Priser og Graduering
… som de følgende 2 afsnit nu behandler.
Priser i Komiklex
… er det næste afsnit, hvor læseren, desværre, præsenteres for det helt absurde og uholdbare og ugennemførlige postulat (igen), at prissætningen er foretaget ved sammenligning med forretninger som sælger antikvariske tegneserier og på denne baggrund er der estimeret en gennemsnitspris for hver enkelt af de godt 33-38.000 tegneserier tegneseriebibliografien indeholder (i 4. udgaven har jeg løseligt talt op til godt 32.000 titler og Bo mener, at der er op mod 36.000 nu i 5. udgaven).
Helt præcist, står der følgende på side 13, at
”[p]riserne er fremkommet ved at sammenligne priser fra de forretninger, som forhandler antikvariske tegneserier. Ud fra denne sammenligning er estimeret nogle gennemsnitspriser. Det er disse priser, som er gengivet i denne bog”
Her kommer det store spørgsmål; hvilke og hvor mange forretninger er der tale om? Estimatets præmis for prissætningen er udokumenteret, upræcis og ugennemførlig. Præmisen er snarere en vrudering end et estimat, men at der kan være sammenfald mellem vurderingen og estimatet i de prisforslag DSK lister. Et estimat kræver et datagrundlag, og det datagrundlag, som skal indsamles er ganske omfattende… Altså, man har snarere for udvalgte titler rådspurgt sig med 1 eller 2 butikker (sandsynligt). Det gjorde man i 4. Udgaven (man har et udgangspunkt, et datagrundlag), men jeg tvivler på, at man har spurgt de samme igen, fordi dengang da de udleverede bidrag til prisforslag bidragsyderne ikke på forhånd vidste, at det var Pegasus, der ville stå som endelig forlægger. Ja, I må selv tænke Jer til resten. I øvrigt er der ingen (og dermed sikkert de fleste forretningsindehavere), der vil afsætte tid og ressourcer af til gratis levering af arbejde på indsamling af priser på tegneserier de alligevel ikke har eller får ind til en kollega, som endda er en konkurrent! Bevares, der handles da mellem forretninger fra tid til anden, men det mest sandsynlige er, at det er Faraos Cigarer og Pegasus, og måske også Fantask, der kunne have leveret listepriser på skrift over godt og vel alle udgivne danske tegneserier, og dermed kunne være de reelle, men ikke krediterede, bidragsydere. Faraos Cigarer krediteredes i 4. udgaven. Samtidig finder jeg det nær umuligt at vende arbejdsdelingen om, hvor forfatteren (sandsynligvis Bo Bjørn) har opsøgt alle forretninger landet over og tjekket priser på alle tegneserier de pågældende forretninger har i butikken og på lager. Og dem som de ikke har på lager, har man da spurgt til, hvad de så koster? Jeg vil sige nej. Det er u-lade-sig-gøreligt. Jeg tror ikke på det. De fleste priser i DSK beror på en øjebliksvurdering af Bo Bjørn alene. Anyhow, jeg havde foretrukket, at man havde været mere oplysende og præcis i sin ’empiri’ for prisfastsættelsen i DSK. Imidlertid vælger man at præsentere sådan en omgang u-lade-sig-gørligt sludder for læseren. Det er en OM’er!. Fordi det man skriver, bør være det man har gjort, hvilket det ikke er. Det er snarere en vurderingbaseret på egne erfaringer og overbevisninger! Så skriv det dog!
Service eller ydelse?
Forretninger landet over, og sandelig også i Norge, har i stor udstrækning brugt DSK (4. udgaven) som udgangspunkt for deres prissætning, og gør det nu med nærværende 5. udgave igen, men med lidt mere selvstændighed, fordi, og som jeg kom ind på tidligere, tegneserier forud 5. udgaven igen er blevet noget, der mærkbart efterspørges. Og det er en efterspørgsel, som i disse år har forgrenet sig længere ud end det hidtil har været. De etablerede bogantikvariater har til eksempel forhøjet deres priser med 3-400 % på almindlige tegneserier, så de svarer til det typiske prisbillede – ca. 40-50 dkr. for en velholdt, almindelig tegneserie.
Mit grundlæggende indtryk er, at afsnittet ”Priser i Komiklex” er gennemgående forblevet rodet og stiller præmisser op, der kun kan betegnes som særtilfælde. Blandt disse er to prisparadokser. Jeg ser imidlertid disse ’prisparadokser’ som almindelig købmandslogik kombineret med intenderet / uintenderet ’påvirkning’ af priser / prissætning ved at påtvinge unødig utilgængelighed af bestemte varegrupper for kunden gennem salgsteknisk tale i en salgssituation, hvor service koster. Om det er tæft for købmandskab eller krejleri, må læseren selv afgøre. Det der står i Komiklex er lidt uldent formuleret, fordi det ikke er dækkende for praksis landet over. Du kan aldrig være sikker på, om du nu virkelig køber det sidste eksemplar, som skal ’refærdiggøre’ den aktuelle pris… Der må du vurdere, om du kan stole på det, sælger siger. Eller om det er vigtigt! Der er reelt intet nyt under Solen her, da det er en metode anvendt i årtusinder og er stadig lige aktuel – se eksempelvis filmen Blood Diamonds (2006, Warner Bros. Pictures), der sirligt på Hollywoodsk-manér forklarer sådanne sammenhænge rimelig tydeligt – ”den som har Grisen sætter Prisen”. Jeg tror, at forfatteren prøver at forklare sig ud af noget jeg ikke rigtig ved, hvad er, eller også prøver forfatteren på at forberede læseren på, at der kan være endog store forskelle på ind- og udkøb, som skal retfærdiggøre en entrerende overhead, der varierer fra tegneserie til tegneserie, og som ofte kan fejes ind under parolen; ”Jeg skal også tjene noget” (til mig selv og mine ansatte). Min vurdering er, at service de fleste steder er gratis, hvilket jo er definition på service, mens det for specialbutikker godt kan koste, hvilket gør det til en ydelse! Kald dog en spade for en spade og en skovl for en skovl i stedet for at ophøje prisdifferentiation ved ud- og indkøb ved inddrage paradokser, som kunne forklares noget mere ’sirligt’ som ved en kombination af almindelig købmandskab og prisdifferentiering af varegrupper. Og at det er en kunst, at gøre det professionelt. Det er sjovt første gang. Ikke anden gang. Det er pinligt. Afsnittet trænger til både en seriøs revurdering eller i det mindste en opdatering og revision af den genbrugte tekst.
