Som de fleste andre herinde, blev jeg opflasket med Fart og Tempo. Min kære onkel havde en god samling, som vi altid kastede os frådende over, når vi var på besøg. Jeg kan dog mærke, at mine præferencer har ændret sig en smule i takt med, at jeg er blevet ældre, hvilket næppe er unormalt. Grundlæggende læser jeg tegneserier for at blive underholdt, så humor og spænding er i højsædet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, men jeg vil helst bare koble hjernen fra og ikke tænke så meget, når jeg fordyber mig i det kulørte univers. Jeg har ikke brug for at beskæftige mig med socialkritiske analyser eller dybtegående temaer, uanset hvad de må omhandle. Jeg vil bare underholdes. Min tidligere chef udtrykte det meget rammende, da han sagde, at han skal tænke så meget i løbet af arbejdsugen, at han bare gerne vil slå hjernen fra, når han går i biografen. Sådan har jeg det også med tegneserier (og biografture).
Jeg var i en tidlig alder fascineret af alt fra Hermanns hånd, fordi der var action for alle pengene. Det har faktisk holdt ved indtil for få år siden, hvor jeg har "opgivet" ham lidt, fordi jeg synes, at kvaliteten er begyndt at halte. Ellers læste jeg meget gerne serier som Blåfrakkerne, Sammy og De 4 Esser, men de er bare ikke mere det samme som dengang. Det samme gælder for serier som Bob Morane, Bruno Brazil og Rødskæg, som nu virker bedagede og lidt naive.
Nu er jeg vild med serier som SHI (wow, wow og atter wow), Undertaker, Gamle Gubber, Katanga og Largo Winch. For sidstnævntes vedkommende kan jeg ikke fatte, at den ikke har vundet større indpas i Danmark, for den er simpelthen genial, hvis man spørger mig.
Nu kom vi vist væk fra det oprindelige emne, som omhandlede Asterix, men forhåbentlig bliver vi tilgivet.