Det månedlige barometer

[Gimli]

August måneds bedste læseoplevelse:

Der er ingen tvivl om, at Barefoot Gen er en kvalitetsudgivelse - og især i 70'erne, hvor der må være tale om en ret original udgivelse (?). Jeg mener, MAUS begyndte først i slut 70'erne (så vidt jeg ved, den første biografiske tegneserie-udgivelse i amerika (?). Og jeg kender ikke til europæiske reelle biografiske/selv-biografiske udgivelser i Europa fra dette tidspunkt. Om der har været japanske manga-udgivelser med reelt selvbiografiske træk inden Barefoot Gen, er jeg mere usikker på, men hvis det ikke er tilfældet, var Barefoot Gen, ikke bare en virkelig god tegneserie, men simpelt hen en fornyelse af mediets muligheder. 5 bind The Never-Ending War kunne dog ikke slå; Molochs vrede, som i min bog, stadig er det bedste album fra 1976 - men det kom tæt på, og blev det næstbedste album fra året. Jeg er usikker på, hvor meget biografi og hvor meget af historien der er hentet fra andres fortællinger fra perioden, men uanset hvad er det fremragende fortalt og bestemt ikke urealistisk. Men måske begynder det at "lugte lidt af" at der er tale om en blanding af egentlig biografi med andres fortællinger, for at få det narrative til at fungere som sammenhængende. Men selv om det er tilfældet, så skal de europæsike albums altså op på den helt store klinge, for at kunne måle sig med albummene fra denne serie (I min oplevelse).

Bedste tegneseriekøb:

Jeg har ikke købt noget i august måned - og kommer heller ikke til det i september.

[Frank Madsen]

Man kan sagtens have smag indenfor tegneserier, såvel som alt andet kunst. Kan vi ikke tale pænt, tak? Det er vist bedst for alle.

Bevares, kære Berti, men man kan jo ikke føre en samtale om smag, fordi det netop er 100 % personligt. Selv om vinkypere tror, de kan, ved at opfinde et vokabular med "bouquet", floral", "fyldighed", "krop", "syre", "gardiner" og "iltning". Den slags giver kun mening i en meget lukket og indforstået kreds.

Selvfølgelig kan man diskutere smag, især hvis man etablerer et fælles sprog for de subjektive oplevelser, man forsøger at dele og vurdere, som f.eks. professionelle vinsmagere gør det. Men "smag" er også historisk blevet brugt til selvhævdelse og social opdeling, hvilket måske er grunden til Carstens modvilje mod, at begrebet vinder indpas i seriernes verden.

https://denstoredanske.lex.dk/smag_-_ev ... t_og_grimt

[Asger Pedersen]

Jeg har været i gang det meste af august med Moore og Campbells ‘From Hell’. Det er noget af en telefonbog, jeg ved ikke hvor mange sider, da kapitlerne er sidenummeret separat. Jeg er ca en tredjedel inde, og det meste af det, der er sket, er en køretur gennem London. Tegnestilen er den traditionelle lidt anonyme engelske, som tegneseriemæssigt havde sin rod i ‘Rob the Rover’. Her er den lidt mere skitsepræget end vanligt, og håndtekstningen er lidt vanskelig for mine gamle øjne: formskrift, bitte lille og uregelmæssig. Det er jo ikke en thriller, da morderen Jack the Ripper blir identificeret fra begyndelsen, men det er tydeligt, at Moore og Campbell har sat sig ind i miljøet og historien fra datidens London. Serien har ikke helt fanget mig endnu, men jeg læser trøstigt videre.

[Carsten Søndergaard]

Selvfølgelig kan man diskutere smag, især hvis man etablerer et fælles sprog for de subjektive oplevelser, man forsøger at dele og vurdere, som f.eks. professionelle vinsmagere gør det.

Lægger du for med det første ord i sproget?

Men "smag" er også historisk blevet brugt til selvhævdelse og social opdeling, hvilket måske er grunden til Carstens modvilje mod, at begrebet vinder indpas i seriernes verden.
https://denstoredanske.lex.dk/smag_-_ev ... t_og_grimt

Præcis, fordi begreber som "god smag", "dårlig smag", "smagfuld" og "smagløs" er meningsløse begreber, som blot har til formål et postulere bedrevidenhed over for andre mennesker. De begreber beskriver ikke det, der tales om (fx tegneserier), men udelukkende selvfortåelsen hos de personer, der udtaler dem.

Om smag så "udelukkende er en privatsag" eller ej, som Immanuel Kant gerne vil diskutere (jf. dit link til lex.dk), eller om tilkendegivelse af ens smag "rummer en appel om alment samtykke", kan man da godt diskutere, men det bliver jo en akademisk samtale og ikke en samtale om fx tegneserier.