På vej mod liebhaveri?
Det nye, og måske særligt interessante, i denne udgave består i, at det oplyses, at markedet for velholdte tegneserier er i vækst. Dette er en tendens jeg på det private samler- og handelsmarked kan bekræfte. Se blot Bertis Blog, der viser og bekræfter jo allerede tendensen i et vist omfang. Dette kan sidestilles med, at der nu er private, der reklamerer i 5. udgavens annoncesektion bagerst til en værdig af 4000,- + moms for en helside. Det er vel ikke for syns skyld, at man sætter en annonce i? Der ligger jo en tanke og hensigt bag. For udvalgte titler indenfor albumsformatet, men i særdeleshed værker af Carl Barks og Hergé, ser vi priser, der kunne indikere niveau af liebhaveri. Men vi er dog langt fra priser, få titler undtaget, som væsentligt løfter øjenbrynene på det resterende antikvitetsmarked, selvom tegneserier som genre og investeringsobjekt endog har gjort sig bemærket. Vangsgaard planlægger f. eks. at gå mere seriøst ind i tegneseriemarkedet. Jeg føler dog, at ordlyden i teksten ligger sig for meget op, at det er (tegneserie)albums, som er i optikken frem for hæfter / blade. Jeg syntes ikke, det står helt klart hvad, der menes.
Graduering – Vurdering af hæfters stand
Med få ændringer er afsnittet grundlæggende uopdateret i forhold til forrige revision. Gradueringen MINT må imidlertid ikke længere have en glansafmatning af omslaget.
Inspiration til graduering af stand af en tegneserie er hentet fra det amerikanske Overstreet Priceguide(s), som udkom første gang i samlet udgave omkring 1970. Publikationen Overtstreet Priceguide er generelt set markedsførende indenfor udvikling og fornyelse af begreberne omkring og teknikker til graduering af tegneserier. Dets gradueringsskala i øvrigt i den form som Tegneseriebibliografien præsenterer den, gælder kun for hæfter. For hæfter og albums klargøres forskelligt. Overstreet Priceguide har siden første udgave af Komiklex (1982, Forlaget Donna, se billede) og dermed over de seneste godt 25 år undergået en række forandringstrin. De væsentligste er; (1) ’ny’ topklasse – Gem MINT (100 af 100 ~ 10.0), hvor ingen (overhovedet) fejl accepteres; (2) i gradueringen MINT tillades mindre, ikke iøjnefaldende (innoticeable) datoer eller initialer; (3) flere ankomstdato og / eller initialer accepteres t.o.m. VF/NM (9.0) Det er jo penge i skidtet, så hvorfor ikke tillade mindre innoticeable påskrivninger eller ankomstdatoer… de kan vel gå under patina? Og hæftet kan stadig fremstå som nyt og ulæst og indbydende. Overstreet Priceguide udgav bl.a. i 2003 2. udgaven af Overstreet Comic Book Grading Guide, der for hver gradueringskala viser flere forskelligt indscannede eksemplarer på hæfter med visning og markering af de tilladte (antal) fejl. Et sådant er forsøgt efterprøvet (”længere fremme”) i denne udgave i afsnittet”Farvetillæg” på siderne 23-25. Initiavet er godt, men jeg mangler uddybning af tre ting i den danske publikation, som også mangler i den Overstreet’s; (1) visning af profiler, især ryggen, af de enkelte billeder i hvert gradueringstrin og (2) at man ikke har beskåret hjørnerne på alle billeder samt (3) visning af bagsiden. Beskrivelse af fænomenet er godt, billeder er bedre. De sidste to mangler, er i mine øjne en klar fejl og undervurdering af en gennemtænkt præsentation og gennemførsel af eksemplets magt, fordi det kan henlede og aflede til misforståelser, at sådan ’gør man’. Det er ikke kun forsiden, som kan indeholde og akkumulere fejl. Bagsiden kan ligeså.
Der er så lige en sidste ting, som jeg mangler klarlagt. Må en tegneserie lugte af kælder? Der står ikke, at den ikke må, så må den da godt, ikk’? Du kan finde yderst velholdte tegneserier, som ser ud som nye, men som har en lidet beghagelig lugt. Hvordan skal de klassificeres?
