Kan du fortælle lidt om den periode, hvor du for alvor blev interesseret i at skrive tegneserier? JNR: Kent Williams var lige flyttet til byen og han henvendte sig til min mentor og gode ven Karl Wagner, og spurgte om han var interesseret i et samarbejde med henblik på at lave et tegneserie-album. Karl Wagner er nok bedst kendt i USA for sine Kane-noveller. Kent, som var en stor fan af Karls arbejde, forsøgte at introducere Karl til de nye tegneserieskabere, såsom Neil Gaiman og Frank Miller. Til en bryllups- reception fortalte jeg Kent, at jeg overvejede at forsøge mig med mediet, og han introducerede mig derfor til tegneren John Van Fleet. Vi begyndte at snakke om mulige emner, og det mundede ud i serien…

Du begyndte, som så mange andre i branchen, med at arbejde for Marvel Comics, tilbage i 1980. Jeg lavede en del historier med figurer fra de nordiske sagaer, serier som “Warriors Three”, “Thor” m.v., som udgjorde en ubetydelig del af det store Marvel univers, ingen lagde mærke til dem og jeg fik kun meget få penge udbetalt. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget for at skabe mig et navn hos forhandlerne. Der skete så det at jeg lavede et par forsider med Edderkoppen og tegnede en kort historie, der blev efterfulgt af albummet “Spirits of the Earths” som jeg skrev og tegnede. Jeg benyttede mig af den kontrol jeg havde som forfatter til at flytte…

Smilende og sammen med sin kat Sveske tager Morten Søndergård imod i sin lejlighed på Frederiksberg. Personligt er jeg vant til at se ham bag disken i tegneseriebutikken Fantask. Det er rart at konstatere at der faktisk befinder sig et par fødder nedenunder den smilende Morten Søndergård. Alle burde have en 140 kvm. lejlighed, griner Morten… og vi får sat os til rette i to lænestole; sofaen er optaget af en bundfilterpumpe. Jeg er ved at reetablere mit akvarie, så jeg lånte den der af en ven, forklarer Morten. Interpresses forhenværende redaktør Henning Kure og jeg kendte hinanden i forvejen, og Henning vidste at jeg kendte Marveluniverset ud og ind. Så da Interpresse i 1984 havde overtaget rettighederne til Marvel i Danmark, var det meget…

Nyheden ramte som en hammer. En nyhed af den slags, der får hverdagen til at virke træt og grå på få sekunder. Den type nyhed, som står i skarp kontrast til den sprudlende fantasi, man for eksempel kan finde i Hugo Pratts drømmende fortællinger om sømanden Corto Maltese. Men nu var drømmen forbi. Og det var det, som var nyheden. Hugo Pratt døde af kræft i august måned – 68 år gammel. Første gang jeg stødte på Pratt og lykkeridderen Corto Maltese var kort efter, at serien i 1977 var blevet søsat af forlaget Interpresse med albummet “Balladen om det fordømte hav”. Albummet markerede for alvor, at den voksne tegneserie var kommet til Danmark. Der skulle gå endnu et stykke tid inden eksempelvis Bilal, Tardi…

Lad det være sagt med det samme: dette er en hyldestartikel. En hyldest til en tegneseriefigur, som er en større drukkenbolt end Kaptajn Haddock og mere doven end Garfield. Mere end nogen anden tegneseriefigur har Kasket Karl så mange menneskelige træk af tvivlsom karakter, at man kun kan holde af ham. Nok kan vi ikke finde mange lighedspunkter mellem ham og lige netop os, men vi kender i hvert fald en hel del i vores omgangskreds, som minder i betænkelig grad om ham… Sidste år udsendte Rasmus Navers Forlag den 36. samling af Kasket Karl, og kunne dermed fejre, at det er 35 år siden det hele startede herhjemme. Dette jubilæum – i ægteskabelig terminologi kaldet koralbryllup – vidner om, at Kasket Karl er en…

Man griner sgu’ da ikke, når man sidder i en overfyldt bus og læser handicap-vittigheder. Og da slet ikke hvis sidemanden mangler et ben. Eller gør man? Svaret er faktisk, at det gør man naturligvis. I hvert fald, hvis man spørger den 44-årige amerikaner John Callahan. Han er en rablende morsom satiretegner, og han er lammet i det meste af kroppen. Historien om tegneren Callahan starter ud på natten den 23. juli 1972. Her sætter drankeren Callahan sig ind i en folkevogn med sin lige så berusede ven Dexter ved rattet. Køreturen bliver kort. Ud af mørket dukker et vejtræ, og i sammenstødet kvæstes både bil, træ og Callahans rygsøjle. Få dage efter på Harbor General hospitalet tæt ved Los Angeles forsøger den sengeliggende Callahan…

Du har efterhånden været på en del tegnestuer? Jeg var i forlænget praktik på Pinligt Selskab i 1987, fordi jeg var så dødtræt af skolen på det tidspunkt. Jeg ville gerne gå ud af 10. klasse, og derfor blev jeg kaldt til møde – sammen med min mor – af min klasselærer og skoleinspektøren. Nu var det sådan at min klasselærer var bibliotekar og meget “kulturel”. Jeg fortalte så, at jeg ville stoppe, for jeg følte ikke jeg fik noget ud af at gå i skole, jeg ville hellere tegne. Min klasselærer kendte jo Per Arnoldi, og omtalte ham nærmest som Per-drengen… jeg går udfra, at han bare havde mødt ham til en reception eller et eller andet. Per Arnoldi havde jo meget klogt udtalt,…