’ af tegneserieinteresserede, som kommer tilbage i markedet, vil det jo have en vis indflydelse på udbudet og, hvis man følger markedsmekanismerne, have indflydelse på, hvilken pris tegneserien skal prissættes til. En ting er sikkert. Butikker i dag kan ikke leve som isolerede øer, i en verden er blevet temmelig mobil via proxy. Og sælges der for billigt, udhules dit livsgrundlag som forretning. Samaritaneren behøver sig en samaritaner. I hvilken skikkelse, står ikke helt klart!
Der syntes imidlertid at være et mantra idag ultimo 2009, at det kun er ca. 10 %, som går rigtig godt stadigvæk. 5 % er billigt skrammel og tilbudsvarer, mens de resterende er de efterspurgte titler. Det svarer til i runde tal ca. 400 albums og omtrent 1000 hæfter. Om det er Finansieringskrisen (andre kalder det Finanskrisen, men likvide midler har og vil der altså ikke være mangel på – Go! Federal Reserve) som er skyld i det, er jeg ikke helt sikker på. Selvom mange butikker straks anvendte dette fænomen som undskyldning for ikke at investere eller købe ind til ordentlige både kontantpriser eller byttepriser, er det altså en nedengående spiral mod afvikling, hvis man ikke kan, eller vil, holde et potent varelager blot fordi en midlertidig krise viser en ubehagelig side. Folk gider ikke blive taget i røven, hver gang. Og skulle der være egentlig substans i deres reference til finansieringskrisen, så skulle de vel lukke deres foretning nu inden udgifterne trækker dem ned i en gælds- eller lejefælde? Eller hur?
Hypen har lagt sig ned for denne omgang. Indtil den får en retro.
Mægleren
Vi har jo været inde på dette før. Men uden navns nævnelse. Det er ikke specifikke personer, jeg tænker på, men det er det vel egentlig også, som det er teknologier og forretningskoncepter.
Grundlæggende findes der vel nedenstående,
- Den private operatør
- Auktionshuse
- Annoncemarkeder
når der nu skal nævnes nogle overordnede grupperinger. Disse findes i forskellige varianter og med vidt forskelligt kompetenceniveau.
I privatmarkedet har vi vist til rigeligthed berørt den private operatør, som i rigelig grad har gjort brug af de såkaldte demokratiske platforme i forretningens som i formidlingens tjeneste, som Internettet kan stille til rådighed.
Men det kan måske være værd at nævne mæglerens forfader, og dermed det nogle måske var før de blev mæglere. Betegnelsen for mæglerens forfader er bogflytteren.
Det er en person, som støver gode som dårligere ting op rundt omkring, og sælger eller bytter dem til antikvariater eller specialforretninger. Motivationen er enten at krydre sin egen samling via salg / bytte eller blot for at tjene lidt penge selv. Nogle gange er de professionelle og lever af det. De er ofte lette at spore, i det de er særligt aggressive, fokuserede, pendulerende (frem og tilbage til transportmidlet) og trasker rundt med de der kæmpe blåfarvede IKEA taster.
Nu er folk generelt gode til at se nye muligheder. Den mulighed jeg her taler om, er, at springe mellemhandleren over, fordi bogflytteren ofte selv må finansiere sine indkøb. Mellemhandleren er i dette tilfælde den erhvervsdrivende.
Bogflytteren er i sin gamle betydning en døende race, og vis funktion i dag må siges at være overtaget af mægleren. Kort sagt; mægleren har erstattet hvis ikke udryddet bogflytteren.
Mægleren har i dag fået den betoning ved at overtage denne rolle og redefineret den. Blandt andet ved kunne vise sit værd, men også har været villig til at skabe sig et netværk som værende den der er først ude og hente de gode ting. Der er måske ikke den store forskel på de to ’professioner’, men det er mere eller mindre klart, at konceptet har ændret sig, fordi kontaktfladen har både ændret og mangedoblet sig.
Skal vi se på årsager til udviklingen, kan de være, at teknologien, og angsten for at benytte den stort set er elimineret hos det fleste, hvilket har gjort det nemmere at bikse noget sammen selv, mens en anden årsag er den, at de erhvervsdrivende tog vel sig rigeligt betalt, ved ikke at anerkende deres ’arbejde’ med at skaffe emner til butikken, ved at give for nedadgående priser (byttepris for Projekt X blade til 50 øre er useriøst for en specialforretning i City) i et opadgående marked, mens det tredje og sidste forhold er, at bogflytteren har fjernet mellemleddet, så at sige. I nogle tilfælde har man fortsat som privat, mens andre har startet deres egen business.
Et relativt nyt fænomen i forhold til 4. udgaven er auktionshusene (på Internet). Vi har nævnt den mest dominerende, og som over tid har taget stort set hele markedet. For mig er det lidt uforståeligt, sådan umiddelbart. Men der findes altså teknikker, som kan gøre et sådant forum særlig attraktivt om end nok udenfor de regler, som auktionshuset stiller. Og du, som sælger, skal overholde for at få lov til at benytte deres tjeneste her og nu som fremadrettet.