Tegneseriemarkedet i Danmark 2006 ifølge Bo Bjørn Hansen
Med få opdateringer er de første to sider (s. 16-17) afsnit for afsnit og tekst for tekst op til 80-90 % genbrug ord for ord og fortsætter som en kronologisk gennemgang af en kombination af tegneseriens (i sporadiske træk) historie og marked. De mange personlige indtryk kendetegnende forrige udgave er denne gang skåret ind til benet. De enkelte afsnit fremdriver kun essensen fra udvalgte perioder på summarisk form. Siderne vender sig henholdsvis mod de gamle genrer – hvis pionerperiode angives til 1970-78 – og populære udgivelsesformater op til senhalvfemserne. Pioneråret som mere præcist markerede starten på det vanvittige eventyr er nok Det Herrens år 1971 med titler som Lucky Luke, Luftens Ørne, Mads’, Mettes & Sjokos Oplevelser, Seriemagasinets Specialalbum, Trumfserien og Williams Junior Album.
Senhalvfemserne til og med det nye årtusinde markederede bunden for tegneserien som kommercielt underholdningsprodukt. Mange genrer, formater, hyldeplads hos boghandlere og forlag forsvandt (helt), mens de tilbageværende forlag fusionerede og næsten desperat forsøgte at holde sig oven vande – Bogfabrikken solgte restlageret på et par hundrede tusinde i sluthalvfemserne til boghandlere og specialforretninger til dumpingpriser (i boghandlerkæden Gad på Lyngby Hovedgade var udsalgsprisen typisk 10,- pr. album). Som kompensation forsøgte man at lancere nye serier i nyt format med samme indhold eller vedlagde gaver i bladsegmentet. En trend der i dag stadig videreføres, udvikles og kopieres. Andre betydende årsager til fravalg af tegneserier hos boghandlere var tyveri og bekostelig praksis pålagt butikkerne, når tegneserier skulle genprises.
Indgangen til det nye årtusinde markeredes ved en ’overenskomstmæssig polarisering’ af forlagsmarkedet, hvor mange klassiske serier blev eller var opgivet for senere at blive taget op af ’fejebakkeforlagene’ (Carsten Søndergaard’s betegnelse fra en sj-tråd for længe, længe siden). Polariseringen skal nok ses i lyset af at albummarkedet og hæftemarkedet blev delt mellem henholdsvis Carlsen og Egmont. Imidlertid blev de serier som hidtil havde unddraget det danske marked, taget op af de nye forlag, da de havde set det som et totalt uopdyrket marked for specialudgivelser. Et behov, der har været efterspurgt flere gange i f.eks. Marvelklubbens brevkasser, men sjældent, hvis ikke aldrig blev honoreret (eller blevet plaffet ned fra hoften af skiftende brevkasseredaktører), før det i det nye årtusinde blev realiseret af både selv samme ’realister’ samt af de nye forlag. Til realisternes forsvar kan man blot se på Interpresses udgivelse af Alan Moores Vogterne (i seks bind), som indtil (fortolkede) filmatiseringer af hans værker, var svært sælgelige og var på udsalg i årevis (nærmest et helt årti). I dag er de blevet svært opdrivelige antikvarisk komplet, fordi markedet først nu godt 15 år senere har fået smag for velproducerede og velfortalte tegneserier som kræver lidt af sit publikum, men giver ligeså meget tilbage i form af gode kvalitetsoplevelser. Om det er publikum, som er blevet ’modent’ eller det blot er blevet mode, skal jeg ikke kunne sige. Til det første kan man sige, i store træk, at Carlsen udgav albums og Egmont fortrinsvis blade samtidig med sidstnævnte overtog en række klassiske albumserier fra Carlsen, hvis serier havde deres storhedstid i 70’erne og 80’erne, men føres videre i dag som fortsatte serier, i nye udgaver eller relanceres på ny henvendt til bogklubmarkedet. Mens konglomeraterne koncentrerede sig om massekulturen så mindre aktører, som konsekvens af kombinationen af tilgængelig teknologi – Peter Aalbæk Jensen (ham med cigaren) ville nok kalde det demokratisering af produktionsmidlerne – samt evnen og viljen til at ville nyt og ville læse og udgive det de selv bedst kunne lide – deres snit til at distribuere og dyrke disse nichekulturer og dermed vise spæde tegn på en genres up-trend / udvikling. En trend, hvor et af konglomeraterne mere eller mindre ’kopierede’ Forlaget Fahrenheit og g.floy studio koncepter, ved at på dansk at udgive bl.a. superhelte og historier med særligt udvalgte forfattere eller tegnere i samlede udgaver i stift bind. Og ikke uden succes. Prøv f.eks. at skaffe Neil Adams Batman fra 2005… (her til Julen 2008 er der dog dukket et mindre restoplag op til vejledende pris).
Hvis sen-halvfemserne kendetegnedes ved flere genres nærved annihilation, markerede samme Mangaens entré ved serier som Akira (1998-2004) og Ghost in the Shell (1996-2001) en ny massekultur med massiv konvergens-potentiale, hvis lige ikke var set siden pionærtiden. Sidstnævnte var den første samlede selvstændige Manga-udgivelse i Danmark – lanceredes som ’Arboris Manga’ – og ikke Dragon Ball (2000-2003), som Bo skriver. En tredobbelt svipser. Akiravar nummer to i rækken. Eller skal vi også medregne Ensom Ulv og Hvalp (1988-89)? Så er undertegnede jo også forkert på den. Det ligner nok et bevidsthedskoks, der måske kan forklares ved, at mange af Bo’s skriblerier egentligt har et nær-albums-perspektiv, fordi de to serier udkom i albums(lignende)format, mens Dragon Ball udkom i kompakt mammutlommeformat og Akira i en slags tradebackblanding.
