Nå.
Så er det vist min tur til at få måsen lettet fra julebordet, og klimpe løs på tasterne en gang…
Jeg har siden sidst fået gaflet mig et eksemplar af 2. udgaven fra 1980 af Splint & Co nr 1; “SOS fra Bretzelburg”. I sandhed et fantastisk album, som jo bestemt ikke tabte ved at få smidt 4 ny-fundne Franquin-sider oveni. Det syntes Interpressefolkene da heller ikke, hvorfor de klappede et klistermærke på størrelse med et stegefad på forsiden.
Da datidens købere besynderligt nok var mere interesserede i Franquin-tegninger end Interpresse-picolinens design, røg de gule mærker af i hobetal. Så det er snart en sjældenhed at se et album der stadig har mærket på.
Og for nu at køre den der med klistermærkerne helt ud i tovene, så kommer her den ULTIMATIVE fremtidige ’must-have’ sag for de nu 9-årige snotunger: Naruto kunstbogen ”Uzumaki” indpakket i plast og med klistermærke -på plastikken, forstås. Velbekomme: så bliver det vist ikke mere umuligt at finde i fremtiden. Men i dag står den jo på alle velassorterede boghandlerhylder, så jeg skød lige et hurtigt billede på en shoppingtur:
I 2040 når 2000-generationen får traumer af ikke at kunne finde disse sager, er der nok indført gode amerikanske advokat-tilstande i landet, og Carlsen vil da blive sagsøgt for et større milliard-beløb. Gratis tip til Carlsen: Lav hellere en monster-stor hensættelse i regnskabet, allerede nu.
Henover julen kom jeg også til at tænke på en anden lille ting der ofte er overset. Altså overset, hvis man er hysterisk samler forstås…
Det drejer sig om nogle enkelte af Interpresses albums fra 1985. De havde Interpresses albumliste indsat i albummet. Altså ikke bare en indlagt reklamesag som det ellers var tilfældet på den tid, men faktisk indlimet i ryggen, på linie med de øvrige albumsider. Altid indsat samme sted i albummet.
Siden var dejligt perforeret på langs, og liiiiige til at rive ud, uden at skade selve albummet. Derfor er det i dag eneste synlige spor efter denne reklameside, ofte kun en smal grøn strimmel, helt inderst ved albumlimningen.
Og selvom siden ikke indgår i sidenummereringen af albummet, SKAL den naturligvis være der. Ellers er der jo ikke tale om et reelt album, men bare en værdiløs las, der med expres-fart skal i den nærmeste papirs-container.
Nå, nu er jeg så ikke én af dem der samler efter at starte på side 1 i Komiklex og ikke helme før alle titlerne har fået et X. Men af de titler jeg gider have til at stå på hylderne er i hvert fald disse to med reklameside:
Hugo Pratt: Anna i junglen (side indsat mellem 104/105).
Gimenez: De professionelle, del 1 (side indsat mellem 36/37).
Derudover er der jo også en lille variant af denne indsatte albumliste. Det er en reklame for Splint & Co T-shirts, indsat på samme vis i Tome og Janrys debut-album, ”Virus”. I øvrigt vel en lille generalprøve på albumlisterne, da dette album er fra 1984.
Christ, hvor ville jeg her gerne kunne præsentere et life-eksemplar af denne T-shirt, men der må jeg melde pas. Jeg har aldrig ejet én, og mon ikke de her snart 25 år efter, alle har endt deres dage. Sidste stop sikkert med malerpletter på, eller (hvis mor stemte VS) på en negerkrop i Afrika… ”Man skal være god mod negrene”, sagde min bedstemor. Og med sådanne ofre har vi så i sandhed været det. Fat det så, dernede.
Og selvom det ikke ligefrem er pressenævnet der har kontaktet mig, så føler jeg alligevel at det er på sin plads at komme med en ‘præcisering’:
Mysteriet om ’signaturen’ HC i min ’Arkivaren’ (se tidligere blog-indlæg) er opklaret. Jeg fik en mail fra Kim Emil Rasmussen, der kunne berette at det slet intet har med en signatur at gøre, men i virkeligheden står for det franske ”Hors Commerce” der betyder at bogen/trykket er uden for nummer. Hvilket jo i dette tilfælde rammer spot-on.
Så er dén sag opklaret og Watson kan skrive sin beretning. Tak for det Kim Emil!