[Robin]

Bedste læseoplevelse i august:

Bedste køb i august: 21 blandede Edderkoppen blade for 140,-. Fi-ine ting!

mvh.

[Gimli]

Bedste læseoplevelse i august:



IMG_1260.JPG


mvh.

Det er også et af de album/bøger jeg ser allermest frem til, når jeg på et tidspunkt kommer til 2019. (Jeg har købt Mister Miracle og The Vision af Tom King, som kommer med i denne læserunde).

[Robin]

Bedste læseoplevelse i august:



IMG_1260.JPG


mvh.

Det er også et af de album/bøger jeg ser allermest frem til, når jeg på et tidspunkt kommer til 2019. (Jeg har købt Mister Miracle og The Vision af Tom King, som kommer med i denne læserunde).

Du har noget at glæde dig til! Har du læst noget fra Tom Kings hånd ellers, eller bli'r dette første gang?

mvh.

[Gimli]

Bedste læseoplevelse i august:



IMG_1260.JPG


mvh.

Det er også et af de album/bøger jeg ser allermest frem til, når jeg på et tidspunkt kommer til 2019. (Jeg har købt Mister Miracle og The Vision af Tom King, som kommer med i denne læserunde).

Du har noget at glæde dig til! Har du læst noget fra Tom Kings hånd ellers, eller bli'r dette første gang?

mvh.

Det bliver de 2 første Tom King tegneserier for mig. Det samme gælder det jeg har købt af: Jeff Lemire, Brubaker og Ram V. Det at jeg omkring 2017 åbnede for engelsk-sprogede udgivelser, har stillet mig en række store navne i udsigt, for første gang, i denne læserunde. Glæder mig usigeligt til at se, om de kan indfri forventningerne.

[Mogens]

Selvfølgelig kan man diskutere smag, især hvis man etablerer et fælles sprog for de subjektive oplevelser, man forsøger at dele og vurdere, som f.eks. professionelle vinsmagere gør det.

Lægger du for med det første ord i sproget?

Men "smag" er også historisk blevet brugt til selvhævdelse og social opdeling, hvilket måske er grunden til Carstens modvilje mod, at begrebet vinder indpas i seriernes verden.
https://denstoredanske.lex.dk/smag_-_ev ... t_og_grimt

Præcis, fordi begreber som "god smag", "dårlig smag", "smagfuld" og "smagløs" er meningsløse begreber, som blot har til formål et postulere bedrevidenhed over for andre mennesker. De begreber beskriver ikke det, der tales om (fx tegneserier), men udelukkende selvfortåelsen hos de personer, der udtaler dem.

Om smag så "udelukkende er en privatsag" eller ej, som Immanuel Kant gerne vil diskutere (jf. dit link til lex.dk), eller om tilkendegivelse af ens smag "rummer en appel om alment samtykke", kan man da godt diskutere, men det bliver jo en akademisk samtale og ikke en samtale om fx tegneserier.

Det er en interessant diskussion, som jeg aldrig rigtig har tænkt nøje over, selvom jeg selvfølgelig - bevidst eller ubevidst - har givet udtryk for min egen smag i mange sammenhænge, hvad enten det drejer sig om tegneserier, musik, mad eller andet. Vi bliver dagligt udsat for smagsdommere, der hævder at have patent på den rigtige smag/mening, og det er vel svært ikke at blive påvirket i et vist omfang, særligt hvis man er usikker på eller står alene med sin egen mening. Banalt set, burde ingen mening være mere værd end andre meninger, men i vores samfund hersker der alligevel en tendens til at tillægge smukke, succesfulde, lærde, magtfulde og højlydte menneskers meninger en større værdi. Hvem har ikke prøvet at stå i et rum eller i en forsamling og føle sig mindre værd og derfor ikke turde at give udtryk for sin smag eller mening, fordi de andre mennesker i rummet virker mere attraktive eller klogere end én selv?

Det er vigtigt at føle sig anerkendt, forstået og vellidt som menneske, hvorfor det smager som en sukkermad fra barndommen, når man bliver bekræftet i sin tro, smag og mening. Det gælder også, når vi diskuterer tegneserier herinde. Det er let at føle sig trådt over de ømme tæer, når man bliver gået på klingen af andre entusiater med andre meninger og derfor bliver udfordret på smagen og stoltheden. Det kan jo være svært at have ordet i sin magt og give udtryk for sin mening på en forståelig måde, selvom man inderst inde godt ved, hvad man føler, men at det blot er svært at omsætte følelserne til forklarlige ord.

Jeg har læst tegneserier hele mit liv, men er alligevel en idiot til selve teorien og alle fagbegreberne, hvorfor jeg er tilbageholdende med at indlade mig på en diskussion i den retning, da jeg vil have svært ved at kunne forklare mig på tilstrækkelig vis. Det ændrer dog ikke på, at jeg ved, hvad jeg kan lide og ikke lide. Og jeg er ikke bange for at give udtryk for min smag, selvom jeg dog ikke tror, at andre mennesker tillægger den en stor værdi.

