Udmattet. Smadret. Udkørt. At tage på tegneseriemesse er hyggeligt og sjovt, men det kan også være udmattende, da man ofte (jeg gør ihvertfald) prøver at nå en hel masse på nogle få dage, hvilket gør at man ikke lige får spist regelmæssigt og langt fra får sovet så meget som man burde. Når så New York messen er ens 8. tegneseriemesse på samme år begynder det at trække tænder ud. Men det er det hele værd og lidt til, når tegneserier nu engang er ens passion. New York messen har også på få år udviklet sig til at være den næst største messe i USA, og måske den største tegneseriemesse, da tegneseriedelen i San Diego er skrumpet en del. Specielt deres Artist Alley med mere end 500 tegnere repræsenteret var ret imponerende. Messen var udsolgt i år, og jeg hørte at tilskuer tallet var imponerende 115.000 mod sidste års 106.000, hvilket var åbenlyst når man prøvede at bevæge sig rundt på messen.
Mike Mignola var en populær gæst.
Man skulle ikke umiddelbart tro det, men at gå gennem forhallen var den nemmeste måde, at komme hurtigt fra den ene ende af messe området til den anden.
Som det ofte er tilfældet når jeg er på østkysten hjalp jeg David Spurlock (Vanguard Productions) med at sætte hans bod op. Jeg landede lige efter kl. 1 onsdag eftermiddag i New Jersey, og tog direkte til Jacob Javits messe centret, hvor jeg ankom næsten samtidigt med David. Her blev jeg straks sat i gang med at slæbe en masse tunge kasser, fyldt med tegneserier fra hans bil og ind på messen. Der er ikke rigtig plads til at have dårlig ryg, hvis man er i tegneserie branchen! Vi fik sat det meste af boden op, inden vi forlod messen ved 8 tiden. Vanguard udgiver et væld af forskellige bøger om tegneserie tegnere, og har bl.a. udgivet bøger om Jim Steranko og Carmine Infantino, som han havde som gæster i sin bod under hele messen. Carmine er efterhånden blevet 87 år og noget dårligt gående, hvilket gjorde at han nu bruger kørestol det meste af tiden. Jim Steranko derimod er en årsunge på kun 73 år, der stadigvæk holder sig selv i fantastisk form og har et håndtryk af stål. Da jeg hjalp til i boden fik jeg lejlighed til at snakke lidt med begge to, samt fik et par tegneserier signeret. Frivilligt arbejde bærer engang imellem lønnen i sig selv!
Jim Steranko og undertegnede søndag aften, hvor vi pakkede boden sammen.
Carmine Infantino og undertegnede.
Messen havde et utal af gæster, men dem som havde de længste signerings køer, mig bekendt, var folk som Brian K. Vaughan, Grant Morrison, Robert Kirkman og Scott Snyder. Jeg syntes det er et godt tegn, at dem som skriver tegneserierne også nyder så stor gunst hos tegneserielæserne, da tegneserier jo i høj grad er et visuelt medie og man let kan forfalde til kun at fokuserer på tegningerne og tegnerne. Ud over Robert Kirkman var Kirkmans tidligere ven og Walking Dead co-creator Tony Moore ligeledes gæst på messen. De har det seneste år haft et lidt anstrengt forhold, så jeg var noget overrasket over, at begge to var gæster på samme messe. Men mig bekendt var der ingen uheldige konfrontationer.
Brian K. Vaughan og hans Saga co-creator Fiona Staples var yderst populære gæster på messen.
Tony Moore – Walking Dead co-creator, der havde sin egen bod på messen.
Messen havde også et dansk islæt, da Teddy Kristiansen var på en US messe for første gang i 10 år. Han holdt til i Man of Action boden, som Steve Seagle, hans mangeårige forfatter partner, har sammen med bl.a. Joe Kelly og Joe Casey.
Steve Seagle (tv) og Teddy Kristiansen i Man of Action boden, hvor de signerede og tegnede alle 4 dage.
Selv brugte jeg en god del af min tid i Artist Alley, hvor Spencer Becks Artist’s Choice bod endnu engang havde rigtig mange gode tegnere til at sidde i sin bod. Bl.a. George Perez, Klaus Janson, Jerry ordway, Adam Kubert, Joe Rubinstein og Jose Luis Garcia-Lopez. Jeg har været gode venner med Adam Kubert i nogle år, så da hans far Joe Kubert døde for et par måneder siden sendte jeg har en kondolence mail. Men det føltes bare mere rigtigt, at kondolere ham personligt, og vi fik en fin lille snak om løst og fast. Jose Luis Garcia-Lopez er normalt ikke så glad for at tegne på messer, pga. larmen og de mange mennesker, men han må have følt sig godt tilpas, da man for $40,- kunne få hans nyeste sketchbog og en tegning. Så efter at have mødt ham en del gange igennem de seneste 5 år, lykkes det mig endelig at få en tegning af ham i min sketchbog. Absolut et af højdepunkterne ved denne messe.