Mangaen i Danmark i dag er måske 70’ernes pendant til massekulturen, hvis ressourcegrundlag og kommercielle konvergens, som underholdningsmedie, mellem tegneserier, legetøj, tv og spil, og dermed forretning, syntes umådelig stor, hvis ikke uudtømmelig. Men om alt kan og bør absorberes, må vi indtil videre afvente tidens mode, lune og historiens dom. Mangismos forlis tyder dog ikke herpå; at genren kommercielt set er uudtømmelig. Magismo har i hvert fald, ifølge et officielt tip fra Henrik Rehr på Seriejournalens forum, påbegyndte for et par år siden at begrænse og stoppe udgivelser i Norge og blev i efteråret 2007 helt overtaget af Carlsen Manga, der viderefører nogle af Mangismos serier. Et andet mangaforlag, Mangamania, måtte i 2008 opgive deres projekt, som er et forlag / projekt jeg ikke havde lagt mærke til før det lukkede, hvilket er et skidt tegn, hvis man er eller skulle være målgruppen. I foråret 2008 blev flere Mangismo-titler som ikke skulle videreføres opgivet og sendt på udsalg for 50,- ved køb af 3 stk. I sommeren 2008 kunne man flere steder i provinsen finde restoplag i rodekasser til under 5,- pr. bind (Næstved og Rønne).
Mangaen beskrives i Komiklex som et nyt fænomen (i Danmark, underforstået), og som en revolution, hvis oprindelse skal findes i Efterkrigstidens Japan og frem, og markerer sin karakteristiske ”stil ved at være unik med eget formsprog”. Købere af Manga, antages det, er fortrinsvis unge mellem 12-15 år og betegnes som værende atypisk for dagens tegneserielæsere (albumsperspektivet igen-igen?). Jeg havde her set, at man havde gået dybere ind i genrens udbredelse eller historie for både indføre nye læsere i den kunstneriske og den kommercielle baggrund for genren. Men jeg tror, at Bo ikke er helt på fast grund i Manga! Pladsen givet til genren syntes alt for lidt i forhold til, hvor meget Manga fylder i det samlede salg af tegneserier, men kan undtagelsesvis ses som for ung endnu til at indgå i et antikvarisk perspektiv i forhold til fx prissætning eller andre tendenser iøvrigt.
Afslutningsvis stiller Bo det åbne spørgsmål, om Manga-generationen, som den bliver ældre, vil søge over til traditionelle tegneserier eller ’vokser’ fra Mangaen? og dermed indirekte kunne lægge op til tegneseriens svanesang 10-20-40 år ude i fremtiden, hvis ikke Manga-generation ”vil sprede deres interesse(r) til også at omfatte de mere traditionelle tegneserier udgivet i albumform, eller om de holder op med at læse tegneserier, når de ”vokser” fra Mangaen…” Den sidste udtalelse giver (måske endnu) et fingerpeg om, hvilken optik hele afsnittet skal læses i; Bo er til albums og forstår tegneseriemarkedet mere eller mindre ud fra termer og former hentet fra dels albumsmarkedet og dels fra klassiske (fransk-belgiske) serier, som i lang tid har defineret og fyldt samlermarkedet. Der findes masser af Manga, som henvender sig til et voksent publikum uden at det bliver for banalt eller under bæltestedet.
De store omsætningstal og indtægter skal i dag også findes i Anders And, Basserne, Bogklubbøgerne m.fl. Det er her værd at bemærke, at afsnittet rent faktisk ikke omhandler den selvbiografiske bølge af grafiske romaner selvom afsnittet jo eksplicit proklamerer at året 2006 er til og med, som netop var kendetegnende for udgivelser, der har det selvbiografiske som indhold og som ofte blev lanceret som den grafiske roman og som fangede kulturredaktionernes opmærksomhed tilstrækkeligt til, at få sendetid (Smagsdommerne og Go’morgen Danmark) og spalteplads end mediet længe var vant til! Man sporer måske en tand pessimisme ved nærmest at udelukke at genren enten ikke kan genopfinde sig selv eller udvikle sig videre, når en samtids genre eller kreatører (kunstnere, forlæggere, redaktører m.fl.) langsomt afmønstrer. Tegneserien har måske endnu ikke toppet!
Dragon Ball havde det svært i starten, hvis man sammenligner med de oplag, hver pocket kunne præstere 2-3 år efter opstart af serien. Den første bølge af genoptryk af Dragon Ball blev lanceret omkring august-november 2002, hvor serien for alvor fik samlet kritisk masse. Dvs., der gik næsten 2 år før serien for alvor fik fat i læseren. De sidste pocket numre blev genoptryk i mellem 3-4 oplag på blot omtrent 1½ år.
Fænomenet Internet nævnes ikke med ét ord gennem hele oplægget frem til DSK. Måske fordi det knytter sig til det kommercielle og som et betydeligt konkurrenceelement til antikvarstanden. Det vender vi tilbage til i anden del.
Farvetillægget
Farvetillægget består af to nye afsnit; (1) ”Vejledning i vurdering af hæfters stand” (også nogle gange kaldet graduering) samt (2) et varieret udvalg af indscannede forsider af tegneserier, nye som ældre, hvor mange af de ældre sager er af fin kvalitet.
Afsnittet (1) bygges op omkring en vejledning i vurdering af hæfters stand. Den består af fem ens forsidemotiver af hæftet Anders And 7. årgang nr. 8, august 1955 vist i forskellige gradueringstrin; (NM), (VF), (FINE), (VG) og (GOOD); henholdsvis repræsenterer de gradueringstrinene Near Mint, Very Fine, Fine, Very Good og Good. Alle motiver er tilskårne, hvilket indebærer, at hjørner eller kanter ikke kan beskues. Det kan undre, da det er på kanter og hjørner de fleste fejl påføres, opstår og / eller konstateres.