[Carsten Søndergaard]

Jeg har læst tegneserier hele mit liv, men er alligevel en idiot til selve teorien og alle fagbegreberne, hvorfor jeg er tilbageholdende med at indlade mig på en diskussion i den retning, da jeg vil have svært ved at kunne forklare mig på tilstrækkelig vis.

Det gælder såmænd nok for de fleste, også for mig, selv om jeg har forsøgt at tilegne mig en smule teoretisk viden gennem årene, men noget substantielt er det ikke blevet til. Enten skal man nok have sat sig ind i en mere tilbundsgående teoretisk terminologi og/eller være praktisk udøvende og gennem sin gerning have registreret og for sig selv eller i samvær med ligesindede formuleret iagttagelser, som kan beskrives og formidles. Når for eksempel Frank Madsen her på stedet af og til dissekerer en tegneserieside og forklarer, hvad der virker godt eller ikke virker godt af de og de grunde, læser jeg det altid med interesse, fordi det er en spændende indsigt at få, men jeg ville ikke selv kunne foretage og formidle en sådan analyse. Selv om jeg godt kan se, hvis en taleboble burde stå et andet sted i en rude, eller en bil kører den forkerte vej i handlingsretningen og den slags småting.

Det ændrer dog ikke på, at jeg ved, hvad jeg kan lide og ikke lide. Og jeg er ikke bange for at give udtryk for min smag, selvom jeg dog ikke tror, at andre mennesker tillægger den en stor værdi.

Det er jo også fuldstændig legitimt at tilkendegive sin smag, og hvad man synes er "godt" eller "dårligt". Og det er endda meget, meget almindeligt, man kan formentlig kalde det "menneskeligt", simpelthen. Jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til. Nå, han synes det og det er godt, det synes jeg ikke, eller omvendt. Det bliver lissom nemt en meget kort samtale. "Jo!" "Nej!" "Jo!" osv. Og synes man så bedre om nogen, der synes det samme (har samme smag) som en selv, eller dårligt om nogen, som ikke gør det? Sådan har jeg det ikke. Hvis nogen synes godt om noget, jeg ikke synes godt om, kunne det da ikke falde mig ind at tage glæden fra vedkommende eller synes dårligt om vedkommende. Netop fordi smag er en meget personlig ting.

Men klart, der kan sikkert (som måske også Kant er inde på ovenfor) være noget socialt i det alligevel. "Han er da en hyggelig fætter, han synes det samme som mig!" Eller omvendt. Så kan man føle et lille fællesskab med nogen, og det kan de fleste jo godt lide.

[Carsten Søndergaard]

God smag, dårlig smag? That is the question. And it's very, very personal.

[Mogens]

Det gælder såmænd nok for de fleste, også for mig, selv om jeg har forsøgt at tilegne mig en smule teoretisk viden gennem årene, men noget substantielt er det ikke blevet til. Enten skal man nok have sat sig ind i en mere tilbundsgående teoretisk terminologi og/eller være praktisk udøvende og gennem sin gerning have registreret og for sig selv eller i samvær med ligesindede formuleret iagttagelser, som kan beskrives og formidles. Når for eksempel Frank Madsen her på stedet af og til dissekerer en tegneserieside og forklarer, hvad der virker godt eller ikke virker godt af de og de grunde, læser jeg det altid med interesse, fordi det er en spændende indsigt at få, men jeg ville ikke selv kunne foretage og formidle en sådan analyse. Selv om jeg godt kan se, hvis en taleboble burde stå et andet sted i en rude, eller en bil kører den forkerte vej i handlingsretningen og den slags småting.

Du rammer hovedet på sømmet og formulerer det ret godt. Jeg kan på én og samme tid blive misundelig og begejstret over andres evne til at forfatte en tekst, mening eller analyse, uanset hvad det drejer sig om. Det kan være en anmeldelse herinde eller på en anden side. Jeg ville ønske, at jeg evnede denne analytiske tilgang til tingene og kunne sætte den i relief til en bestemt fortællerstil eller ved at drage paralleller til andre værker. Jeg letter på hatten over for folk, der mestrer denne disciplin.

Og du bør ikke være så hård ved dig selv. Hvis nogen har en helt særlig viden om tegneserier - og her mener jeg alt omkring forfattere, tegnere, forlag, rettighedshavere, udgivelser og historiske momenter - så må denne person vist være dig. Du er et omvandrende leksikon. Uden lige.