Den imponerende Artist Alley onsdag eftermiddag.
Artist Alley nu med mennesker.
Stan Lee var gæst på messen efter at have aflyst sin optræden på en del messer, hvor han var inviteret som gæst. Det viser sig at han har fået en pacemaker, hvilket forhåbentlig gør, at vi har ham en del år endnu.
New York er jo ganske stor, så mange af de private fester, der fandt sted efter messen lukkede de enkelte dage var godt spredt rundt omkring i byen, så de fleste aftener nåede jeg ikke mere end et let aftensmåltid, og så prøve at komme i seng inden midnat. Jeg nåede dog forbi Image/H.E.R.O. Initiative festen om fredagen, hvor jeg bl.a. snakkede lidt med Brian K. Vaughan (og donerede nogle penge til H.E.R.O. Intiative), og om lørdagen blev klokken 3.30 inden jeg kom i seng. Heldigvis havde jeg på det tidspunkt nået det meste af det jeg gerne ville, så det meste af søndagen vandrede jeg bare rundt og snakkede lidt med venner og bekendte. Fik bl.a. snakket lidt med Howard Chaykin, som kunne fortælle, at hans Black Kiss 2 (en forhistorie til hans Black Kiss fra 80’erne) var blevet forbudt i både Canada og England. Canada havde han lidt forventet, men var lidt overrasket over England. De første par nr. som var blevet forbudt var dog vand i forhold til senere nr., hvor nr. 4 & 5 (det er en 6 nr. mini serie), var noget af det mest vulgære han nogensinde havde lavet.
Bassernes far Mort Walker, der er gået hen og blevet 89 år, havde også lagt vejen forbi messen i New York. Ikke helt det samme som Henrik Rehr i Horsens, men det er lidt derhen af.
Da messen sluttede søndag aften hjalp jeg i et par timer med at pakke boden sammen, hvorefter jeg tog bussen et par timer nordpå sammen med Herb Trimpe og hans kone Patricia, som havde været så venlige at invitere mig hjem til dem endnu engang. Vejret under hele messen havde været solskin og små 15 grader det meste af tiden, hvorimod det regnede næsten hele mandagen. Det gjorde dog ikke så meget, da vi sov længe og jeg snuppede også lige en morfar om eftermiddagen. Da Joe Sinnott bor i nærheden, ringede Herb og spurgte om det var ok, at han og jeg kom forbi og hilste på, hvilket det heldigvis var. Så mandag aften, efter at have kørt af mørke og regnfyldte veje, ankom vi til Joe Sinnotts hyggelige rækkehus ved 7 tiden. Hans søn Mark kom lige efter vi var ankommet og så blev der ellers fortalt historier i et par timer. Modsat Stan Lee, som Joe stadigvæk arbejder sammen med på søndagsiden af Spider-Man avis striben, kan han huske hvad der skete på Marvel i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Som livslang Marvel fan kan man næsten ikke ønske mere. Ikke fordi at jeg fik spurgt om meget, dertil snakkede Herb og Joe alt for meget, men det var bare en stor fornøjelse at lytte med. Joe Sinnott er også ”still going strong” og havde lige fejret sin 86 års fødselsdag i den forgangne weekend, selvom han først havde fødselsdag om tirsdagen (Herb havde også en gave med). Hvis folk tror at Joe Sinnott er blevet dårligere til at tegne med årene, så skulle de se nogle af de commissions han laver. Han er langtfra så hurtig som han var engang, men kvaliteten fejler ikke noget og jeg ser frem til at betale for min commission, som jeg gerne skulle få i starten af det nye år. Lidt over ni tog vi afsked med Joe og hans søn Mark, for at tage hjem og spise aftensmad.
Undertegnede i selskab med Herb Trimpe (tv) og Joe Sinnott (th). Ikke så underligt at man har det store smil på.
Joe Sinnott ved sit arbejdsbord.
Tirsdag tog jeg bussen tilbage til New York, og videre hjem til Danmark, endnu engang med en masse gode oplevelser i bagagen.
Åh ja, så var der jo også lige de sædvanlige folk der havde klædt sig ud. En kvindelig Thor er nu engang ikke en helt ringe ting.
At komme i Helvede er måske ikke så ringe en ting alligevel. Ud over at møde en del venner, ser de faste beboer heller ikke så utiltalende ud.
Supergirl i asiatisk udgave er ikke en helt dårlig ide.