Billedet i NM er i særlig god trykkvalitet og størrelse, og fremstår fint, mens de andre fire sammenlignet, opgjort ved arealproportioner, er ca. 65,4 % mindre; der er gjort plads til forklarende tekst og til forstørrede udsnit af udvalgte fejl, som visuelt tydeliggør udsnittet til opgørelse af fejltypen/-er samt antallet af fejl.
Initiativet er sådan set tre skridt fremad. Havde det ikke været for de forstørrede udsnit af hæfterne, der i samspil med en forklarende tekst og markering af fejl, forklarer og viser fejlene, ville man eksempelvis næsten ikke kunne se (tydelig) forskel på hæfterne i standen VF og FINE.
Det, som problematiserer fremstillingen som eksemplarisk, er, at gradueringsteksten blot er en let omskrivning af teksten fra side 14, hvorfor den er (blevet) for generel og henvender sig hverken til typen af som antallet af fejl på det aktuelle, afbillede hæfte, hvorfor initiativet er 1 skidt tilbage. Samtidig er papirtykkelsen for tynd, hvorfor man kan se afskygningen afbildet fra forrige side gennem papiret på side 24, hvilket ødelægger grundlaget for en objektiv og præcis vurdering mellem disse to hæfter i den høje ende af gradueringsskalaen. Det er lidt krakilsk ment, men det er altså en vigtig detalje, hvis man skal vurdere helt uforstyrret og objektivt. Endvidere er det ærgerligt, at man ikke har læst korrektur på teksten, da alle gradueringstrin har samme tastefejl. Endnu et skridt tilbage. Det er ærgerligt, når man præsenterer nye ting. Der er noget at arbejde med til næste udgave. Det er ret få justeringer, der skal til. Måske kunne man indlægge enkelte sider ind af anden papirkvalitet. Det er noget, man ofte ser i bøger, hvor læsepapiret er af en anden kvalitet end i dem med billeder, som ofte er lagt ind separat.
Afsnittet afsluttes med efterfølgende 29 sider med 2-4 farvebilleder pr. side af danske tegneserier gennem næsten 100 år. Mange af billederne er ret interessante. Man burde nok her have været mere konsekvent og en smule mere informativ i kildeangivelsen / billedteksten og samtidig taget en beslutning om en fast syntaks. F.eks. har Knold og Tot fra 1930 (?) en (ukendt) tegner. Det kan da ikke være rigtig, at der ikke er nogen, der ved, hvem der har lavet det hæfte? Carsten eller Anders må da vide det. Eller dem på Egmont? Mere research og grundighed her, tak. Tilføjelse af udgivelsesår på alle billederne ville heller ikke have været af vejen, selvom kunstnernavne og udgivelsesår kan slås op i DSK.
Min bagvedliggende idé for angivelse af årstal er, at der kunne være tale om varianter eller f.eks. 2. udg./2. oplag i de valgte eksemplar, hvilket må være både værdifuld information samt mulighed for at sammenligningsgrundlag for samlere, hvis samleren nu anskaffer sig udgaver / oplag som kan være svære at identificere i den rigtige udgave / oplag i farvetillægget uden forudgående kendskab til sådanne kendetegn. Man viser f.eks. Ferd’nand fra 1941 og Rasmus Klump på Nordpolen, som er de eneste af de viste billeder i Farvetillægget, så vidt oplyst i DSK, er kommet i mindst 2. oplag, men det er ikke oplyst, hvilke det er, der er afbilledet, og hvad evt. kendetegn er, som adskiller dem. For så gamle udgaver, der normalt ikke har oplag og udgave oplyst i kolofonen, er dette jo mediet, hvor man bør oplyse herom. Når man nu får adgang til så mange fine billeder, er det en idé, der let lader sig implementere til næste revision. Jeg havde gerne set, at siderne også blev brugt til at vise varianter eller udgaver. Her kunne man have forklaret specialtilfælde osv. og dermed betone det aspekt. Det kan stå som en åben opgave til næste revision.
Hvad byder indekset på?
En kyndig investeringsrådgiver fortalte mig lige inden Julen 2006, at så længe der er så meget gang i byggesektoren, er der masser af sorte penge i omløb, som tørster efter egnede investeringsobjekter. Ja, det skulle man jo ikke tro – hvidvaskning af sorte penge ved køb af tegneserier som investeringsobjekt! Det er tæt ved at være et fortrinligt oplæg til en ny Michael Man-film.
