Home / Events og festivaler / San Diego 2008

San Diego 2008

Jeg kan godt lide tal og arbejder også en del med tal i mit 8 til 4 job. En af de tal jeg hvert år så frem til at få, var, hvor mange mennesker som havde været på tegneseriemesse i San Diego sammen med mig. Fremover er det tal ikke længere noget jeg behøves at vente på, da messen nu har sat et max. på 125.000, og da alt var udsolgt inden messen var begyndt gav det sig selv. Da messen har haft en voldsom vækst i de senere år, skulle man mene at det kunne give et problem. Men ligesom da Roskilde festivalen for nogle år siden satte et max. på tilskuer antal, vil dette sikkert også justere sig selv, så dem der virkelig vil til San Diego også kan komme det. De høje brændstofs priser og deraf højere flypriser, ville virke som en begrænsning, mente mange af dem jeg snakkede med. Men nok om tal og stigende omkostninger.

Som dem der har læst nogle af mine tidligere artikler vil vide, så er San Diego meget mere en tegneserie messe på godt og ondt. Jeg har lige fra starten i 1993 været tilmeldt som presse, og har som sådan fået tilsendt en del pressemateriale igennem tiderne. Nu om dage bliver man bombarderet med e-mails, hvor de tilbyder interviews med deres kunstnere og inviterer til diverse arrangementer. Af de 10-15 mails jeg fik hver dag de sidste 14 dage før messen, var 9 ud af 10 om andet end tegneserier og for mig derfor ganske uinteressant. Der var dog en enkelt undtagelse, og det var en snigpremiere onsdag aften på Tropic Thunder, som er en komedie med Ben Stiller, Jack Black og Robert Downey Jr. Jeg er ikke bekendt med DK premieren, men i USA har den officiel premiere den 13. august. Filmen er en af den slags film, hvor man ikke skal forvente at blive et bedre menneske af at se den, og der er store huller i plottet, men hold kæft hvor er den sjov! Hvis I skal se en komedie i efteråret så er det den! Der er et væld af Hollywood stjerner i mindre roller, og specielt Tom Cruise er eminent. Hvem vidste, at han kunne boogie down som han gør i filmen – jeg tror det er bevidst, at man ikke ser ham i traileren, for at have noget af det bedste til gode.

Jeg så filmen sammen med en af mine gode venner Chris Overington, og da filmen var færdig ved midnatstid gik vi tilbage til hans bil, der var parkeret ved siden af messecentret. Der passerede vi en kø med små 50 personer, der havde slået lejr foran indgangen til hal H, hvor alle de store film og tv selskaber holdt deres præsentationer. At ligge sig i kø hele natten, for at kunne sidde på første række i hal H, når den åbnede torsdag morgen kl. 9.30, for bl.a. at se Keanu Reeves overgår min fatteevne. Forhåbentlig var det ventetiden værd.

Det meste af tegneserie branchen var som sædvanligvis alle på plads, og jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde, hvis jeg skulle nævne bare en brøkdel af dem som var til stede. Men kig selv på messens hjemmeside her.

At komme på messen igennem så mange år som jeg, kan man hvis man er heldig, få opbygget en stor bekendtskabs og vennekreds. Dette er et af de store trækplastre for mig ved messen, at mødes med venner og bekendte, hvor man med de fleste fortsætter hvor man slap sidste år. Det er hygge så det klodser! På forunderlig vis, lykkes det mig hvert år at føje flere til en allerede lang liste af venner/bekendte, hvilket engang imellem kan blive lidt problematisk når folk siger ”Hej Henrik, hvordan går det”, og jeg ikke lige kan huske hvem det er…

Jeg elsker prisuddelinger og specielt Eisner Awards. Dette års udgave havde Lionsgate som hovedsponsor, der senere på året kommer med film udgaven af Will Eisner’s The Spirit. Se traileren her. Som følge heraf havde de Frank Miller som keynote speaker, Gabriel Macht der spiller hovedrollen som The Spirit til at uddele priser, samt manden over dem alle Mr. Samuel L. Jackson, som også var til stede for at uddele priser. Uddelingen startede lettere forsinket, hvilket passede mig fint, da jeg var kommet lidt sent hjem fra messen og måtte spise et par stykker pizza på vejen hen til prisuddelingen. Meget gik som man kunne forvente med hensyn til hvem der vandt, men der var også nogle positive overraskelser undervejs og en del sjove indslag. Dog intet der kunne toppe Jonathan Ross’ indslag sidste år med Neil Gaiman som ufrivillig medpassager. Alt i alt en kanon aften, der som mange af de andre aftener sluttede engang efter kl. 3. Alle vinderne kan ses her.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der var dette års store oplevelse eller event, jeg ved bare at jeg havde en rigtig rigtig god oplevelse sammen med venner og bekendte. Som en lille biting bør jeg nok lige nævne, at når tegneseriefolk, der en stor del af året sidder og arbejder for dem selv, kommer ud mellem andre mennesker og får lidt at drikke så sker der ting og sager! Jeg gav selv udtrykket ”To Serve and Protect” en ny mening, som nogle af mine venner nok ikke lige glemmer lige med det samme.

På trods af alle de positive oplevelser jeg havde i San Diego, vil jeg nok anbefale, at man tager på messen i Baltimore, hvis man aldrig har været på en US messe før. Til sidst lidt skamløs selvpromovering. Til nyhedssiden The Pulse, lavede jeg en panel dækning af det spotlight der var på Todd Klein. Læs mere her. Todd Klein den flinke mand, skriver også om mig på hans blog (med billede) onsdag den 23. juli. Læs mere her.

Fortsat god sommer!