Men hvordan "daler" kvaliteten? Jeg synes egentlig ikke, kvaliteten daler, men universet ekspanderes og udstrækkes, samtidig med at det fortsat står solidt på Van Hammes grundpiller. På sin vis lidt på samme måde, som Van Hamme selv gik til værks i løbet af sin lange periode som forfatter på serien for eksempel ved at indskrive nye personer, der i kortere eller længere tid kunne følges med Thorgal og hans familie og måske dukke op igen senere.hopla skrev: ↑10. aug 2024, 08:39Den daler faktisk lidt, ja! Det lagde jeg også mærke til, det er nok også umuligt andet, de to partnere har jo arbejdet sammen så længe det må være umuligt for en anden at komme ind og genskabe helt den samme gnist. Men jeg læser nu lystigt alligevel, og havde også fortsat enkelt historierne hvis de havde fortsat. Har også de 4 album der allerede er udgivet i den videre serie, men har ikke fået dem læst endnu.
Efter min mening har de nye forfattere helt styr på grundpræmissen for universet (science fiction-vinklen på jordelivet), ligesom de særdeles professionelt fortsætter den drevne opbygning af spændingskurver, som jeg vil antage, at Van Hamme selv havde afkodet hos Jean-Michel Charlier: At et kulørt persongalleri udsættes for særdeles dramatiske hændelser og eksistentielle overvejelser i en kulørt kulisse, og så ender det gudskelov godt alligevel, pyh, læseren kan ånde lettet op. For blot i næste øjeblik at indse, at nye dramatiske udfordringer tårner sig op. Det er denne fortællestruktur, der alle dage har gjort fx Thorgal og Blueberry til pageturnere, hvortil naturligvis kom den eminente grafiske udførelse fra tegnernes side.
Men klart, Thorgal ændrer lidt struktur efter Van Hammes tid, hvilket han selv satte i gang med præmissen om, at den yngre generation skulle overtage styrepindene. Det forekommer mig også logisk, at der er nødt til at ske et generationsmæssigt skred efter så mange år, hvis en serie skal fortsætte med at udvikle sig. Det samme ville uden tvivl være både nødvendigt og sket, hvis Blueberry have fortsat. Det skete faktisk lidt allerede efter Charliers tid, hvor Giraud selv overtog forfatterrollen.
På den anden side forstår jeg selvfølgelig godt, at når der rystes rundt med brikkerne, bliver nogle læsere lidt utrygge og misfornøjede, det kan jeg også selv opleve i forskellige sammenhænge. Men jeg mener ikke, man kan sige, at kvaliteten som sådan er faldet i Thorgals tilfælde, hverken i hovedserien eller i parallelserierne med Kriss og Ulv.
At gå tilbage i tiden i stedet for frem, har jeg selv altid fundet fjollet og sjældent vellykket, om det så er "Lille Viggo", "Den lille Splint", "Kid Lucky", "Thorgals ungdom" eller at Linda og Valentin optræder som børn. Det kommer til at virke mærkeligt konstrueret.