For alle tegneserielæsere og –samlere er tegneseriebibliografien en genvej til et noget nær komplet overblik over udgivne tegneserier i Danmark. Bibliografien DSK kan f.eks. bruges som ’mankoliste’ ved at afkrydse titler tilført samlingen og / eller hente ny inspiration til at udvide samlingen med som samler som læser. En god tekst eller blot fakta kan stimulere lysten…
Den store Komiklex, DSK, som indekset i indholdsfortegnelsen kaldes, begynder med bogstavet A og ikke med tallet 0 (nul). Det var lidt udsædvanligt for indekserede ’baser’ i Informationssamfundet som sådan. Med informationsteknologiens fremkomst og udbredelse klassificeredes indeks ofte efter alfanumerisk orden, hvor artikler som talrækken 0 til 9 havde forrang overfor bogstaver. Det var programmeringsmæssigt bekvemt. F.eks. vil det kombinerede tegnsæt 11 stå for 2 vidt forskellige ting, som henholdsvis kunne svare til værdien ’11’ (et tal) eller tegnsættet ’11’ (to karakterer). Et forhold der skyldes, at karakteren, eller tegn / artikel, udtrykt ved tallene 0 til 9, betegnet talsæt, har lavere ASCII-valør i ASCII-tegnsættet (Datakommunikation, 4. udgave, 1998, Teknisk Forlag, s. 606) end bogstaver har. Derfor listes tal før bogstaver i alfanumerisk indekserede tabeller. Carlsen Comics listede i sin tid efter alfanumerisk orden på deres (gamle og forrige) Internet-butik, hvorfor man kunne som de første titler i enhver serie i følgende listerækkefølge; bd. 1, bd. 11, bd. 12, …, bd. 19, bd. 2, bd. 20 og så fremdeles. På Egmonts online-butik Serieshoppen listes Asterix’ totalliste hverken alfabetisk, numerisk eller alfanumerisk. Alfanumerisk orden formodes at forvirre mere end godt er. Ofte troede folk nogle år tilbage, der browsere alfanumerisk sortere kataloger igennem, at bd. 2 var udsolgt, fordi det ikke var at finde efter bd. 1. I kid you not. Med DSK’s indeksering er vi ude over det problem.
Strukturen fra forrige udgave er bevaret hele DSK igennem. Hver titel eller serie ledsages af forklarende, subjektiv tekst og evt. en note samt en evt. listning (for serier) efter enten stigende numerisk orden eller efter stigende udgivelsesår, hvor udgivelsesåret har forrang over numerisk orden (typisk påbegyndt med bd. 1) for nyere udgaver, og dermed primært henvender sig til serier / titler som er udgivet ukronologisk. Det er typisk samproducerede titler. Hver side er endvidere ledsaget af 2-4 billeder fra udvalgte titler på samme eller forrige / efterfølgende side, med udtagelse af siderne 74, 229, 230, 246 og 344 som ’mangler’ ledsagede billeder for serier som henholdsvis Anders And, Illustrerede Klassikere, Jumbobog og Prærieserier. Hvorfor dette forholder sig sådan er ikke klart, da argumentet næppe er pladsmangel. Man kunne f. eks have vist flere billeder af både Anders And Illustrerede Klassikere af eksempelvis forskellige oplag eller varianter. Hvis ikke i DSK, hvor så? Brug en side eller to på det.
Som tidligere nævnt, er de amerikanske Overstreet Price Guide udgivelser jo en slags pendant til Den store Komiklex. Det er nu nok omvendt. DSK differentierer sig væsentligt positivt overfor Overstreet Price Guide’s udgivelsesfilosofi ved, at sidstnævnte blot har til formål og streng fokus på at prissætte udgivelser, mens DSK har større, men ikke absolut streng, vægt på den bibliografiske kvalitet, også, og, at den udgives, hvilket kan være et minus, sådan ret (u)regelmæssigt hvert 7.-9. år. I forhold til informationer og beskrivelse står DSK væsentlig stærkere end Overstreet. Det, man dog kan sige, er, at Overstreet parallelt i langt højere grad har gjort et større arbejde for at inddrage professionelle eksperter, som bidrager til at diskutere mediet eller inviterer eksperter til at skrive artikler om emner der er relevant for samlere for Overstreet i en særskilt publikation – Overtreets Grading Guide. Eksempler på emner er restaurering, opbevaring, anekdoter om samlere, samlinger og forfalskninger m.fl. Imidlertid må man erkende, at markedet i dag i Danmark nok ikke kan bære lønnede bidrag, hvorfor forfatterne selv står for den del de nu syntes de kan overkomme eller syntes er relevant. Det, som gør det ekstra svært at finde ’eksperter’, der vil og kan bidrage med sådan indsigt, er, at der reelt ingen professionalisering er, hvilket gør det ekstra svært. Det er selvfølgelig en stopklods, der er til at føle på, men forfatterne må formodentlig gennem deres netværk kende en eller to, der (vil) kunne bidrage til at give deres perspektiv på et eller flere af de nævnte områder. Dét har kunnet lykkes i de forrige udgaver til og med 3. eller tidligere udgaver. Man kunne f.eks. kigge de gamle fanzines og tidsskrifter igennem og sammenholde med dem som stadig er aktive i ’miljøet’, dvs. dem der kigger forbi Pegasus, Fantask eller Faraos Cigarer (for nu at begrænse os til overkommelige samlingspunkter). Ja, måske kunne man vælge en kendis, der kunne forsøge sig. Mik Schack så jeg ligge en bestilling ind på Komiklex på komiks.dk 2006. Han kunne nok have bidraget med noget relevant og interessant.
