I det danske tegneseriemarked, hvor der længe har været faldende interesse og ditto salg, har manga i de senere år været fanebærer med oplagstal, som ellers kun har hørt storhedstiden fra 70erne og 80erne til. På Louisiana kan man i endnu et par uger komme lidt tættere på denne verdensomspændende succes i en udstilling, som forsøger at karakterisere fænomenet i et bredt perspektiv, der rækker langt ud over selve tegneserierne. Således er udstillingen f.eks. suppleret med relevante eksempler på moderne japansk billedkunst samt demonstrationer af computerspil lige som biografen viser udvalgt anime. Udstillingen indeholder mange gode og overraskende momenter, men i min øjne lider den alligevel under, at der ikke er nogen egentlig vinkel på stoffet. Det brede perspektiv er simpelthen for bredt, og man får indtryk af, at folkene bag vist bare har skudt med spredehagl uden egentlig at have noget, man sigtede efter.
Inden jeg kommer for godt i gang, må jeg hellere lige indskyde, at min viden på området ærligt talt er temmelig begrænset. Jo, jeg har da kigget lidt i både Dragonball og Akira, men reelt har jeg kun stiftet bekendtskab med én japansk tegneserie (Ensom Ulv og Hvalp) lige som, jeg i øvrigt kun har set en lille håndfuld anime (Chihiro, Perfect Blue m.m.). Foranlediget af den manga-bølge, vi har oplevet i Danmark de sidste 6-8 år, troede jeg egentlig, at ordet manga dækkede over en særlig populær stilart inden for moderne japansk tegneseriekunst – med bl.a. de store øjne og de lange actionsekvenser – men det første, jeg lærte på Louisiana, var, at manga simpelthen er det japanske ord for tegneserie. Mit gæt er, at dette faktisk vil komme som en overraskelse for de fleste besøgende, men udstillerne har alligevel valgt at være konsekvente og fremviser således prøver fra hele Japans 200-årige tegneseriehistorie. Naturligvis er den moderne målgruppe-orienterede manga repræsenteret – her finder man eksempler på manga til drenge, manga til piger, manga til voksne samt erotisk manga – men udstillingen åbner altså også mulighed for at stifte bekendtskab med Hokusais træsnit fra begyndelsen af 1800-tallet eller de første billige hæfter fra 20’erne og 30’erne lige som, der også lægges vægt på den helt centrale Astro Boy fra tiden lige efter 2. verdenskrig.
Med min begrænsede viden, vil jeg ikke begynde at udtale mig om, hvorvidt der skulle mangle noget i forhold til denne historiske oversigt, men jeg synes til gengæld, at jeg savner en mere grundig indføring i, hvor specialiseret nutidig manga kan være. I virkeligheden gælder opdelingen i drenge, piger, voksne og erotisk vel i de fleste varegrupper på det kulturelle område, og det giver slet ikke noget reelt indtryk af, hvor mange-facetteret den moderne manga egentlig er. Man kunne da godt have givet et par prøver på nogle af de mange mærkelige undergenrer, som f.eks. yaoi, der egentlig handler om forhold mellem homoseksualle mænd, men er henvendt til unge kvinder! Der bliver i øvrigt også sprunget let og elegant hen over det faktum, at manga nu er et globalt fænomen. I kølvandet på mangaens overvældende succes er der jo netop i disse år utallige eksempler på, hvordan man over hele verden forsøger at kopiere mangaens særlige kvaliteter i den lokale tegneserieproduktion, og i den forbindelse kunne det da have været interessant at se eksempler. Der er nogle oplagte muligheder fra USA, men da også herhjemme fra, hvor vores egne Jan Kjær og Merlin P. Mann med den delvist prosabårede Taynikma må siges at have bidraget væsentlig til viderudviklingen af mangaens formsprog. Det er bemærkelsesværdigt, at udstillingen under titlen manga således indskrænker sig til at se på manga som et rent japansk fænomen og så oven i købet skøjter så forholdsvis let hen over selve tegneserierne. Men ja, jeg ved ikke, er det bare mig eller er det ikke lidt fjollet at tage til Louisiana for at se manga, og så bliver man bare præsenteret for det begrænsede udvalg, som i forvejen er kommet i dansk udgave?
Hvorom alting er, så har denne prioritering til gengæld givet plads til en række værker fra andre felter af moderne japansk billedkultur. Påstanden er naturligvis, at de i en eller anden forstand forholder sig til manga-begrebet, det har jeg nu svært ved at se, men der er bestemt et par interessante oplevelser i mellem, og faktisk vil jeg sige, at de vægtigste grunde til at se, udstillingen skal findes her. Der er f.eks. en meget innovativ videoinstallation, hvor en tegnefilm projiceres op på tre væggen, så tilskueren oplever sig selv stående midt på et japansk dametoilet, hvorfra han ubemærket kan følge de forskellige personers gøren og laden. I løbet af de syv minutter filmen varer, oplever tilskueren en række sekvenser, der berører forskellige sjældent sete sider af japansk pigeliv. Men selv om jeg bestemt gerne medgiver Louisiana, at denne installation er særlig vellykket, vil jeg samtidig nok have at lov at mene, at filmen ikke knytter sig til manga-begrebet i konkret forstand, men i højere grad er en kommentar til det japanske samfund som sådan.
Jeg synes, det gælder for udstillingen, at de præsenterede elementer er ganske interessante på deres egne præmisser, men, at det er svært at se den store sammenhæng. Hvis man skal overbevise de besøgende om, at der er et klart bindeled mellem nogle 200-år gamle træsnit og de nutidige computerspil, så kræver det altså mere end, at man præsenterer de to ting i to forbundne rum – det kræver en overordnet idé, en vision, og dét, kan jeg ikke undgå at synes, mangler her. Beskrivelserne af de udstillede værker og stedets rundvisere forsøger godt nok at antyde en række forskellige forståelsesparametre, men det bliver aldrig til mere end, at der vist var noget med nogle atombomber på et tidspunkt, og jeg synes, det skinner alt for tydeligt i gennem, at udstillingen er lånt andetsteds fra.
Der er mange udmærkede grunde til at besøge udstillingen – f.eks. var det da også meget sjovt at se originale cells fra Akira – men det er alt sammen enkeltstående øjeblikke, der ikke taler til hinanden.
Det hører dog med, at man kan vælge at supplere et besøg med at læse nyeste nummer af Louisiana Revy, som er viet helt og aldeles til manga, og, at der her er en række glimrende artikler, som præcist og indsigtsfuldt slår ned på forskellige aspekter af mangaens væsen. Køb endelig den – også selv om du ikke ser selve udstillingen, som, selv om den altså ikke er noget mesterstykke, trods alt er ganske seværdig.
Udstillingen løber til og med 8. februar.