Kvikke hoveder herinde har bemærket at der ikke er kommet indlæg I min blog et pænt stykke tid.
Det beklager jeg selvfølgelig, men det viste sig desværre at der er andre end jer, gode venner, der havde læst min blog. Og derfor kom der en dag et par voksne herrer med en fin, hvid skjorte med lange ærmer der kunne bindes på ryggen. Mens de baksede mig ind i bilen sagde de overbærende: ”Det er jo for dit eget bedste”.
Men da hospitalspersonalet nu skulle på ferie, mente de trods alt at jeg var relativ harmløs, så derfor har jeg allernådigst fået bevilliget udgang.
Nu, tilbage blandt mine dejlige, klistermærker, papkasser, plasticposer OG tegneserier føler jeg mig igen rolig. Og der er så både atmosfære og tid til at skrive en lille klumme…
Og selvom jeg en anden gang nok skal vende både kasser og mærker igen, så tror jeg at denne her lille skrift skal handle lidt om hele sagens kerne. Tegneserierne…
Ser I, da jeg var en lille Spærhage og samlede Anders And blade fra de Randhusianske marskandiserbutikker (ja sådan hed det dengang…), da var standard-tingen at se efter om midtersiderne var i bladet. Det var nemlig den typiske Anders And-blads fejl. Det var jo dengang jeg var så urutineret at jeg rent faktisk bekymrede mig om læseværdien af bladene. Ja-ja… vi har jo alle haft vores fejl…
I dag hvor Berti og ligesindede for længst har fået gejlet Andemarkedet op i priser der tangerer IT Factory kurser (altså før i ved nok…), har jeg kastet min kærlighed på albums. De er stadig -sådan da- til at få for penge; selv endda hvis de ser ud som om de er spyttet lige ud fra Stenby Tryk i midt-70’erne. Mums, siger jeg bare.
Men på trods af forholdsvis rimelige priser, er det skidt desværre mere sjældent end socialpædagoger med nazi-tatoos…
Og tilmed: -når man så liiiige tror man har fundet guffet, så er der altid ét eller andet i vejen. Men hvor AA bladene har midterside-tjek som standard, så er fejlene ved de forskellige albumserier ikke altid de samme.
Tag nu f.eks Blueberryserien: Gutenberghus spyttede de albums ud i oplag, der tydeligvis kun skete fordi nogen havde glemt stop-knappen på tryk-maskinen. Men på trods af et ellers ihærdigt forsøg på at skræmme køberne væk ved at have omdesignet forsiderne med pistolindramning; ja, så både solgte skidtet OG blev læst. Så i dag er de albums rimeligt sjældne i den der ’ny’ stand. Og når de så endelig dukker op, har de næsten altid den der klassiske fejl: den blegede ryg.
Nu er blegede rygge selvfølgelig ikke en ganske usædvanlig ting for gamle albums der jo ofte i deres levetid har nydt lidt af den sparsomme danske sommer. Men Blueberrys orange rygge har bare en helt særlig kamæleonagtig evne til at forvandle sig til en ubehagelig pisgul nuance, bare den hører Jesper Theilgaard sige ’…og i Østjylland mulighed for enkelte solstrejf’.
Og når man så ud af øjenkrogen i brugtbladsforretningen lige ser ejeren placere en stak gamle, men superperfekte eksemplar af Flip og Flop med et ”15,- ” prismærkat på forsiden i salgsskuffen…; ja så er det jo at man skal huske alle de beskidte NFL-tricks man har set på TV3 i de sene nattetimer. Altså: ud med håndfladen og fej alle til side på din stålsatte vej mod målet.
Men ak: hvor perfekte de end ser ud, er der desværre en rigtig god chance for at du kun står med coveret i hånden, når du tager albummene op: siderne blev i skuffen.
For limen i Flip og Flop albums er bare legendarisk ringe. Glem alt om bedstefars fiskelim, mel-klister, eller hvad man nu havde dengang. Hvad man har sat siderne i Flip og Flop albums fast med, ved jeg ikke. Men jeg ved at hver gang trykkeren nøs, måtte de kassere hele oplaget.