Priserne i DSK giver et potent indtryk af, hvor meget en tegneserie byttes og handles til blandt samlere i Danmark i standen FINE (og hverken VF eller NM, men FINE). Når sådanne ting først står på tryk, får priser deres egen betydning i et eller andet omfang (se nedenfor). Deraf kan man, hvis man står med salgstanker, se, hvad man potentielt set kan sælge sin tegneseriesamling til andre for, men ikke andre handlende: De skal altså kunne trække en avance ud – privat som erhvervsmæssig. Det forventer de. Det er, som Bo Bjørn Hansen også gør opmærksom på efter utallige samtaler med kunder og spørgsmål til priserne i DSK, så er prisforslagene vejledende. Om end hvor tydeligt man skilter med formaninger, eller kattelemme, så har det trykte en vis mulighed for fortolkning, når præmisserne for prisvurderingen ikke læses, samtidig med, at det trykte ords magt og indflydelse på diskussion ikke må undervurderes. Der er rigtigt mange som hverken læser forordet eller de andre forudgående kapitler (særlig dybt), der går (kronologisk læsnings set) forud DSK og kan forklare lidt om prislejet og de mekanismer og vurderinger, der ligger bag den aktuelle ’markedspris’. De ’mange’ er sandelig også mange handlende og erhvervsdrivende inkluderet… som bruger DSK som Bibel. Hvor vejledende priserne end måtte være og hvor tydeligt ophavsmanden end prøver at gøre opmærksom herpå, at de er vejledende, så er det denne publikation tegneseriefolket vender blikket mod for hjælp, hvilket i høj grad forpligter udgiveren til et næsten uoverkommeligt ansvar til at prissætte så dækkende, retskaffent, retvisende og ’retfærdigt’, som det nu er muligt. Eftersom der intet landsdækkende alternativ eksisterer på tryk, så er Komiklex (eller DSK), indtil videre, faktisk determinerende for prisudviklingen i Danmark for handlende i butik og sikkert også blandt en del af samlerfolket.
Man kan sikkert sige meget om priserne, hvilket vi også planlægger at gøre senere i anden del om en r u m tid, men det, som i sidste ende er vigtigt, er, om køber bliver tilfreds med sit køb, dyrt som billigt, eller sælger er tilfreds med den pris, han får. Er begge tilfredse, er freden velbevaret, og begge har fået det, de kom efter. Der er selvfølgelig visse scenarier og tilgange, som bruges og udnyttes begge veje afhængig af, hvilken situation køber / sælger står i og hvilke motiver eller ønsker, der ligger bag handlen. Men, er målet at købe billigst muligt, kan DSK faktisk være et anstrengt referencepunkt at starte ud fra, da udvalgte priser ikke længere afspejler en genre udsprunget af en massekultur der er midt i – tegneserier, specielt velholdte, er blevet en mangelvare i disse år – et afsætningsmæssigt vakuum. Det ny årtusind har sprængt dette vakuum indtil videre, og dermed foreslås et prisleje, der i et vist omfang afspejler markedslignende priser i up-trend hos udvalgte forretningsdrivende. Hvis ikke den gjorde det på udgivelsestidspunktet i december 2006, må det antages, at DSK, når foråret er omme, vil nå vidt og bredt ud landet over, hvorfor prisniveauet landet over vil kunne holdes relativt stabilt oppe på de fleste serier i en lang årrække frem. Jeg er ret sikker på, at Bo Bjørn Hansen har ringet og skrevet rundt til landets erhvervsdrivende, antikvariater som boghandlere som biblioteker for at drive lidt flere bestillinger ind og leveringer ud. Jeg kender ingen forretning her i efteråret 2008, som stadig bruger den eller de gamle udgaver. Jo, der er faktisk en, men den holder jeg for mig selv…! Eller læs Samlerspalten, så vil du måske kunne finde den, selvom spalten er ganske uopdateret på udvalgte felter; en række butikker er lukket for bestandigt, og nogle butikker har justeret deres varesortiment og arbejdsområder.
Samlet vurdering
Henvendt til nytilgange burde ”Dansk Tegneseriebibliografi 1847-2005. Den store Komiklex” være en aha-oplevelse; et glimrende, bredt afsæt i indføring i tegneseriernes verden udgivet i Danmark i det pågældende tidsinterval. For det første fatter man nok for første gang, hvor mange tegneserier der alene er blevet udgivet i Danmark – omtrent 36.000. Sådan cirka da. Man indføres, for det andet, således i en genre med en særegen udtryksform som kendetegn ved særlige æstetiske som forskellige attributter som kultur, kunst, oplevelser og indhold. For det tredje får man også et kommercielt indtryk i det tegneserier også er; et handels- op investeringsobjekt.
For gengangere uden særlig interesse for samlerfetichisme, så er der for det første intet aktuelt, reelt og opdateret alternativ, og for det andet, er min formodning, så ville konkurrerende værker blot skabe mere forvirring end, hvad godt er. Jeg tror i hvert fald ikke på to uafhængige publikationer med mindre det er et katalog for egne produkter eller virkelig bringer noget nyt. Faraos Cigarer udgav et katalog med brugt og nyt i 1996. Jeg tror jeg ikke på flere parallelle udgivelser uden særkende. For mens prisen på de enkelte opslagsbøger ville, egentlig burde, stige (for den samme basisinformation), ville der sandsynligvis også være en kamp om, hvilket dogmeskrift som skulle være gældende i en handelssituation. Det ville ikke blive kønt som unødvendigt. Et opslagværk i den form vi kan købe er nok.
Interesserer såkaldte hårde fakta og information om danske tegneserier dig, er”Dansk Tegneserie-bibliografi 1847-2005 Den store Komiklex” 5. udgave et godt og ’uomgængeligt værk’ (knipset fra en lektøranmeldelse) at starte på, og kan, med tegneseriesamleres hjælp, blive endnu bedre og mere rig på informationer ved at indrapportere verificerbare, relevante og berigende informationer om tegneserieudgivelser udgivet i Danmark. Der findes ingen andre opslagsværker, der i samme omfang kan levere samme informationsrigdom over (næsten alle) tegneserier udgivet i Danmark samlet ét sted. Som tidligere nævnt udgav Faraos Cigarer udgav et katalog for ca. 10 år siden, der kostede 10,-, som i et langt mindre omfang blot listede de mest populære som mest omsættelige tegneserier med deres priser dengang. Den store Komiklex overgår det katalog.