En af de regler, man ikke må bryde, er, hvis der indgås aftaler om mellem forskellige handlende at handle udenom qxl.dk. Især efter du har skabt kontakt ved en handel. Auktionsitet frygter naturligvis, at det bliver overflødigt! Specielt bør man her notere sig dem, som forsøger at holde prisniveauet kunstigt oppe ved at indgå aftale på at byde hinanden op på udvalgte varer (uden egentlig at ville købe varen). Fænomenet har ikke været fraværende som sådan, og er vel rigeligt blevet gennemtrævlet i medierne med Lauritz.com som et af de mere uheldige eksempler.
Annoncemarkedet er jo den gammeldags form. Som jeg kan fornemme, er den kørt lidt ud på et sidespor til fordel for de to andre i punktopstillingen, nok fordi den mest egner sig til faste priser, mens de øvrige to kan givne højere priser end man lige havde forestillet sig, men gør ikke nødvendigvis – du kan, hvis du er heldig, få højtprissatte titler til spotpris (men det er sjældent).
Annoncemarkedet har dog den fordel, at det oftest ingen mægler har, som tager en (endnu) bid af kagen, men står alligevel svagest, fordi den spiller på nogle faste tangenter, som stiller den svagere, sådan som ’Markedet’ agerer og reagerer i dag. Nogle gange blot pga. ’modefænomer’.
Det er muligheden, og større og hurtigere fortjeneste og omsætning, som er dens akilleshæl i en konkurrencesituation, fordi konceptet baserer sig på fastprismodellen. Med det sagt, så er det ikke nødvendigvis den dårligste løsning, fordi du i en auktionssituation er tvunget til at sælge til budprisen, selvom den er for lav eller lavere end sælger gerne havde set, med mindre der er en mindstepris.
Der findes selvfølgelig måder, hvorpå du kan sikre dig gennem en mindste- og startpris. Den sidste gør bare, at det efter min mening udhuler konceptet, og måske min naive forestilling om, hvad en auktion er eller burde være. Her er det igen mulighed for tåberne at boltre sig, som jeg allerede tidligere er kommet ind på.
På auktionshusene finder du sjældent ansatte med tegneserier som spidskompetence. Den henter de udenbys eller i ’priskataloget’ i form af ’Biblen’. Groft og lidt forenklet sagt. Det er dog observeret, at enkelte ansatte hos de større auktionshuse har en vis passion for ældre hæfter de læste som barn, men egentlige eksperter i nuet har jeg pt endnu ikke håndgribeligt stødt på. Har emnet provinience, er det en tangent man kan spille på selvom den er lidt købfattig, og sætter større fokus på den tidligere ejer frem for selve værket.
Jeg har også givet eksempler på billeder fra Internetauktioner, hvor varen nok ikke skulle have fundet frem til et så offentligt rum, når det kan sende de forkerte signaler, at ”vi tager alt ind”. Til dette kan jeg sige, er der også et hierarki i auktionsverdenen, og i det hierarki kommer det udtryk, når de endelige lots sættes til eftersyn. For nogle auktionshuse findes der en høj nedre grænse for hvad de vil have i deres katalog, med mindre det har provinience eller der kan knytters noget andet på – en god historie eller et navn oppe i tiden.
Hvad er da mæglerenes rolle? Mæglerens rolle er, at sælge produktet til den højest mulige pris ved fx at skabe ’kunstig efterspørgsel’ og / eller gennem branding (af den gode historie til eksempel eller sig selv) – skabe en hype. Det er i hvert fald en mulighed. En anden er at for sælger at finde den rette køber. Igen kan prisen spille ind, men også et andet forhold, hvor sælger helst ser, at nogle effekter går til en samler, der værdsætter og bevarer for fremtiden.
Hvordan mægleren gør, omend nok så interessant, er måske for vidtgående, at komme ind på, dog er et af de mere simple redskaber, at knytte noget mere på gennem sin viden om produktet eller om der i det enkelte produkt kan knytte sig en historie eller provinience til, som adskiller sig fra de andre masseproducere effekter. Nuvel, andre gange er det bare varm luft. Og når det er det, så virker det på mig ganske uheldigt og pinligt (jfr. manuskriptet holdt og efterlevet fra tåben).
What’s next?
I dette afsnit havde jeg egentlig planlagt, at følgende to temaer også skulle behandles som ’bommerter’
- plakater, indlæg og tillæg. Deriblandt sidetal og oplag.
- Hvordan man passer på sin samling af tegneserier
Som et supplement til ovenstående løb jeg i mellemtiden ind i den norske pendant til den danske Komiklex. Ved granskning af den norske pendant over temmelig lang tid (3 måneder), kom jeg til den konklusion, at den bør nævnes og anvendes som både inspiration og sammenligningsgrundlag til det sidste afsnit i denne lange artikelserie om Komiklex, selvom den egentlig bare skulle have været en grundig og forsinket anmeldelse. Næste artikelsamling afslutter både behandlingen af Komiklex og et indblik i samler- og brugtmarkedet i dobbelt O’erne.