I de gode gamle albumdage har alle forlag tydeligvis haft en mand ansat til at sige: ”hmmmm, hvilken rygfarve er der endnu ingen serie der har haft…” Tintin satte sig hurtigt på den røde, Alix blev blå, Benny Bomstærk grå, Henrik og Hagbart olivengrøn osv. osv…, Da man nåede hen mod slutningen af 70’erne var det efterhånden blevet en ret svær tjans at bestride jobbet som rygfarveansvarlig. Alligevel er der helt sikkert klinget en bonus i kassen da den ansvarlige hos Carlsen så lyset: Sort! Stilsikkert på den avantgardistiske måde.
Det blev først Blake og Mortimer der fik den rygfarve på, og senere fulgte andre. I starten af 80’erne udvidede man med ’Spurvehøgen’ konceptet, og lavede hele omslagets baggrundsfarve sort.
Set med samler-perfektionistens øjne var alt sådan set fino med Blake og Mortimer: Udover at der kun er tale om selve ryggen der er sort, er omslaget også udført i den klassiske Carlsen kvalitet, bl.a. kendt fra Tintinalbummene fra samme tid.
Men da Spurvehøgen med sit total-sorte cover blev lanceret, har økonomiafdelingen tydeligvis også lige været inde over: ”den der fede klare og DYRE plastfolie, der… behøver vi nu også den?” Og det gjorde man tydeligvis ikke…
Det betyder så at det i dag er det stort set umuligt at opdrive albums i serien der ikke ser ud som om de har været oppe at slås med en arrig gulvhøvl. Ridser og hvide afskalninger ses bare ræddi meget på den der matte, sorte baggrund. Ja, de djævelske små hvide ’chips’ jo nærmest griner dig provokerende lystigt op i ansigtet, derhenne fra reolen !
Og som om det ikke var galt nok…. tro ikke at din ellers hysterisk perfekte samling kan opretholde sin standard hvis du bare finder det der utopiske glemte restlager, bagest i en eller anden nedlagt boghandel på Lolland. Nej, om så albummet kun har været sendt med Engletransport A/S fra forlaget til det mørke baglokale, vil det stadig være svinagtigt svært at finde et helt ufejlbarligt album. Så sarte er de bare.
Men hvad nu hvis man så har fat i de der gode gamle solide Carlsen albums? Nej: de er ikke mat-sorte, og nej de har ikke fået sol og limen er helt fin! Er alt så vel?
Ja bestemt –altså lige forudsat de har været opbevaret i et hermetisk vakuum, nedkølet til -273,15C og ved en luftfugtighed som en saltslette i midtvesten…
For de smukke snehvide bagsider på f.eks Bernard Prince, Blake og Mortimer og Linda og Valentin albums har en grim, grim tendens til at gulne. Og det er ikke solen der er skurken her; det er iltning. Typisk vil der være en større eller mindre ’kant’ langs bagsiden der er synligt mørkere end resten. Og den eneste fornuftige forklaring jeg kan finde på det, er at den fæle ilt er trængt ind fra kanten og reageret med noget lim (eller hvad f…. ved jeg). Resultatet er i hvert fald: AAAAARRRRRRGGGGHH !
Så nej; livet er ikke let, når man har hang til de der 25+ år ultra-perfekte albums. Altid har elementerne rottet sig sammen mod én og der skal kæmpes en brav kamp for ikke at bukke under og ende med noget så fælt som middelmådighedens højborg kaldet ”Pæne, velholdte albums”. De SKAL jo for f….. se ud som NYE!! Fat det så ! Det ER det eneste rigtige !!!
…men hør… hvad er nu det? …. er det ikke en sirene, jeg kan høre? …og jeg synes også jeg kan se et blinkende blåt skær fra den bil der nu holder i indkørslen…..og nu ringer det på døren… Nå..… der kommer vist lige til at gå lidt tid igen, før der kommer nyt indlæg…. Beklager…