Bogen læst i en helhed gør, at man successivt indføres i både hvordan tegneserier (kan) defineres, klassificeres, katalogiseres, gradueres (vurderes) og prissættes, og dermed foreligger bestanddelene som udgør fundamentet for, hvilke udgivelser, som indgår i Den store Komiklex.
Et særligt nyttigt redskab er tegner/-forfatterindekset. Til dels også serieindekset, som ikke er helt komplet, for der mangler fx en krydsreference tilDavs! for Tut som (vist) er lig Vores Frøken. I skrivende stund ikke kan jeg komme i hu på andre eksempler end Tut i Davs! Disse er særligt udbygget indeks, som krydsrefererer til tegneserier i Den store Komiklex for den pågældende forfatter / tegner / serie. Kan du ikke huske, hvad tegneserien hedder eller hvilken serie du mangler, men kender et eller begge kunstnernavnes efternavne, kan man rent faktisk have enormt stort held med at finde netop den udgivelse, man søger. Eller, tror man, en bestemt tegneserier eksisterer, kan dette værk måske afhjælpe hermed og dermed bekræfte ikke-eksistensen af tegneserier man har på sin søgeliste, som ikke eksisterer, sådan som jeg havde med Rumfamilien Robinsen #9 og C.I.A. henholdsvis #22 og 23 eller hvorfor var det nu, der ikke udkom et bd. 5 i serien Elverfolket i første ombæring?
Tegneserier med eller uden bestemt artikel er listet korrekt, så læseren nemt kan finde den efter alfabetisk sorterede tegneserie. Lignende krydsreferencer er mulige med serieindekset mens indekset over løse bilag i Disney-hæfter nok i højere grad tilfredsstiller hardcore donaldister / komplettister i deres søgen efter indlæg til Disney-blade og herunder hører også Onkel Joakim (alias ’Lommeanden’) og Stålanden. En note med oplysning om indlæg og reference til indekset under de respektive serier i Den store Komiklex havde været ønskelig.
Et godt tip på falderebet. Læs de første sider med tekst i Tegneseriebibliografien. Du kan blive klogere. Mange misforståelser vedrørende f.eks. prissætning i Den store Komiklex kan afklares. De indledende sider lægger op til tegneseriemarkedet anno 2006 samt det store indeks; Den store Komiklex.
Skulle man lede efter mindre kritikpunkter kunne disse være, at Manga undervurderes og de indledende tekstholdige afsnit har for meget genbrug i forhold til 4. udgaven. Andre gange loves der noget, der ikke er helt rigtigt (eller gennemført) og som trænger til en revurdering til næste revision. Mangaen har fået plads og en smule opmærksomhed i Tegneseriebibliografien, men Bo Bjørn er albumsmand. Hvorfor særligt hæfter, som ikke er Disney, heller ikke har fået særlig opmærksomhed for specielt samlermarkedet.
For den gamle garde af forlag er et sådant fokus ikke noget særsyn. I Børsen d. 15. marts 2004 kunne man læse, at Lars Sørensen, direktør for Egmont Serieforlaget, noget afvisende, måske pga. af deres egne skuffende salgstal for Ramna ½ i 2004, afviste Carlsens succes med Mangaen Dragon Ball og ville derpå konkludere, at Mangaen allerede havde toppet. Dragon Balls 42 numre havde allerede solgt mere end 1.000.000 eksemplarer til sammen. At mangaen har toppet, kunne der være noget om, men er det nu også så skidt, eller blot et udtryk for misundelse eller irritation over ikke at have egne cash-cows under eget tag.
Hvad har dette salg gjort for brugtmarkedet for Manga? Det får vi ingen uddybende infos om, selvom det da må antages, at denne udgivelse i særlig grad henvender sig til publikum, som søger udgåede titler. Det står derfor helt uvist hen. Om det skyldes, at Manga længe har været og måske stadig er det i overflod, er ikke til at sige, men indekset ’viser’ sådan set tegn på, at Manga ikke er for samlere (af den gamle typiske slags, hvis en sådan findes) som sådan, fordi der absolut ingen – og jeg gentager INGEN – prisdifferentiation er indenfor den enkelte serie. Det er på trods af, at tidlige numre af Dragon Ball i 1. oplag ikke kan være nemme at støve op i velholdte eksemplarer. Så umiddelbart kan det i det lys måske undre, at ingen numre i enhver Manga i enhver serie repræsenteret i Den store Komiklex ikke er prisdifferentieret overhovedet. Dette skal ses i samklang med det faktum, at Manga nærmest pr. definition genoptrykkes, hvorfor 1. oplag må antages at forsvinde fra hylderne relativt hurtigt i hvert fald for i de første år. Udvalgte numre af Dragon Ball fås i 2005 i mindst i 8 eller flere oplag. 1. udgaver kan ikke være nemme at finde for udvalgte serier.
Er du hardcore samler, er Den store Komiklex stadig vældig brugbar. Der mangler imidlertid reelle opdateringer af for tiden populære serier og vældig gamle, klassiske serier, som stadig i dag kan give hovedpine for samlere, der går efter specielle udgaver (i 1. oplag) og varianter. Så vidt jeg kan forstå, er man klar over dette, og har indsamlet lidt på den konto. Så der er en chance for, at det kommer med i næste udgave af Den store Komiklex.
Det overordnede er vist ok, men i detaljen mangler der lidt. Jeg mangler f.eks. at få oplyst, hvem har skrevet / bidraget til hvilke afsnit.
Læs vores anden del, hvor vi går i filten på en række punkter, og som lægger lag på denne første del, samtidig med, at vi tager afsæt i interviewet med Bo Bjørn Hansen.
Link: Pegasus