Det er jo også fuldstændig legitimt at tilkendegive sin smag, og hvad man synes er "godt" eller "dårligt". Og det er endda meget, meget almindeligt, man kan formentlig kalde det "menneskeligt", simpelthen. Jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til. Nå, han synes det og det er godt, det synes jeg ikke, eller omvendt. Det bliver lissom nemt en meget kort samtale. "Jo!" "Nej!" "Jo!" osv. Og synes man så bedre om nogen, der synes det samme (har samme smag) som en selv, eller dårligt om nogen, som ikke gør det? Sådan har jeg det ikke. Hvis nogen synes godt om noget, jeg ikke synes godt om, kunne det da ikke falde mig ind at tage glæden fra vedkommende eller synes dårligt om vedkommende. Netop fordi smag er en meget personlig ting.

Men klart, der kan sikkert (som måske også Kant er inde på ovenfor) være noget socialt i det alligevel. "Han er da en hyggelig fætter, han synes det samme som mig!" Eller omvendt. Så kan man føle et lille fællesskab med nogen, og det kan de fleste jo godt lide.

Jeg anerkender, at alle mennesker ikke kan have den samme smag, selvom jeg ville ønske, at flere havde den samme smag som mig. Spøg til side. Afgørende for mig er, at jeg kan mærke, at folk "brænder" for deres smag. Musik har en langt større betydning for mig (set i forhold til tegneserier), og jeg har det - mildt sagt - svært med folk, der blot følger moden eller bare hører det, der bliver spillet i radioen. Typisk vil folk, der ikke interesserer sig for musik, alligevel altid gerne bestemme, hvad der skal spilles på arbejdet eller til fester. De hører alt slags musik (deres eget udsagn), men bare ikke lige dét, jeg hører. Jeg giver dem plads til deres smag i 99% af tiden, mens de ikke kan finde plads til mig i deres agenda. Rummeligheden længe leve. Derfor har jeg det langt lettere med personer, der lever deres smag på godt og ondt, hvad enten det handler om tegneserier, musik, fodbold eller andet. De kan langt lettere forstå glæden og smerten og har dermed respekten for andre folk. Den respekt mangler folk, der blot følger med strømmen, men som alligevel vil sætte dagsordenen, uanset om det lyder selvmodsigende.

[Mogens]

God smag, dårlig smag? That is the question. And it's very, very personal.

[Gimli]

September måneds bedste læseoplevelse:

Et af mine ynglings Yoko Tsuno-album. Det er virkelig både en fantastisk historie og et velresearchet tegnearbejde, der er tale om. Kan virkelig anbefales. Ved sidste gennemlæsning, vant Tågernes fort (Bernard Prince), men den måtte vige for Yoko Tsuno denne gang. Jeg mangler stadig enkelte nye album fra 1977, men tvivler på, at de kan komme til at kæmpe om de 3 øverste pladser. Har fået læst; Djævelens finger (Red Kelly), Kæmpen fra Worm (Eric Hedspore) og Rejsen til Saturn (Deleuran), alle 3 gode album, men ikke nogen der virkelig fik foden inden for i kampen. Rejsen til Saturn var jeg lidt skuffet over - måske fordi forventningerne var for høje (Det sker ofte for mig - at første gennemlæsning af et album ikke kan indfri forventningens glæde).

September måned bedste tegneseriekøb:

Rødskæg - samlealbum.jpg (37.95 KiB) Vist 13098 gange

Jeg havde ikke planlagt at købe noget, men fandt lidt tilfældigt ud af, at det ikke var muligt at købe Rødskæg (samlealbum) nr. 1 alene. Så jeg slog til, og fik fat i alle 4 samlealbum fra Zoom. (Jeg har de 2 fra E-voke).

[Gimli]

Jeg har været i gang det meste af august med Moore og Campbells ‘From Hell’. Det er noget af en telefonbog, jeg ved ikke hvor mange sider, da kapitlerne er sidenummeret separat. Jeg er ca en tredjedel inde, og det meste af det, der er sket, er en køretur gennem London. Tegnestilen er den traditionelle lidt anonyme engelske, som tegneseriemæssigt havde sin rod i ‘Rob the Rover’. Her er den lidt mere skitsepræget end vanligt, og håndtekstningen er lidt vanskelig for mine gamle øjne: formskrift, bitte lille og uregelmæssig. Det er jo ikke en thriller, da morderen Jack the Ripper blir identificeret fra begyndelsen, men det er tydeligt, at Moore og Campbell har sat sig ind i miljøet og historien fra datidens London. Serien har ikke helt fanget mig endnu, men jeg læser trøstigt videre.

Jeg er lidt nysgerrig Asger - Blev du overbevist efter endt læsning? From Hell er et af mine absolut top-favorit album, så jeg håber at du fandt historien tiltalende. Jeg fandt den også lidt langsommelig første gang jeg læste historien, men efter køreturen gennem London oplevede jeg for alvor, at nu var "banen kridtet op" og historien begyndte for alvor. Håber du fik samme oplevelse.